Prøv avisen

Ali Smiths ”Vinter” er en fuldstændig mageløs bog, der stråler af varme og vid

5 stjerner
Mens den skotske forfatter Ali Smith i ”Efterår” trak på den hellenske klassiker ”Odysseen” og de græske filosoffer, refererer hun i ”Vinter” i høj grad til den britiske litterære historik og færdes hjemmevant mellem figurer og genrer, som dukker umærkeligt op hid og did. Hun låner flittigt fra William Shakespeare, giver et hint til Virginia Woolf og stjæler fra Charles Dickens. –

Brilliante Ali Smith leverer med nummer to i rækken af årstidsromaner en ”Vinter”, der stråler af varme og vid, Brexit og juleeventyr, had og kærlighed

”Altså folk har det med at tænke på underverdenen som det modsatte af himlen, med andre ord det samme som helvede med svovl og sten der bliver rødglødende. Men nej. For underverdenen er det modsatte af varm. Ligesom vinter er det modsatte af sommer. Det er et sted hvor alt – og alle – er dødt og koldt og mørkt.”

I efteråret kom første bind i den 56-årige skotske forfatterinde Ali Smiths planlagte tetralogi på dansk, og allerede nu ligger også ”Vinter” klar til danske læsere. Senere vil sommer og forår følge. Smith fortæller, at bogen ”Efterår” blev til i efterdønningerne af Brexit-valget, et valg, der også spiller en hovedrolle i den politiske allegori ”Vinter”.

Brexit splittede England i to – for og imod – og landet har siden været i dyb krise, både politisk og kollektivt mentalt. Ali Smith begyndte at skrive for at fange en periode, hvor både fortid og fremtid hver dag bliver mere og mere vaklende under briternes fødder.

Men mens Ali Smith i ”Efterår” trak på den hellenske klassiker ”Odysseen” og de græske filosoffer, refererer hun i ”Vinter” i høj grad til den britiske litterære historik og færdes hjemmevant mellem figurer og genrer, som dukker umærkeligt op hid og did. Hun låner flittigt fra William Shakespeare, giver et hint til Virginia Woolf, stjæler fra Charles Dickens – ja, især ham, for hun omfortolker hans ”Et juleeventyr”, når hun mimer julehaderen Ebenezer Scrooge i portrættet af eneboeren Sophia, en kvinde, der går og hader, mere end hun holder af.

Sophia Cleves er i 60’erne og bor alene i et stort hus i Cornwall i det sydvestlige England, og hendes konstante tankestrøm hvirvler så hastigt af sted med læseren, at man ret hurtigt accepterer det faktum, at hun har et svævende dukkehoved flydende omkring i luften i sit hus. Først prøver hun at lukke det ud og flygte fra det, men hovedet følger hende tålmodigt og tavst rundt i huset.

Det hele begyndte ellers med en grønblå plet for øjet, som Sophia gik til optikeren med – men snart er pletten vokset til et barnehoved, som ”udstrålede mere godartethed end noget buddhahoved, Sophia nogensinde var stødt på, noget malet amorhovede, nogen sanseløst julet basunengel”.

I (for)underlig dialog med det tavse, Mona Lisa-smilende barnehoved går Sophia ind i et forhold, hvor hun tvinges til at engagere sig. Og måske skulle hun tage hovedet med på museum? Eller på café? I zoologisk have? Det er da det mindste, hun kan gøre for et barn!

Hun er i øvrigt mor allerede – til den nu voksne Arthur, der ”heldigvis for hende dengang han var lille hurtigt havde forstået, at hun foretrak, når børn stræbte efter at være mindre barnlige”.

Men det svævende hoved er ikke lige så let at styre, som Sophias søn var. En morgen, hvor hovedet blunder, begynder der at gro små, snirklede, grønne planter ud af dets ører, og Sophia bekymrer sig om, hvor resten af det er. Går der en lille torso rundt derude et sted og leder efter sit hoved? Og hvordan trækker hovedet vejret uden lunger?

