”Malerisk” er det ord, som mest præcist dækker min oplevelse, da jeg en tidlig sommerdag vandrer gennem Svanninge Bakker.
Et bølgende, græsklædt landskab med skove, kirketårne og glitrende hav i horisonten. Et pastoralt sceneri med store, fritstående løvtræer, eg, bøg og birk, som skaber perspektiv og får næsten ethvert udsnit, jeg retter kameraet mod, til at ligne et udsøgt landskabs-maleri. Hvis en sandalklædt hyrde og en flok får vandrede ind i billedet, ville det se helt naturligt ud.
Det er netop sammenhængen mellem vores forestillinger om det maleriske og det naturlige, jeg er taget til Fyn for at se nærmere på.
Svanninge Bakker og de tilgrænsende Svanninge Bjerge, tilsammen kaldet De Fynske Alper, er et af Fyns mest populære landskaber. Men de gamle stednavne, der stadig bruges om bakkerne nord for Faaborg, skurrer grumt mod idyllen. Tyveknappen, Kistelåget og Helvedes Hule vidner om, at området ikke altid har været et sted, hvor man tager på søndagsudflugt med hund, børn og madkurv.
Engang var de milde bakker træløse, forblæste overdrev, hvor egnens bønder sendte deres dyr ud at græsse, men selv holdt sig væk. Hvor kriminelle og udstødte kunne gemme sig. Og hvor galgebakken lå, naturligvis.
Hvornår blev disse skumle overdrev til et elsket, folkeligt udflugtsmål, der inkarnerer alt, hvad der er mildt og fynsk og ufarligt?
Jeg ringer til Lars Qvortrup, som i dag er professor på institut for læring og filosofi på Aalborg Universitet. I 1997 skrev han bogen ”Fynboernes natur” sammen med kunsthistorikeren Jørn Guldberg. I bogen beskriver Qvortrup, hvordan de lyngklædte græsningsbakker først bliver defineret som et landskab, da den lokale sognepræst i 1700-tallet finder på at kalde dem for ”sine Fynske Alper”.
”Dermed bliver landskabet til. Det er ligesom med dåben: Når vi giver barnet et navn, er det ikke længere bare en biologisk klump. Det bliver til, og vi bidrager til fortolkningen af den identitet, vi har skabt,” siger Lars Qvortrup.
Det vigtigste kapitel i bakkernes nyere forvandlingshistorie bliver imidlertid skrevet af konservesfabrikanten, mæcenen og kunstsamleren Mads Rasmussen, som i 1911 køber et areal på 34 tønder land i området og indretter det som pittoresk miniature-nationalpark. Idéen får han fra malerkunsten.
”Mads Rasmussen er sin tids A.P. Møller. Han opretter Faaborg Museum og samler på malerier af samtidens fynske malere. Ja, man kan sige, at han er med til at give de fynske malere, Fynboerne, deres navn og anerkendelse. Og han ønsker, at naturen skal bringes tilbage til de fynske maleres ideal,” fortæller Lars Qvortrup.
En af Fynboerne er Fritz Syberg, for hvem bakkerne er et yndet og hyppigt motiv. I 1900 maler han et billede af en gruppe karle og piger, der danser i bakkelandskabet. Billedet, som han kalder for ”Aftenleg i Svanninge Bakker”, bliver senere købt af Mads Rasmussen – og bliver en direkte inspiration for parkanlægget i Svanninge Bakker.
Men hvor Sybergs maleri skildrer et næsten træløst landskab, vil Mads Rasmussen forbedre bakkerne med udsigtspavillon og spredt beplantning. Ikke blot lyng og gran, men også sydlandske træer, for eksempel fersken. Planerne om at plante eksotiske træer vækker ikke begejstring hos hans samarbejdspartnere, Hedeselskabet og handelsgartneren, fortæller Lars Qvortrup.
”Det lykkes handelsgartneren at tale ham fra det, dels ved at påpege, at arterne ikke hører naturligt hjemme i området, dels ved at bruge det snedige argument, at han risikerer at komme i konflikt med kunstnerne. På den måde kan man sige, at Mads Rasmussen står fadder til Svanninge Bakker, men det er Fritz Syberg, der holder dåbstalen,” siger Lars Qvortrup.
Det lykkes dog Mads Rasmussen at liste en gruppe japanske kirsebærtræer ind. Hans naturpark bliver indviet sankthansaften 1913 med bål, punch og kulørte lamper.
Mads Rasmussens indretning af Svanninge Bakker kan ses som den spæde begyndelse på et nyt natursyn, som bryder igennem i det 20. århundrede, siger Lars Qvortrup.
”Mads Rasmussen repræsenterer tilliden til, at mennesker, ikke mindst mennesker med penge, kan tage ansvar for naturen. Det er en civilisatorisk selvovervurdering og et tidligt, naivt sindbillede på, hvad der er sket frem til i dag, hvor vi med globaliseringen og debatten om klimaforandringer har fået en ekstrem ansvarliggørelse af mennesket i forhold til naturen,” siger han.
