Prøv avisen

Et tæt intellektuelt samarbejde om Asger Jorn er endt i trusler om retssag

Asger Oluf Jørgensen – med kunstnernavnet Asger Jorn – blev født i Vestjylland i 1914 og døde i Aarhus i 1973. Den internationalt berømmede kunstner er nu centrum i en disput mellem førende Jorn-forskere. Her ses Asger Jorn i i sit hjem i Albissola, Italien. – Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix

Sammen udgav irske Paul Larkin og tyske Ruth Baumeister en bog om Asger Jorns skrifter om arkitektur. Nu er samarbejdet endt med trusler om domstole, fordi Paul Larkin mener, at Baumeister siden har brugt hans tekster uden tilladelse

Den danske kunstner Asger Jorn havde en svaghed for det franske sprog, og mange af hans værker bærer franske titler.

Derfor er det også naturligt, at bøger baseret på hans tanker om arkitektur og kunst har franske titler. I 2011 udkom bogen ”Fraternité Avant Tout”, som trods titlen er skrevet på engelsk. Bogen er blevet til i et samarbejde mellem den tyske arkitekt og kunsthistoriker Ruth Baumeister og den irske forfatter og oversætter Paul Larkin. Kontraktligt deler de ophavsretten til bogen og havde en aftale om at skrive introduktionen sammen.

Hertil kommer, at det er Paul Larkin, der har oversat en række af Asger Jorns tekster fra perioden 1938 til 1950 til engelsk for første gang. Men store dele af de tekster går også igen i en nyere bog af Ruth Baumeister med titlen ”L’Architecture Sauvage” fra 2014 – men uden at Paul Larkin er krediteret, takket eller orienteret.

Det har efterladt en skuffet, overrasket og ikke mindst vred Paul Larkin, som brugte megen tid på at hjælpe Ruth Baumeister, der dengang var ph.d.- studerende ved universitetet i hollandske Delft. I dag er hun professor ved Arkitektskolen i Aarhus.

De to har en klar og underskrevet kontrakt om, at den første bog blev til i et ligeværdigt samarbejde mellem de to, og den gensidige respekt er også udtrykt i mange e-mails op til udgivelsen af den første bog.

Over for Kristeligt Dagblad ønsker Ruth Baumeister ikke at kommentere beskyldningerne, som hun betegner som chikane. Men tilbage i januar 2010 skrev Ruth Baumeister i en e-mail på engelsk til Paul Larkin om bogen:

”Og det smukkeste er, at det er noget, vi har skabt sammen.”

Ruth Baumeister diskuterede også oversættelserne med den daværende leder af Jorn-museet i Silkeborg, Dorte Andersen, som havde været i kontakt med Jorn-kenderen Peter Shield.

”Hun (Dorte Andersen, red.) sagde, at han (Peter Shield, red.) var meget glad for arbejdet. Han sagde, at du (Paul Larkin, red.) med stor succes havde formidlet Jorns ironi og havde oversat hans særlige stil og ikke mindst den tvetydige tone i hans skrifter.”

I e-mailen til Paul Larkin præciserer Ruth Baumeister videre, at de begge er medforfattere til bogen.

I april samme år kom en e-mail, der igen præciserede samarbejdet:

”Siden vi nu i nogen tid har talt om ’vores’ bog, så var det mit indtryk, at vi sammen skrev introduktionen. Men den anden dag skrev du i en e-mail om en ’kort introduktion af oversætteren’. Min forståelse var, at når det kommer til oversættelse, så har du ansvaret for 80 procent, og jeg har de 20 procent, og det er omvendt i introduktionen, hvilket i sidste ende vil gøre det til ’vores bog’,” skrev Ruth Baumeister, der også understregede, at hun dermed ville undgå fremtidige misforståelser.

Men den misforståelse opstod alligevel, for Ruth Baumeister løb ifølge Paul Larkin fra løftet om det fælles forord, hvilket hun først skriver i en e-mail, efter bogen er sendt til tryk.

”Jeg har leveret forordet selv, og når jeg ser tilbage på det, så var det ret naivt fra min side at bede dig om at gøre det sammen. Men jeg gjorde det, og desværre holdt jeg ikke her mit løfte, og jeg vil undskylde over for dig. Jeg er ked af det, og det [er] så absolut ikke den korrekte procedure, som jeg gjorde det,” skriver Ruth Baumeister.

Siden har tonen fået en anden lyd – eller måske ingen lyd. For siden Paul Larkin fandt ud af, at Ruth Baumeister havde udgivet ”L’Architecture Sauvage” i 2014 på et søsterforlag i Holland, har han forgæves forsøgt at få en dialog med den tyske kunsthistoriker.

Derfor tyede han i sidste uge til den ultimative løsning og satte et irsk advokatfirma på sagen efter have overvejet, om sagen skulle rejses i Danmark eller Holland, hvor begge bøger er udgivet, eller i hans hjemland, Irland.

”Ved at fjerne mit navn som medforfatter fratager hun mig min anerkendelse som Jorn-forsker og undertrykker dermed mine dybt velbegrundede meninger om Jorn ved at fjerne nogle af kernebegreberne i Jorns historie og filosofi. Her henviser jeg særligt til Kierkegaard, spiritualitet, de nordiske og germanske sagaer med videre. Så vidt jeg ved, findes der ikke andre nyere bøger om emnet, end hvad Jorn selv har skrevet,” forklarer Paul Larkin, der dermed henviser til, at der – ud over originaludgaverne på dansk og svensk – for en række af Asger Jorns vigtigste essays i den periode kun findes hans engelske oversættelser.

”Oversættelser er uden tvivl ophavsretligt beskyttede. Udvælgelse og redigering af tekst kan i sig selv give en ophavsret, men gør det ikke nødvendigvis,” siger juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet om den prekære sag, som han vurderer ud fra dansk lovgivning.

Omdrejningspunktet handler om, at de to parter aftalte fælles ophavsret til bogen ”Fraternité Avant Tout”.

”Man kan aftale sig til den fælles ophavsret eller måske mere præcist: Man kan overdrage en del af sin ophavsret til en anden som led i en udveksling af ydelser. Modydelsen kan være betaling eller som, efter det oplyste, omfattende udvælgelses- og redigeringsarbejde,” forklarer Sten Schaumburg-Müller.

For Paul Larkin er det også vigtigt, at han ikke kun har oversat, men også sat teksterne ind i en sammenhæng. Hans viden om Asger Jorns mere filosofiske tanker er også blevet til bogen ”The Danish Artist Who Saved the World” (Den danske kunstner der reddede verden), som er planlagt til udgivelse næste år.

For hans advokat, Niall Murphy fra KRW Law i nordirske Belfast, er der ingen tvivl om, at han har en god sag.

”Det mest overraskende i denne sag er det åbenlyse omfang af brugen af Paul Larkins tekster uden at kreditere ham og endsige takke ham,” siger Niall Murphy.

”Det er uforklarligt, men konsekvensen er, at det nedtoner hr. Larkins bidrag og dermed hans anerkendelse som kunstner og akademiker og er et udtryk for en overraskende mangel på respekt,” fastslår Niall Murphy.