”Havde det der var sket med det gjort meget ondt? Det gjorde ondt på hende at tænke på det. Smerten overraskede hende, Sophia havde ikke kunnet mærke noget i efterhånden et godt stykke tid.”

Men så begynder juleeventyret, eller snarere juledramaet: Sønnen Arthur og resten af Sophias familie skal mødes og holde jul i Cornwall, hvor Sophia bor alene i det store hus – nu med dukkehoved. Arthur har sin kæreste med, og Sophia glæder sig bestemt ikke. Sophias aktivistiske søster Iris er kommet hjem fra Grækenland, hvor hun har reddet flygtninge, og hun brokker sig over, at Sophia ikke har andet i huset end et glas syltede kirsebær og et par valnødder, når nu hele familien kommer til jul.

I øvrigt er Lux, Arthurs kæreste, slet ikke hans rigtige kæreste, men en kroatisk pige, han har lejet til jul, så han ikke behøver fortælle sin mor, han er single igen. Men kan denne dysfunktionelle familie finde nærhed trods alle kriserne? Kan de finde julens ånd, næstekærligheden frem og tilgive hinanden? Og kan Sophia – den indesluttede og kolde – blive varm igen?

Charles Dickens’ ”Et juleeventyr” – som ”Vinter” i høj grad er bygget op omkring – er en del af især den britiske, men også den amerikanske kollektive bevidsthed. Næsten ethvert barn kender historien om den julehadende nærigfrans Ebenezer Scrooge, der fornægter julens budskab om næstekærlighed og derfor bliver hjemsøgt af julens ånd.

Fortællingen er så kendt, at den sågar findes i en Anders And-juleversion; selvfølgelig med den notorisk nærige Onkel Joakim som Scrooge, der ender med at forstå budskabet om at dele og åbner for pengetanken for en enkelt gangs skyld.

Scrooge er rig, men tom indeni, og billedet af Scrooge står skarpt og fornyet, når Ali Smith minder os om de steder, vi er Scrooge-typer alle sammen i vores egen nutid. Ligesom i tetralogiens forrige roman, ”Efterår”, møder også ”Vinter”s hovedperson en skrankepave, der repræsenterer det Scrooge’ede i højeste potens, da Sophia skal hæve penge i banken før juleaften:

”Nej, jeg er bange for, det ikke vil kunne lade sig gøre. Hvorfor? Spurgte Sophia. Jeg er bange for, vi har lukket nu, sagde den personlige rådgiver. Sophia så på uret på væggen bag ham. Treogtyve sekunder over tolv.”

”Vinter” er en anderledes sort og dyster fortælling end ”Efterår”, men alligevel hænger de sammen i portrættet af en nutid, hvor menneskelivet virker absurd. Det absurde opstår, når meningen med det hele går i opløsning, i mødet med skrankepaver i banken og på posthuset, når de nære menneskelige forhold bliver ligegyldige, når fællesskabet ikke er der mere, og når mennesker står alene, hver for sig, uden indbyrdes forpligtelse og sammenhæng.

På den vis bliver Sophia med dukkehovedet et symbol på eller en allegori over det ensomme, det afskårne, den perverse selvvalgte enlighed; som Ali Smith ser skævt til i verden. Først med briternes valg af Brexit – og videre i hele nutidens afvisning af de humanistiske principper. For når vi ikke kan dele, være fælles, samarbejde og hjælpe andre mennesker, de nødstedte, som flygter – hvem er vi så?

”Vinter” er en fuldstændig mageløs bog. Ali Smith skriver om døden og kulden, imens hun besynger nærværet, fælleskabet og kærligheden. Hendes humor er skønt rå og britisk, hendes prosa er poetisk, og hendes pen er så flydende, at man rives med uden modstand, og bogen er læst, før man ved af det.