Prøv avisen

Sympatisk Pia Olsen Dyhr-biografi stiller få kritiske spørgsmål

4 stjerner
Bogen om Pia Olsen Dyhr indgår i den linde strøm af bøger, der markedsfører politikere i disse år. –

Ny politikerbiografi tegner et sympatisk billede af Pia Olsen Dyhr (SF). Det er interessant, at hun i indvandrerpolitik er tættere på DF end De Radikale

I 2014 imploderede Socialistisk Folkeparti. Mange i SF følte, at partiet var ved at udslette sin profil ved at sidde i regering med Socialdemokratiet og De Radikale. Partiet forlod den konfliktfyldte regering. Uenighederne i partiet var tårnhøje. Mange forlod det. En del gik til Socialdemokratiet, nogle til De Radikale, og andre trak sig helt ud af politik. Deriblandt den daværende formand Annette Vilhelmsen.

Mod alle odds genrejste den ny formand Pia Olsen Dyhr som en enmandshær partiet. Politiske kommentatorer har unisont udtalt deres anerkendelse af den utrættelighed, hvormed Olsen Dyhr trods intens konkurrence fra andre partier har markeret SF som et lighedsorienteret og EU-positivt parti med en stærk grøn profil. Samtidig har hun fremmet et nyt sammenhold i et parti med en ellers ulyksalig tradition for indre konflikter. Tilmed fastholder hun, at partiets mål er at komme i regering igen.

Politikere på venstrefløjen må helst ikke være opvokset med privilegier. Olsen Dyhr opfylder mageligt det krav. Hun voksede op i en familie, der gik i opløsning, på Københavns vestegn. Hun boede derefter hos en alkoholiseret far. Men med fightervilje, et godt hoved og hjælp ikke mindst fra organisten Bent og dennes hustru Laila fandt hun støtte i bøger, i troen og i kirken, hvor hun sang i kor. Bent kom ifølge bogen fra et arbejderhjem. Bent Frydshous far var nu rettelig funktionær. Det er en ligegyldig detalje, men den understreger, at forfatteren Thomas Larsen ikke har interviewet Bent og Laila samt en række politikere.

Olsen Dyhrs voksenliv følger skabelonen for en moderne politiker. Hun har læst statskundskab. I hendes tilfælde tog det nu 18 år, for som så mange andre brugte hun mest tid på kampe i sit partis ungdomsafdeling, hvor hun blev landsformand. Olsen Dyhr kastede sig med gåpåmod ud i SF’s indre kampe. Som 33-årig stillede hun i 2005 op til formandsvalg i SF, men tabte til Villy Søvndal. I 2007 kom hun i Folketinget, hvor hun måtte kæmpe for at få gode ordførerskaber, fordi hun ikke havde været på Søvndals hold. I 2011 blev hun handels- og investeringsminister. I 2013 blev hun i forbindelse med en af regeringens rokader transportminister, hvor hun havde succes med at gennemføre Togfonden til modernisering af jernbanetrafikken. Men triumfen med Togfonden druknede i sprængningen af regeringen.

Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen er anerkendt for en lang række biografier og bøger. Han skriver letflydende, og han forklarer selv helt elementære forhold for læserne. Han har nedskrevet, hvad Olsen Dyhr mener at huske, konsulteret skriftlige kilder og derudover trukket på sin egen hukommelse. Småfejl har sneget sig ind, for eksempel en forkert dato for folketingsvalget i 2005, og at Henrik Sass Larsen i 2011 skulle sikkerhedsgodkendes af PET (nye ministre skal ikke godkendes af PET. PET leverer bare oplysninger til Statsministeriet, der afgør, om de skal udpeges).

Larsen stiller få kritiske spørgsmål. En af Olsen Dyhrs vigtigste rådgivere er hendes mand, der er socialdemokrat. Det er usædvanligt, at en partiformands hovedrådgiver er medlem af et andet parti. Det kunne have givet afsæt for at få en forklaring på, at Socialdemokratiet og SF så ikke sammenlægges i en tid med trængsel af partier? Desuden kan man ofte komme i tvivl om, hvornår Larsen refererer Olsen Dyhrs opfattelse, og hvornår han selv vurderer. Især i forbindelse med mange kritiske bemærkninger om Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager.

Bogen tegner et sympatisk billede af Olsen Dyhr som et socialt meget kompetent menneske. Det er vel også meningen. Bogen indgår i den linde strøm af bøger, der markedsfører politikere i disse år. Bedst hæver den sig over gennemsnittet som kilde til historien om Helle Thorning-Schmidts regering. Sidste del af bogen giver desuden Olsen Dyhr mulighed for at trække sine politiske holdninger op. Interessant er det, at hun i indvandrerpolitik og meget andet er tættere på Dansk Folkeparti end De Radikale.