”Grønlands indre liv” er den dækkende titel på den afdøde grønlandske billedhugger, maler og forfatter Hans Lynges ”Erindringer fra barndomsårene og fra seminarietiden”, der oprindeligt udkom i to bind – i 1981 og 1988 – og nu foreligger i en samlet udgave.
Netop landets ”indre liv” får man meget at vide om. Hans Lynge (1906-1988) skriver ikke kun om sig selv, men i høj grad også om den virkelighed, der var hans baggrund, et Grønland der var engang. Vi følger ham gennem hans opvækst i koloni-tidens Godthåb – det er den mest helstøbte part af bogen – og senere som studerende ved seminariet samme sted. Beretningen slutter i 1927, da Lynge ansættes som kateket i Julianehåb. Hans far, der beskrives som ”meget religiøs”, havde den samme stilling og blev senere præst.
Bogen, der er smukt og levende gennemillustreret med akvareller og stregtegninger af Hans Lynge, er et stykke personligt oplevet kulturhistorie. Og man fornemmer, at det først og fremmest er den side af sagen, der har optaget ham.
Det er da også den, forlaget Atuagkat henviser til i sin begrundelse for at genudgive bogen: Det fortsatte behov for viden om den tid, som det moderne Grønland er vokset ud af. En tid, som mange grønlændere i dag angiveligt ikke kender til.
I synet på udviklingen virker Lynge ret desillusioneret. Tidligere – anfører han – var det en almindelig opfattelse blandt grønlænderne, at fremtiden ”gemte på løfter om umådelige muligheder”, løfter ”der kan være svære at få øje på i nutiden”.
Som et symptom på den kulturelle nedgang nævner han kvindernes opgivelse af traditionen med at sy deres eget tøj og dermed være ”reklame for sig selv”. Man satte ikke mere en ære i selv at sy. En tendens, som forfatteren beklager ud fra det grundsyn, ”at kulturen var i gode hænder hos mennesker, der var forankret i deres eget og (...) afhængige af den omgivende natur”. De gode sider ved livet havde grønlænderne, ifølge Lynge, tilkæmpet sig gennem generationer. Og det var i den sammenhæng, han så kulturens sammenhængskraft.
Ligeledes udviklingen i det grønlandske kirkeliv betragtede Lynge med skepsis. Engang var kirken ”samlingsstedet for alle indbyggerne og dens betydning som sådan kunne ikke overvurderes. Der var ingen andre steder, hvor alle kunne være samtidig. Man mødte i sit bedste skrud. Når kirkeklokken ringede, blev det opfattet som en invitation”.
Men – læser vi – noget ændrede sig, da ”kirken blev en statsdirigeret institution, så var den ikke mere så meget vores”.
Disse og andre overordnede betragtninger er kun en del af bogen. En anden – og ikke mindre væsentlig – er de mange umiddelbare glimt, vi får af det grønlandske hverdagsliv for længe siden, af personer samt de holdninger og den natur, de var rodfæstet i.
Lynge fortæller lavmælt og med præcist sansede detaljer. Hans erkendelse af at indgå i en historie, der er større end ham selv, giver sig udslag i en sympatisk – men ikke selvudslettende – beskedenhed.
Hans Lynge: Grønlands indre liv. Erindringer fra barndomsårene og fra seminarietiden. 228 sider. Illustreret. 228 sider. Kroner 228.00. Forlaget Atuagkat.