Et udkast forklædt som færdig roman

Roste Jacob Skyggebjerg skuffer fælt med sin anden roman

Forfatter Jacob Skyggebjerg, hvis nye bog ifølge omslaget angiveligt skulle få ”tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen: Tove Ditlevsen”. I virkeligheden er der dog desværre temmelig langt fra Jacob Skyggebjergs snakkende og ufokuserede prosa til de tre nævnte skarpe damer, mener Kristeligt Dagblads anmelder.
Forfatter Jacob Skyggebjerg, hvis nye bog ifølge omslaget angiveligt skulle få ”tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen: Tove Ditlevsen”. I virkeligheden er der dog desværre temmelig langt fra Jacob Skyggebjergs snakkende og ufokuserede prosa til de tre nævnte skarpe damer, mener Kristeligt Dagblads anmelder. . Foto: Michael Bothager.

Den får ikke for lidt, hverken på omslaget eller i pressemeddelelsen til Jacob Skyggebjergs anden roman, ”Hvad mener du med vi”, som følger op på den meget roste debut ”Vor tids helt”. Jacob Skyggebjerg ”er frygtløs”, står der, ligesom romanen angiveligt skulle få læseren til at ”tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen: Tove Ditlevsen”.

Så ved de det, læserne, hvis de ikke selv kan læse. Hvis de kan, vil de nok hurtigt finde ud af, at der desværre er temmelig langt fra Jacob Skyggebjergs snakkende og ufokuserede prosa til de tre nævnte skarpe damer, som lige præcis ved/vidste, hvornår nok var nok i en sætning.

Skyggebjergs roman handler om syv kvinder, der alle kalder sig forfattere. Disse syv meget forskellige kvinder, både i temperament og alder, mødes så, uvist af hvilken grund, til en uges skrivning på en tom højskole i en lille landsby uden for den fiktive by Vikøbing. Her skriver de, men romanen beskæftiger sig hovedsageligt med deres samvær i køkkenet, hvor de laver en masse mad og snakker om, at de laver den, og drikker en masse vin og skiftes til at læse op af deres skriveprojekter, der spænder lige fra science fiction til børnelitteratur.

Det kunne der godt være kommet noget sjovt ud af, men det er blevet en sludrende prosa, som måske nok mimer livet, altså, ja, man kan have besvær med ovnen, men at få alle detaljerne på skrift, det er ikke særlig interessant. Vi får et hav af detaljer om hver enkelt person, men der er ikke noget at bruge alle de detaljer til. Det bliver bare løs skrift.

Et af Skyggebjergs problemer handler om transport i tekst. At få en person fra et sted til et andet. Her skal Elsebeth nå et tog: ”(bil)Døren smækker, og Elsebeth spæner hen over pladsen foran banegården, den elektriske dør ind til ventesalen glider langsomt op. Hun piler videre og igennem. Så er der kø ved den anden dør. Også den går langsomt op. Foran hende står en bred dreng i overalls og gummistøvler. Han drejer sig og kigger på hende, mens de venter. Hun hører toget fløjte, lige idet hun kommer gennem døren, en af hendes poser banker mod en stolpe.”

Og nej, hun når ikke toget. Men hun spæner, og hun piler, hvilket er ret voldsomt, eftersom hun blot passerer et venterum på vej til toget. Og hvad skal vi med den overinformation?

Elsebeth må formelig vente fra middag til sen aften på næste tog. På noget, der i høj grad minder om Viborg banegård (bortset fra, at når Elsebeth er der, er der ingen kiosk, men når vi hører om Iben, er der en). Og her er vi ved et andet problem: Vikøbing er en fiktiv by. Fair nok. Men det er, som om Skyggebjerg ikke har fået defineret sin by, før han skrev, eller omvendt, rettet til bagefter. For byen ligger i busafstand fra Herning, fem timer fra København, og den har en domkirke. Og højskolen ligger ned til en sø, hvor der også er en inderø. Alt det får stedet til at minde om Hald Hovedgård ved Viborg.

Men så er der også en havn og et fyrtårn, ligesom der altså heller ikke går tog i timevis. Det er helt fint at lave fiktive steder, stykket sammen af andre faktiske steder, som for eksempel Ida Jessen også gør det med sit Vium, men det kræver virkelig en elegance, hvis ikke læseren hele tiden skal standse op og prøve at få detaljerne på plads.

Romanens tredje problem er de syv personer. Som skriver. Men som aldrig tænker over eller taler om at skrive. Eller om at leve som forfatter. De taler om ovnen, om mad, de drikker og er smålede ved hinanden, men så er der heller ikke mere at komme efter. Deres dialoger er svære at følge, fordi det oftest ikke er angivet, hvem der taler.

”En undersøgelse af samfundet og de mennesker, der befolker det. På godt og ondt, og dermed en hyldest til de mennesker. Det kan man sgu da kalde et koncept” siger presseteksten. Jeg synes, den undersøgelse kan ligge på et meget lille sted, ligesom jeg slet ikke synes, Skyggebjerg får det ud af de relationer, man faktisk kunne have fået. For mig virker romanen som det første udkast, der, hvis der efterfølgende var blevet valgt og strammet op, kunne være blevet til den roman, presseteksten drømmer om.

kultur@k.dk