”Som konservesfabrikant levede Mads Rasmussen af at komme naturen på dåse, og samtidig ønskede han at tage ansvar for den. Han så nok ikke sammenhængen, men i dag ved vi, at nyttiggørelsen af naturen indebærer risikoen for, at vi undergraver vores eget eksistensgrundlag. Vi har forfinet det eksistentielle perspektiv ved Mads Rasmussens tankegang og udviklet den fatale ansvars-pådragelse, vi står med nu,” siger Lars Qvortrup.
”Samtidig er vi blevet bevidste om, at uanset hvad vi gør ved naturen, og også, hvis vi ingenting gør, er vi med til at orkestrere og iscenesætte den. Forestillingen om, at der findes en vild, autentisk natur, er endegyldigt gået tabt. Det er ny fortælling, og det næste skridt i naturforvaltning og -formidling bør være også at tegne dette perspektiv.”
Var Mads Rasmussens projekt et naivt og kitschet forsøg på at skabe ”naturlig” natur, som levede op til hans idealer og æstetik?
”Det kan godt være, at Mads Rasmussen var relativt naiv, også i sin samtids perspektiv, men man opdager først sin egen naivitet i bakspejlet. Vi løfter os hele tiden ud af den forrige generations perspektiv, og kommende generationer vil sikkert også betragte vores naturforvaltning som naiv,” siger Lars Qvortrup.
I dag er det Naturstyrelsen, der ejer og vedligeholder Mads Rasmussens Svanninge Bakker.
Det tilgrænsende naturområde hedder Svanninge Bjerge og ejes i dag af Bikubenfonden.
Følger man en af vandrestierne, som går gennem begge områder, vil man næppe opdage, hvornår man krydser skellet. Begge har samarbejdet med Faaborg Museum om et projekt, hvor guldrammer blev stillet op på de steder, hvor Fynboerne, altså malerne, fandt deres motiver. Så kunne man sammenligne landskabet på malerierne med landskabet i dag.
Da Bikubenfonden anskaffede sig området for 10 år siden, var det for at etablere et naturhistorisk, landskabshistorisk og kulturhistorisk oplevelseslandskab. Det daglige ansvar for skovens drift er lagt i hænderne på skovfoged Susanne Frederiksen, som jeg mødes med ved skovens eneste klynge huse.
”Det er jo kun 8000-12.000 år siden, den sidste istid forlod os. Svanninge Bjerge giver os mulighed for at indrette rum, som viser landskabsudviklingen siden dengang. Tundraperioden har vi ikke rigtigt, men vi har forsøgt at efterligne den. Vi har et stort område, der ligner birke-fyr-hassel-tiden. Vi har et område med gammel skovlind, der minder om den næste skov-historiske tid, lindetiden, og vi har områder med bøg som i bøgetiden.”
Vi efterlader bilerne og går ind i skoven. 500 hektar sammenhængende, ubeboet skov er der, og det er usædvanligt i et land, hvor selv store skovbesiddelser som regel er fordelt på mange små stykker skov.
”Jeg garanterer dig for, at jeg kunne få dig til at fare vild, og der er ikke så mange steder i Danmark, hvor man kan fare vild. Det er altså lidt fedt,” siger Susanne Frederiksen.
Hun er med egne ord ”hardcore godsskovfoged”, men siden 2009 har hun – først som naturformidler, senere også som medansvarlig for udviklingen af området – arbejdet med at designe en skov, der først og fremmest skal fortælle historie.
”Parallelt med naturhistorien fortæller vi kulturhistorien fra det tidspunkt, menneskene genindvandrer som jægere og samlere. Først var vi blot én art blandt mange og satte ikke mange spor i landskabet. Dengang var 80 procent af Danmark skov. Så begyndte vi at lave små svedjebrug, og langsomt blev vi bedre til at være agrare. Vi indførte hjulploven, der kunne vende jorden. Vi begyndte at lave større rydninger og blev dygtigere og dygtigere til at afskove,” siger Susanne Frederiksen.
”Vi lavede et samfundsmæssigt energihop ved at høste skovens ressourcer. Og så stod vi i 1700-tallet med en temmelig stor befolkning og kun to en halv procent skov tilbage. Træerne var blevet til godser, herregårde, krigskibe, landsbyer, brændsel, gærder, og så sendte vi vores unger ud med kæppen, så husdyr kunne æde resten.”
Susanne Frederiksen stopper op på skovstien.
”I 1700-tallet var her forarmede, sandede jorder, det, som man kaldte ’boghvedejord’, fordi kun boghveden, den ringeste og mest hårdføre afgrøde, kunne dyrkes her. Og så skulle markerne endda ligge brak i syv år. Derfor opgav man at dyrke jorden, som blev til overdrev og lynghede. Men det er også forklaringen på, at man stadig kan se de højryggede agre her,” siger hun.
