Vi har talt om det længe, men ingen har hidtil tilvejebragt et overblik. Det handler om Socialdemokratiets rolle i forløbet med indvandring og integration og den værdidebat, der i mange år har præget landet. Nu har socialdemokraten Mattias Tesfaye skrevet den bog, der samler det hele. ”Velkommen Mustafa – 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik” beskriver, hvad der blev sagt og gjort fra dagen i 1967, da de første fremmedarbejdere kom hertil, og frem til i dag.
Det er lidt af et drama, der her kronologisk opsummeres, mens centrale socialdemokrater selv ser tilbage. Man savner dog Poul Nyrup Rasmussen, der ikke har ønsket at være med. De første fremmedarbejdere kom til landet, da der manglede arbejdskraft, og tanken var, at de ville rejse igen, når tiderne skiftede. Det gjorde de ikke. Tværtimod hentede de familierne hertil, og allerede i 1970 bemærkede direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening, at indvandringen kunne få ”frygtelige” konsekvenser i form af ghettoer.
Debatten, der herfra voksede frem, var set med nutidige øjne ganske ekstrem. En tidligere socialdemokratisk minister, Arne Sørensen, mente, at vi burde importere fem millioner indvandrere, da det ville gavne dansk identitet med flere indbyggere, og to kvindelige forskere udtalte, at det var lige så naturligt – som nogle indvandrere praktiserede – at slagte en ged på badeværelset som at sætte et grantræ i stuen juleaften.
Midt i alt dette kunne Socialdemokratiet ikke finde egne ben. Mens folk som Anker Jørgensen og Mogens Camre tidligt anede problematikken med indvandring, velfærdsstat og dansk kultur, lå tyngden i partiet et andet sted. Man var uhyre påpasselig med tonen, og en milepæl opstod, da den klart tænkende kommunalpolitiker Vibeke Storm Rasmussen i 1987 stod i spidsen for en rapport, der foreslog klare krav og begrænsninger for fremtidens indvandring.
Partiets hovedbestyrelse fandt det imidlertid ”uhensigtsmæssigt” at lade temaet fylde i valgkampen, og her ligger kimen til en stor del af Socialdemokratiets – og Danmarks – moderne skæbne.
Med Svend Auken som formand blev rapporten helt skrottet, og i stedet forstærkedes den linje, der var grundet i troen på det internationale og en indædt skræk for racisme. Auken mente, at vi gik en fremtid i møde, ”hvor grænserne forsvinder, hvor vi skal lære af hinanden og have glæde af hinanden og have et ordentligt menneskesyn”, og Storm Rasmussen bemærker i sit tilbageblik, at ”han kunne godt være lidt overfladisk.”
Auken var hovedperson i partiets splittelse, idet han kraftigt afviste de borgmestre på den københavnske vestegn, der med Ishøjs Per Madsen i spidsen råbte vagt i gevær. Andre vil mene, at det var Karen Jespersen, der splittede. Hun fastholdt, at antallet af fremmede betød noget, og Jespersens rolle er ikke mindst interessant, fordi tallene viser, at hun – der en periode var indenrigsminister – hele vejen med sin stramme kurs havde flertallet af partiets vælgere på sin side.
Karen Jespersen personificerer partiets problem. Nemlig den enorme kløft mellem Socialdemokratiets akademiske top og den reelle virkelighed i kommunerne, og verdensfjernheden beskrives rammende af tidligere folketingsmedlem Per Kaalund, der også prøvede at advare, men konstant erfarede, at ”der var simpelthen så mange, der havde en flink grønthandler”.
I 1990’erne kom Poul Nyrup Rasmussen til magten, Dansk Folkeparti blev stiftet, og mange vælgere skiftede til det nye parti. Nyrup Rasmussen prøvede at afbøde skaderne ved at indsætte den populære Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen som indenrigsminister, men De Radikales tilstedeværelse i regeringen forhindrede seriøse stramninger. Konsekvensen indtraf ved valget i 2001, hvor Socialdemokratiet tabte 11 mandater, mens Dansk Folkeparti næsten fordoblede sit antal, og Anders Fogh Rasmussen (V) dannede regering. Den yderst liberale udlændingelov fra 1983 fik her sit modsvar, og resten er historie.
Siden har Socialdemokratiets nuværende formand Mette Frederiksen beklaget dele af fortiden. Hun har officielt givet borgmestrene ret og udtalt, at hvis vi vil beholde det samfund, vi kender, må vi anerkende, ”at antallet, der kommer hertil udefra, på ingen måde er ligegyldigt.”
Mattias Tesfaye er en interessant mand i dansk politik. Han er udlært murer og præget af sit spring fra gymnasiet til teknisk skole og dermed et andet miljø, hvor han i skurvognen mødte de skuffede socialdemokrater, der nu stemte på Dansk Folkeparti. Med sit eget blandede ophav – dansk mor og etiopisk far – kender han til kulturmøde, modersmålets betydning og problemerne med at tage et andet land til sig.
Tesfaye skjuler ikke, at denne bog skal skabe forståelse for den i dag meget strammere socialdemokratiske udlændingepolitik, og ifølge ham skal Socialdemokratiet, hvad denne angår, opgive venstrefløjen og De Radikale og samarbejde med Venstre. Klar tale.
Alligevel rammer han i bogen en fin balance og peger ikke fingre ad den internationale Auken-fløj, der i dag fremstår naiv, men som stadig repræsenterer en klar socialdemokratisk tradition.
Mest af alt synliggør Tesfaye spændingen mellem troen på grænseløs solidaritet og national selvbevarelse, og han beskriver med åbne kort et vitalt stykke danmarkshistorie, som alle bør kende. Den rummer de grundideologier angående verden og mennesket, der udgør kernen i den værdikamp, der i dag præger hele Europa og opfordrer alle til at overveje, hvor meget den enkelte defineres af kultur og religion.
”Velkommen Mustafa” er krævende at læse, bogen er grundet i stor research og fremstår næsten som en tør politirapport, hvor forfatteren skridt for skridt beskriver det, han selv betegner som et socialdemokratisk trafikuheld i slowmotion. Hovedpersonernes egne vidnesbyrd bløder lidt op, men primært drives læsningen af egen trang til at forstå denne historie om politisk hovmod, blind idealisme og gradvis erkendelse af, at virkeligheden altid får det sidste ord.
Fire årtiers flygtningelammelse i Socialdemokratiet fik afgørende betydning for det Danmark, der findes i dag, og denne bog skal læses. Det er ikke nødvendigvis behageligt, men det er nødvendigt, hvis vi skal lære af vore egne fejl.