Prøv avisen
Bog

Et stumt skrig fra Syriens helvede

5 stjerner
Foto: Max Black/AP/ritzau

Den syriske forfatter Samar Yazbeks roman er en frygtelig påmindelse om de rædsler, som verdenssamfundet har accepteret i Syrien

For Jean-Paul Sartre var helvede andre mennesker. Andres uønskede selskab kan bestemt være frygteligt belastende, men efter at have læst den syriske eksil-forfatter Samar Yazbeks nye roman om en stum piges lidelser i den syriske borgerkrig står det lysende klart, at livet i Syrien er ubeskriveligt meget værre end Sartres smålumre helvede. ”Du må ikke dø” er titlen på romanen, som – lad det være sagt med det samme – er ekstremt svært at læse. Først og fremmest fordi det hele er så gruopvækkende forfærdeligt og meningsløst. I bogen følger Yazbek en stum og mentalt skrøbelig piges rejse gennem borgerkrigens rædsler. Fra en meget beskyttet tilværelse på sit værelse og i skolen bliver Rima, som pigen hedder, med ét kastet ud i krigen.

Hendes mor har taget hende med på en tur til en anden kvinde, men bliver ved et uheld dræbt ved et af de mange checkpoints. Alene beskrivelsen af turen gennem de mange, mange checkpoints i Damaskus, den uendelige ventetid og den måde, soldaterne og efterretningsofficererne uden at tøve tæsker folk på, får hårene til at rejse sig. Men det bliver meget, meget værre. Rima bliver såret og kommer på hospital, hvor hun hører oprørerne bliver tortureret og mishandlet. Efter nogle dage bliver hun hentet af sin bror – der har tilsluttet sig oprørerne – og flygter fra det ene område til det andet.

Alt er kaos omkring hende, både fordi hun ikke forstår, hvad der sker, men også – og det viser Yazbek på imponerende vis – fordi det hele er kaos. Alt kan ske i krigen, hvor regeringen bomber og gasser befolkningen, og hundredvis af oprørsgrupper kæmper med hinanden. Og alt sker for vores Rima, der som slags syrisk Job gennemlever alle krigens grusomheder – sult, tøndebomber, giftgas, lemlæstelser og belejring. Det er en guidet tur gennem Syrien-krigens krigsforbrydelser, den ene værre end den anden, og alt sammen, set fra Rimas side, totalt meningsløst. Det ene øjeblik sidder hun og tegner med en gruppe børn, det næste skriger alle, fordi de er blevet bombet. Nogle af kvinderne er døde, børn har mistet lemmer og for hvad? Det forsøger Yazbek ikke at svare på, men det er det spørgsmål, man som læser hele tiden har som et blinkende mentalt neonskilt foran sig.

Men når jeg siger, at romanen er svær at læse, er det ikke kun på grund af temaet, men også helt bogstaveligt ment. Alt er fortalt af Rima, og både skrivestil og måden, fortællingen er struktureret på, er fremmedartet og krævende. Der er ganske vist et plot, men symbolerne og de små fortællinger, der er vævet ind, fylder umådeligt meget og gør det til en bog, der kræver en stærk kop kaffe og en frisk hjerne til at læse. Sengen om aftenen er bestemt ikke det optimale læsested. For samtidigt med beskrivelserne af rædslerne taler Rima – der for at gøre alt endnu værre hele tiden er bundet på grund af sin mentale sygdom – også meget om sin egen fortid. Hun er en drømmer, der elsker at tegne og mere end noget andet holder af ”Den Lille Prins”. Hun har hemmelige planeter i sin fantasiverden, den trygge verden, hun havde, inden krigen kom, og hun blev flået ud i virkeligheden. Det er i perioder for flagrende en skrivestil til min personlige smag, men det rummer også smukke passager og mentale billeder, der bliver hængende.

Selv har jeg tænkt meget over Rimas beskrivelse af forskellen mellem sult og frygt – to følelser hun og Syrien har oplevet i overmål. Sult er, som hun udtrykker det, en trekant. Den stopper et sted, fordi den ophører på et tidspunkt, efter man holder op med at spise. Frygten derimod er en cirkel, uden begyndelse og uden ende, og som aldrig stopper. Tværtimod – det bliver en organisk del af selvet. Om det er rigtigt, når det gælder sulten, ved jeg ikke, men efter at have tilbragt mange dage med syriske flygtninge i de omkringliggende lande kan jeg alt for godt genkende billedet af, hvordan frygten og utrygheden er gået ind og har sat sig i kroppen på dem. Jeg har bare aldrig selv udtrykt det så elegant. Det skal man måske være syrer som Yazbek for at kunne. Vi andre kan kun læse – og græde.

Marcus Rubin er kronikredaktør og lederskribent på Politiken. Han har tidligere været Politikens mellemøstkorrespondent og har boet mange år i forskellige lande i Mellemøsten, senest i Beirut i Libanon under den syriske borgerkrig.