De højryggede agre opstod som dyrknings- og dræningsmetode med hjulploven op igennem middelalderen. Jorden pløjedes op i aflange ”rygge” med fordybninger imellem, så markerne med tiden fik en karakteristisk, vaskebrætagtig bølgeform. Mange steder i Svanninge Bjerge kan man se dette mønster i skovbunden.
”Hvis udviklingen var fortsat, og man havde taget moderne landbrugsredskaber i brug, var de blevet slettet,” påpeger Susanne Frederiksen.
I stedet begyndte man det møjsommelige arbejde med at etablere skov igen.
I 1800-tallet plantede man ikke skov for naturens skyld, men fordi træ var et livsnødvendigt råstof.
Med fredskovsforordningen i 1805 blev der sat diger op, så husdyr ikke længere kunne græsse i skovene, og de træer, som blev fældet, skulle erstattes af nye. Efter tysk forbillede indførte man det ordnede skovbrug, som vi kender i dag, hvor plantning og fældning er sat i system. Spredt træartsvalg, spredt aldersvalg, snorlige rækker.
”Det er det, vi kalder Rittersport-skov. Quadratisch, praktisch, gut,” siger Susanne Frederiksen og tilføjer:
”I dag er vi nødt at bestræbe os på at forene kommerciel skovdrift med naturindhold. Naturnær skovdyrkning, kalder vi det. Vi skal ikke sidde heroppe i Europa med vores naturparker og suge ressourcer fra Den Tredje Verden. Det må være muligt at skabe et ordentligt naturindhold, samtidig med at vi producerer det gode træ, vi skal bruge til vores køkkener og parketgulve og Wegnerstole. Så kloge må vi være i dag.”
Men i Svanninge Bjerge er produktiviteten ikke det primære. Vi går igennem et område med rækker af pyntegrøntsgraner, som vil blive udfaset, når de ikke længere er rentable. Og en gammel egebevoksning, som er ved at være afdriftsmoden, hvor egene får lov at stå.
”Det skovsystem, som gammel eg etablerer, har vi ikke ret mange steder. Ja, eg på 120 år er fint og gammelt og klar til at køre på savværket, men eg på 350 år – det er da interessant!”, siger Susanne Frederiksen.
Foran os åbner skoven sig. Mellem bøgetræerne i det let faldende terræn vokser skovmærke og skovsyre.
Der er kig ned til en sø med et pilekrat. Bag søen er der en eng med tuer af græs og høje, fritstående graner. Bag engen et mørkt skovbryn.
”Se, her har du dit guldaldermaleri. Det er en skov, hvor man lod dyrene græsse, og hvor man gik ind og hentede de gode træer og lod de skæve stå. Det giver en lys-åben, rodet skovtype, som vi ikke kender i dag,” siger Susanne Frederiksen.
Det er smukt og fredfuldt. Malerisk. Men er det naturligt?
”Vi designer et tidsbillede. Vi leger sultne bønder, sender køer ind og fælder usystematisk og tilfældigt. Vi holder søen åben ved at skære pil og rødel ned, når der er is på. Hvis man ikke gør det, vokser den til. Så det er ikke autentisk natur, hvad det så end er. Men ved at genskabe et kulturhistorisk landskab, genskaber vi også den naturtype, som hører til, med dens karakteristiske sammensætning af planter, insekter og fugle,” siger Susanne Frederiksen.
Hun fortæller, at efter de første 10 års arbejde med at etablere natur- og kulturområdet er fokus skiftet til at skabe naturoplevelser for mennesker. Naturen bruges som en helende og styrkende ressource, primært i arbejdet med børn og unge.
Bikubenfonden tilbyder i partnerskab med Red Barnet, Tuba, Børnehjælpsdagen og Askovfonden ophold i naturen i Svanninge Bjerge, hvor der er indrettet hus til formålet. Det handler ikke om, at de skal lære om landskabet, men at de skal opleve skovens ro.
”Derfor vil vi også gerne etablere flere områder med vild natur. Erfaringen er, at jo mere urørt skoven er, des større positiv virkning har den,” siger Susanne Frederiksen.
Og tilføjer straks, at hun godt er klar over det paradoksale i at tale om etablering af vild natur. Selv et stykke urørt natur er resultatet af menneskers valg.
”Men hvem afgør i det hele taget, hvad der er natur? Hvad bilder vi os ind at tage den gode oplevelse fra hundelufteren, der nyder at gå en tur langs hvedemarken og kalder det en naturoplevelse? Er det først godt nok, når vi har reddet alle rødlistearterne, eghjorten er genindvandret, og den sorte stork svæver ovenover? Det svarer til at fortælle folk, at Monet-plakaten er dårlig smag. Det bliver naturelitært.”
