Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?
Det har været en bog, der har været rigtig mange år undervejs. Jeg vil nærmest kalde den en langtidssimreret. Det begyndte egentlig en aften i midten af 90'erne. På det tidspunkt var jeg historiestuderende. Jeg var begyndt at interessere mig for dansk højreradikalisme og nazisme, og jeg skrev et brev til Ejnar Vaaben, Danmarks første nazist, der stiftede det første danske nazistparti, fordi jeg gerne ville interviewe ham. Så en aften ringede telefonen. Det var ikke Ejnar Vaaben, men en af hans bekendte. Han sagde til mig, at selvom Ejnar Vaaben egentlig gerne ville tale med mig, så syntes han, at han var blevet for gammel. Men der var, sagde manden, i virkeligheden lidt kedeligt ovre hos Ejnar. Det var rigtigt sjovt ovre hos en anden nazist, ham Wilfred Petersen, og hans nazistparti. Han havde så åbenbart selv været en del af den gruppe, der kaldtes for "Wilfreds Danske Drenge", som var nogle ægte ballademagere. De havde kørt rundt i København for at provokere “de røde”.
Han havde tydeligt en stor fascination af Wilfred Petersen, og det blev startskuddet til min undersøgelse af noget, jeg ikke anede, vi havde haft i Danmark: en nazistisk ungdomskultur, en subkultur, som havde været repræsenteret i Wilfred Petersen og hans parti. Jeg begyndte efterfølgende at støde på den samme gruppe, når jeg lavede forskning. Der var gadevold, aktioner, nærmest et nazistisk ungdomsoprør. Jeg begyndte at samle sammen, når jeg stødte på noget, der havde relation til det. Det var uklart for mig om det skulle blive en bog, eller hvad det skulle være. Men det blev det så til sidst.
På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?
Den er blevet temmelig meget anderledes. Jeg forestillede mig, jeg skulle skrive en artikel om emnet på engelsk til et tidsskrift om nazisme-forskning eller noget i den retning – altså noget langt mere specifikt, der var rettet mod fagfæller. Nu er det så en bog. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle skrive en kort bog, for mine bøger er altid lange. Men jo længere, jeg kom ind i Wilfred Petersens liv, desto flere lag kom der på. Problemet er dybest set, at vi i forvejen ikke vidste særligt meget om Wilfred Petersen udover hovedtræk.
Jeg opdagede, hvordan han og hans parti plantede løgne i pressen, hvordan de organiserede og var involverede i gadevold. Hvordan de opsøgte mennesker på offentlige toiletter og fandt folk, de troede var homoseksuelle, uden at have noget grundlag for at tro det, og bankede dem. De afpressede jøder under flugten til Sverige. Alle de ting, jeg opdagede, gjorde, at mine planer om en kort bog gik i vasken. 1930'erne var en meget voldelig periode, og denne bog er det første studie af det yderste danske højres voldsparathed i den tid. Det er en bog, der handler om radikalisering og radikaliseringsprocesser. Og dem har vi set hos andre unge, også efter 1945. Det findes på den yderste højrefløj, på den yderste venstrefløj, men også hos radikaliserede jihadister. Det er nogle af de samme slags mennesker, som knyttede sig til Wilfred Petersen og hans parti.
Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?
En god norsk kollega, som er professor, Terje Emberland, har skrevet en bog, der hedder “Da nazismen kom til Norge”. Bogen følger en nazistisk gruppering, som kaldte sig "Den Nationale Legion" fra 1927-28. Den udkom for nogle år siden og beskriver et fuldstændig vildt forløb blandt de her nazistiske pionerer. Den gengiver deres forsøg på at skabe en nazistisk legion i Norge og senere dens totale nedsmeltning. Der er mange “karakterer” eller særlige typer, som optræder både i denne bog og i en eller anden form også i min bog. Den var med til at inspirere mig til, at jeg skulle gå i gang med min bog, og at det var et interessant felt at dække. Og så hjalp det også, at Terje Emberland gentagende gange sagde til mig, at jeg hellere måtte få den skrevet – ellers ville han gøre det selv.
