Bådebyggerfaget må være et af de fag, der knytter sig flest romantiske forestillinger til. Det handler om at være mand, at være håndværker i ordets allermest oprindelige betydning og om at virkeliggøre drømme. Det har rod i noget helt primært, tror jeg, for os, der bor i et land omgivet af kyst. Man må kunne bygge en båd og komme væk, rejse mod ukendt territorium. Bådebyggeren er en drømmer, en mand med havet i sit blik. Bådebyggerens arbejde er derimod meget konkret, og det er, som Peder Frederik Jensen, født 1978, skriver i sin nye roman Læretid, for alvor. Hvis ikke arbejdet er gjort ordentligt, hvis kalfatringen er sjusket udført, kan det få tragiske konsekvenser.
LÆS OGSÅ: Tilværelsens lette ulidelighed
Peder Frederik Jensen har gået på Forfatterskolen, men han har også selv uddannet sig til bådebygger. Romanen Læretid er en ordknap skildring af en ung mands læretid hos en bådebygger et sted ved Kalundborg Fjord. Læredrengen, som han benævnes, kommer fra et helt andet miljø hans forældre er teologer, han selv bor i København og, antydes det til sidst, skriver. En dag giver det bare ikke mening mere. Jeg giver dig et halvt år, siger en ven, da hovedpersonen fortæller om sin beslutning. Læredrengen holder tiden ud, fire år. Han falder ind i den verden, ind i hverdagen med Mester og Svenden, ind i arbejdets omhu og meningsfuldhed, ind i den verden, hvor så meget er givet, hvor tingene skal være på plads og i orden, og hvor det betyder noget, for alvor, at de er det. Ind i den verden, hvor man ikke skal opfinde sig selv og sit projekt hver dag, og ind i den verden, hvor det at kunne noget, betyder noget. Han laver sit svendestykke, en kistebænk. Det egentlige svendestykke er dog romanen her, som også er en opvisning i det helt særegne sprog, som er bådebyggerens (og her tæller det ekstra s!): Han lærte at bruge en porehammer, når skibsspigerne skulle knaldes i plankerne. Han borede for og undersænkede med skølpjernet, der var formet som en smilende mund.
Der er skrevet mange romaner om unge mænds læreår, hvor det er den åndelige udvikling, der er i fokus. Her går vi den anden vej, tilbage til tingene, værktøjskassen, hånden, kroppen. Peder Frederik Jensen er en nøgtern og knap fortæller, der doserer i små bidder, men med stor virkning; læredrengen flytter ind på et klubværelse ved fjorden: Værelset var sparsomt møbleret. Det passede til hans bøger om Grønland. To sætninger, der fortæller om en ung mand, hans drømme og hans forestillinger om, hvordan man bor, når man er en ung mand med drømme om ekspeditioner og langfarter.
Læretid handler også om at føle sig hjemløs og at lære at leve med det. Læredrengen er ikke hjemme i (eks)kærestens arbejderfamilie, blandt de andre lærlinge på Teknisk Skole eller i det københavnske kunstnermiljø. Jeg ved ikke, om han helt er hjemme på havnen, men, viser det sig, det er ikke engang Mester; også han er tilflytter. Svendebrevet kommer: Det er bordeauxfarvet med guldskrift og ligner et pas.
Peder Frederik Jensen: Læretid. 160 sider. 250 kroner. Samleren.