Prøv avisen

Et storslået værk er afsluttet

"Når Jørgen Knudsen skal fortælle om Brandes, sker det i et meget varieret sprog, fri for universitetsakademisk "ordmassage". Og så kan han bygge broer mellem detaljerne indbyrdes og mellem stoffet og sin egen situation omkring 2000." Bo Hakon Jørgensen uddelte roser i stor stil, da Jørgen Knudsen modtog Georg Brandes-prisen.

HÆDER: Forfatteren Jørgen Knudsen modtog i aftes Kritikerlavets Georg Brandes-pris. Bo Hakon Jørgensen motiverede valget af Knudsen. Vi bringer her hans tale

Det er et kæmpeværk i mange dimensioner, Kritikerlavet i dag præmierer. Det er kommet i fem dele siden 1985, og hver del kunne på sit tidspunkt have fået prisen. Heldigvis blev det færdiggjort, så vores skyld som lav kan blive sonet i dag ved tildelingen for sidste del af "Georg Brandes. Uovervindelig taber 1914-27".

Vi gamle (efter den nye definition af alderdom på 55 og derover) var jo unge engang i 1960'erne, og i vores studietid i faget dansk blev vi formelig tævet med opfordringer til i det mindste at læse "Hovedstrømningerne". Det var i Møller Kristensens tid, så der var digter og samfund på programmet mange steder, og Brandes var desuden blevet til oplæsningstræning: "Tak for de Fakler – Tak fordi De bar dem", fremført med middelsvær bugspænding og taktkurver. Så vi havde frihedens patos i kroppen i en eller anden fjern afhængighed af den store Brandes: "Den frie tanke og den frie forskning" – det var os, og også den frie kærlighed.

Vi kunne faserne i Brandes' forfatterskab allerede til forprøven. Vi kunne alle smååndernes navne omkring Brandes og navnene på de fire store helte-monografier om Goethe, Voltaire, Caesar og Michelangelo. Det er for denne sidste generation af litteraturhistorisk vidende studerende, at Jørgen Knudsens værk er blevet og bliver præciseringen af, hvad vi dengang kunne være kommet til at vide, hvis vi havde læst, hvad vi skulle.

Kender man blot lidt til Henrik Pontoppidan, Harald Nielsen, Helge Rode, Jakob Knudsen m.fl., så er værket en levende illustration af og forklaring på hele tidsrummet. Hvortil så kommer alle de opkvikkende kærlighedshistorier, vi kun kendte til ca. en halvanden af, den med Adda Ravnkilde, der begik et spændende dobbeltselvmord, og den med Victoria Benedictsson. For nutidens interesserede vil der nok være for mange ukendte navne, men for Brandes-specialisterne af dem vil Jørgen Knudsens værk være en helt uomgængelig videnssamling.

Hvad gør han så, Jørgen Knudsen, når han skal fortælle om Georg Brandes? Først og fremmest skriver han et meget varieret dansk, fri for universitetsakademisk "ordmassage". Og så kan han bygge broer mellem detaljerne indbyrdes og mellem stoffet og sin egen situation omkring 2000. Med hævet pande kalder han bran-desianismen for kulturradikalismens udgangspunkt og vedstår fænomenets karakteristiska. Georg Brandes er for ham kampen for frigørelse af den enkelte gennem kampen mod kristendommens påståede undertrykkelser. Og med stor ret får han godtgjort, hvor meget Georg Brandes ændrede på den kristendom, der overlevede hans forsøg på at ødelægge den.

Jørgen Knudsens metode er dialektisk: Først Brandes – derpå, hvad siger modstanderne til det? – og hvad voterer så endelig Jørgen Knudsen? Brandes kommer frelst ud af treklangen, men med flere skrammer: borgerlig uden sans for arbejderklassen. Afsky for kropslig kontakt med de dårligt lugtende. Mangel på humor og selvironi. Mangel på skyld i forbindelse med de kvinder, han benyttede og afskedigede igen.

Selv journalistisk, skønt han bekæmpede den nye presses overfladiske journalistik. Plagiator af andres værker uden kildeangivelse – og endnu flere andre dårlige sider. I Jørgen Knudsens sluttelige bedømmelse overlever han alle disse, fordi han er frigørelsens stædige fortaler, oplysningsprojektets viderefører, den menneskelige dumheds bekæmper.

Gennem hele Jørgen Knudsens værk er grundtonen: Hvorfor mødte dette frigørelsesprojekt så stor modstand? I første del af værket opregner han seks forhold, der skabte kløft mellem Brandes og det samfund, han forsøgte at ændre: 1) Han var jøde, 2) han var hyper intelligent, 3) han havde en stædig vilje, 4) en indlevelsesevne, 5) men manglede desværre kreativitet selv, og han var 6) sandhedskærlig. Alle undtagen "4) indlevelsesevnen" vil jeg skrive under på. Så sikker han var på, at andre var dumme, kan han umuligt have haft den! Så optaget af at bedåre andre kan han ikke have været særligt interesseret i dem som andet end publikum.

Eller man kunne sige, at han var alt for optaget af sin sag til at kunne anskue sig selv som "skøn propaganda", som Sophus Claussen indbød til det i 1894, eller til at kunne se sig selv som marionettype i Karen Blixens "Sandhedens Hævn" fra 1926. Disse to, senere store, missede han skammeligt, som Jørgen Knudsen da også bemærker.I efterskriftet til værket taler Knudsen meget om sine prioriteringer, dvs. om hvad, han har måttet vælge fra. Jeg skal tværtimod takke ham for alt det, han valgte at skrive om. Der er ikke den fjerne europæer, som Knudsen ikke har slået en eller anden fængende detalje op om, som belyser forholdet til Brandes og Brandes' interesse i personen.

Som fortælling om detaljer i Brandes livsløb og forfatterskab er det også et kæmpeværk, hvor han selvfølgelig har haft stor hjælp af Brandes' egne dagbøger, som datteren Edith så frygteligt har klippet og streget i for at redde sin moders minde mod alle damerne i Brandes liv. Det erotiske får en flot og fair behandling, og især er det modigt undervejs at se Knudsen præcisere, at Brandes ikke altid var en Don Juan, men også en søgende Tristan. Redegørelsen for forholdet til sekretæren, fra 1912 af, Gertrud Rung, der samtidig er gift med Otto Rung, er meget gribende – og man forstår, hvorfor han måtte citere hovedfjenden Grundtvigs vers "Kom i din sidste vagt" til hende få dage før, han døde.Brandes fik nyt liv af Første Verdenskrig. Han kom i kamp for sit mellemstandpunkt og sin krigsmodstand. Jeg ved ikke, om Jørgen Knudsen fik ekstra kræfter til færdiggørelsen af værket ved Irak-krigens udbrud. Men at det blev færdigt, er en vidunderlig gave til dansk litteratur– og kulturhistorie. Nu er Jørgen Knudsens enorme vidensradius nedskrevet og kan besøges. En pålidelig adgangsvej til fortiden er for altid åben – for læsende. Derfor får han fortjent Georg Brandes -prisen.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Det er et stort værk, som Jørgen Knudsen har færdiggjort. Et værk, der er kommet i fem dele over de sidste 20 år. -- Arkivoto: Scanpix.