Prøv avisen
Liv&litteratur

Et svigt af fællesnordisk sprog og identitet

Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Ritzau Scanpix

Københavns Universitets forslag om at lukke ned for undervisningen i de nordiske sprog er visionsløst og bekymrende

Københavns Universitet er Danmarks ældste og landets største. Måske af samme grund er visdommen på institutionen både uendeligt dyb og ikke mindre uudgrundelig.

Universitetet er, i lighed med andre bærende uddannelses- og kulturinstitutioner, igennem en årrække blevet udsat for besparelser. På universitetet har det betydet, at fag og institutter er blevet enten nedlagt eller fusioneret. Det er ikke sket efter et princip om væsentlighed, men efter et princip om popularitet; det såkaldte taxameterprincip, hvor de offentlige bevillinger gives efter, hvor mange studerende der gennemfører et studium og hurtigst kommer ud som nyslåede kandidater.

Ud over, at taxameterprincippet er fagligt korrumperende, fordi det tilskynder lærere og censorer til at lade flest muligt studerende bestå uanset kvaliteten af deres præstationer, er det også fagligt uforsvarligt, fordi det favoriserer populære fag, hvor mange studerende efter kun tre år kan komme ud som bachelorer. Fag med længerevarende studieforløb og fag, der kræver særlige både forskningsmæssige og sproglige kompetencer, har universitetsledelsen derfor foreslået må drosle ned. Ikke mindst fordi fagene ikke søges af det overvældende flertal af studerende, men netop søges af studerende med særlige ambitioner. Specialisterne. Ser man historisk på det, er det specialisterne, der har skabt de forskningsmæssige gennembrud og udviklet en faglighed på højt niveau. Atomfysikeren Niels Bohr ville eksempelvis i dag ikke have haft interesse for Københavns Universitets ledelse. Principperne for kvantemekanikken spiller dårligt sammen med taxameterprincippet.

Disse forhold synes ikke at bekymre Københavns Universitets ledelse, der er i fuld gang med at lukke ned for forskningen i den grundlæggende kulturarv og dermed for fundamentet for vor vestlige civilisation. Det gælder ikke mindst inden for humaniora. Det er adskillige år siden, at universitetet afskaffede filosofikum og dermed en obligatorisk indføring i klassisk sprog og filosofi for enhver ny studerende. Men det er kun få år siden, at samme universitet foreslog at nedlægge fagene og dermed på sigt forskningen i de antikke sprog, oldgræsk og latin. Dermed ville ingen i Danmark inden for en overskuelig årrække længere kunne læse vor kulturs grundtekster og primære fortællinger, eksempelvis Bibelen og Homers epos, ligesom forståelsen af de filosofiske grundbegreber ville forsvinde.

I indeværende år er turen så kommet til de nordiske sprog og dermed den fællesnordiske identitet og kulturforståelse. Københavns Universitets ledelse har foreslået, at der ikke længere skal undervises i oldislandsk, moderne islandsk eller færøsk. Begrundelsen er igen taxameterprincippet. Studierne tiltrækker årligt ikke hold på de 30 studerende, der er normen, og dermed er de tilsyneladende ikke længere relevante.

På universitetet findes Den Arnamagnæanske Samling, der består af flere end 700 islandske, danske, svenske, norske og andre håndskrifter. Selvom en del af saga-håndskrifterne i årene fra 1971 til 1997 er udleveret til Islands Universitet, er Den Arnamagnæanske Samling forsat den væsentligste samling af oldnordiske håndskrifter. At nedlægge de fag, der er relevante for studiet i disse kilder til nordisk historie, sprog og litteratur, er et svigt i forhold til de øvrige nordiske lande, og hvad Færøerne angår et udtryk for arrogance. Den nordiske historie udspringer af en tradition, hvor mennesket med en høj grad af fælles identitet igennem sekler har præget ikke alene Norden, men også den øvrige verden.

Latinamerikas ”magiske realisme” er ikke en litterær opfindelse, der eksklusivt er forbeholdt det sydamerikanske kontinent.

En forfatter som Jorge Luis Borges henviste til de islandske sagaer, hvis man ville erhverve sig indsigt i de latinamerikanske forbilleder. De sagaer, der også har inspire

ret og fortsat inspirerer generationer af forfattere og helt essentielt er vidnesbyrd om brydningen mellem nordisk mytologi og kristendom. Der findes jo gudskelov fortsat kyndige og engagerede mennesker, der sidder inde med en viden om norrøn historie på Københavns Universitet. Som lektor Annette Lassen, der sammen med andre fortræffelige og kvalificerede mennesker tog initiativ til og udgav ”Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og niogfyrre totter”. Et pragtværk i fem bind, der udkom i 2014 på de nordiske sprog som del af et fælles nordisk initiativ. Dette værk kunne ikke være nyoversat og dermed nyfortolket, hvis ikke oversætterne havde kunnet oldislandsk.

Lukker Københavns Universitets ledelse ned for fag og undervisning i både de levende og de ”døde” nordiske sprog, taber man en krævende og igennem generationer opbygget forskningstradi-tion. Og dermed en

vidensbase, der vil tage årtier at genopbygge.

De forskere, der måtte søge viden derom i fremtiden, skal jo kunne hitte rundt i de efterladte vidnesbyrd med andet end uvidenhedens blindhed. Hvis skrifterne ellers er bevaret på sikker vis. For det kræver, at nogen kender til deres kvalitet. Det kan være, at forskningen i de nordiske sprog og den nordiske litteratur er lille, men betydningen er omfattende for forståelse af den identitet og menneskelige erkendelse og den litterære og æstetiske kvalitet, der er indeholdt i de nordiske sprog.

Det kan ikke nytte, at Københavns Universitet forsøger at lukke en faglighed ned, der er afgørende for nordisk liv og skaberkraft. Det er der ingen visdom i, ingen vision, kun dumhed og åndløst tyranni.

klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.