Prøv avisen

Et teologisk livsværk

Bogen er også en brugsbog, hvor man let kan finde Kaj Mogensens inspirerende og indimellem overraskende tolkninger af udvalgte bibelsteder. – Foto: Peter Mørk.

Kaj Mogensens stærke og bevægende bog Frelse og fortabelse inviterer til videre overvejelser

For enhver, som i de senere år har fulgt med i den teologiske debat om frelse og fortabelse, vil Kaj Mogensens navn være velkendt. Igen og igen har han fremført sit synspunkt om alles frelse den såkaldte apokatastasislære. Og nu foreligger en stor og gennemarbejdet fra hans hånd om dette emne.

Jeg fik lejlighed til at læse den på en flyrejse frem og tilbage til Toronto. Om det var de højere luftlag, som var medvirkende til, at jeg følte mig opløftet, oplyst og glad, er muligt; men en er virkelig velskrevet, grundig, lidenskabelig og lærd, og den behandler store teologiske spørgsmål om alles frelse, bibelsyn, gudsbillede, Gud og det onde, dommedag og så naturligvis frelse og fortabelse.

LÆS OGSÅ: Salmedigter i tåge af røg og støv

Hoveddelen af en er en gennemgang af de vigtigste bibelske skriftsteder, som har relevans for emnet. Der er en omfattende litteraturliste samt en oversigt på hele fem sider med bibelhenvisninger. Dermed er en også en brugs, hvor man let kan finde Kaj Mogensens inspirerende og indimellem overraskende tolkninger af udvalgte bibelsteder. Om den utilgivelige synd mod Helligånden, som er til anfægtelse for mange, hedder det: Det ord er et evangelium og ikke et skræmmemiddel. Vi bliver tilgivet, men den åndsmagt, der forlokkede os, skal for evigt gå til grunde, den skal aldrig mere kunne skade os. Om lignelsen om ukrudtet i hveden hedder det, at den ikke er af Jesus, fordi den ikke bærer præg af den tillidsfulde og ubekymrede tro på Guds riges komme.

Det er til gengæld den tillidsfulde og ubekymrede tro på Guds kærlighed, som står først og sidst, og som er styrende for Kaj Mogensens fortolkninger smukt og uimodståeligt. Enhver tale eller lære om den dobbelte udgang altså dette, at nogle mennesker går fortabt, mens andre frelses afvises på det bestemteste. Det er ganske enkelt i modstrid med hele det bibelske budskab og gudsbillede.

Under læsningen og flyveturen kom jeg i tanker om en andagt, jeg engang hørte om fadervors femte bøn: Og forlad os vor skyld. Præsten nåede dog aldrig længere end til ordet Og, for, som han sagde, ordet og er det vigtigste ord i hele Bibelen! Det får nemlig tingene til at hænge sammen: synd og nåde, Gud og menneske, lov og evangelium, Himmel og helvede, frelse og fortabelse.

Og så sammenlignede han det i øvrigt med en flyvemaskine: Ligesom den ikke kan flyve uden to vinger, sådan kan vores forkyndelse heller ikke flyve eller hænge sammen, uden at vi taler om både frelse og fortabelse.

Dette og mangler hos Kaj Mogensen. Ganske vist taler han om en dennesidig fortabelse, når han siger: Hvis man fravælger livsfællesskabet med Jesus, bliver konsekvensen et liv, som i virkeligheden er det samme som død. Men der bliver aldrig en evig fortabelse for noget menneske! Hele skaberværket kommer med til den endelige og evige fest. Den kristne menigheds særlige privilegium er, at den har fået lov til at opleve, at festen allerede er begyndt. Eller med en anden prægnant formulering: For nogle bliver det en glædelig overraskelse, for andre er det allerede nu en overraskende glæde.

At et sådant budskab er i modsætning til Confessio Augustanas artikel 17, som taler om den dobbelte udgang, er Kaj Mogensen naturligvis helt klar over. Men han argumenterer for, at det i virkeligheden er artikel 17 og herunder Luther som er i modstrid med det bibelske hovedbudskab. Han indrømmer, at der er bibeltekster, som taler direkte mod hinanden. Det kan den videnskabelige fortolker konstatere, mens den lidenskabelige læser og kirkens forkyndere med frygt og bæven må vælge side.

Bogen udfordrer til videre overvejelser. Efter endt læsning og vellykket landing har jeg følgende:

Det hedder, at det ikke er læren om dobbelt udgang, der er forargelig og fremmedartet. Det er evangeliet om Guds ubetingede, grænseløse og grænseoverskridende kærlighed, der er forargelig og anderledes end den fremherskende livsanskuelse. Er det nu også rigtigt? Er læren om alles frelse fuldstændig fremmedartet for vor tid? Er det ikke snarere omvendt?

Og er det rigtigt, at Gud har gjort sig afhængig af menneskers lovprisning og pagtsoverholdelse, og at Gud behøver mennesket? Er det ikke snarere omvendt?

Endvidere hedder det (fromt?), at læren om den dobbelte udgang trænger ikke til understøttelse, men til tilgivelse. Kunne man ikke sige, at denne lære snarere trænger til bedre oplysning?

Og endelig: Hvis konsekvensen af at fravælge livsfællesskabet med Jesus er det samme som død, skal det så ikke også forkyndes og i givet fald hvordan?

Det sidste ord er utvivlsomt ikke sagt i denne sag.

Men det sidste ord i en får Kaj Mogensens barnebarn, Kamille, der var udviklingshæmmet og døde som toårig. Det er en stærk og bevægende beretning, som rører hjertet.

Sådan som en gør det.