Et udvalg af den nuttede og lumre korrespondance mellem Stein og Toklas er oversat til dansk

Kærlighedsnoterne, som Gertrude Stein og Alice B. Toklas skrev til hinanden og ikke ønskede udgivet, er nok et bidrag til den lesbiske litteraturhistorie, men ikke nogen stor læseoplevelse

"Kun koncentreret om min kones ko" er et smugkig ind i et af litteraturens store kærlighedsforhold og samtidig et lesbisk vidnesbyrd fra en stiv, heteronormativ tid.
"Kun koncentreret om min kones ko" er et smugkig ind i et af litteraturens store kærlighedsforhold og samtidig et lesbisk vidnesbyrd fra en stiv, heteronormativ tid.

I litteraturhistorien er der flere eksempler på, at en forfatter før sin død har gjort det klart, at et eller flere manuskripter aldrig måtte udgives.

Det gælder Franz Kafka, der fik sin bedste ven, Max Brod, til at love at brænde alle papirer. Det løfte holdt Brod ikke, og det betyder, at vi i dag kan læse mesterværker som ”Processen” og ”Amerika”.

På den anden side har vi Gertrude Stein og Alice B. Toklas’ ”Kun koncentreret om min kones ko”. Den lille bog er et udvalg af de ”noter”, det lesbiske par – den ene mesterlig modernist og afgørende katalysator for kunst og litteratur, den anden ligeledes del af den parisiske avantgarde i det tidlige 20. århundrede – kradsede ned til hinanden.

Noterne var ikke tiltænkt udgivelse, men efter Steins død i 1946 kom Toklas ved en fejl til at sende dem til Yale University sammen med sin elskedes manuskripter. Hun forlangte noterne tilbage eller destrueret, de nægtede, og hun gik siden med til, at de måtte beholde dem mod aldrig at offentliggøre dem. Det valgte de alligevel at gøre, og i dag betragtes de som en del af Steins samlede værk.

J eg forstår godt, hvorfor parret ikke ønskede noterne udgivet. For selvom den lille bog er et smugkig ind i et af litteraturens store kærlighedsforhold og samtidig er et lesbisk vidnesbyrd fra en stiv, heteronormativ tid, så har jeg svært ved at se de helt store litterære kvaliteter. Her er en af de noter, Stein skrev om natten efter arbejdet, så Toklas kunne læse den om morgenen:

”Dejlige skat,/ Så åh så sød/ Kær åh så kær/ Nær åh så nær/ Her åh så her/ Indeni åh så indeni/ Bred åh så bred/ Brud åh så brud/ Indeni åh så indeni/ Tak for dig skat.”

Der er da et vist purt, nuttet og snurrigt sprog i spil, og det er også okay interessant, at noterne leger med dét, oversætterne Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad i det rigtig gode forord kalder ”butch-femme” – altså maskuline og feminine positioner – og Stein et sted for eksempel skriver:

”Jeg ordnede min lille kone.”

Et andet gennemgående og noget mere kuriøst træk ved noterne er de mange køer. De er længe blevet læst som synonym for orgasme, men da Toklas elskede fed mad og led af slem forstoppelse, er det – som Glaffey og Langvad skriver – også oplagt at læse køerne som en eufemisme for, ja, afføring. At det, når Stein skriver om, hvordan hendes elskede føder en ko, simpelthen betyder, at det lykkes Toklas at tømme tarmene. Som her:

”Stor stinkende ko nu nu/ nu sikke smukt ko.”

Eller mere forklarende her:

”Og/ hvad er fæces./ Det var/ det elegante navn til en ko.”

Noterne falder i to dele, hvor de første og fleste er skrevet af Stein, mens Toklas i sin del mimer Steins troskyldige, kærlige og lumre stil. Men den begejstring, som oversætterne og mange andre møder noterne med, kan jeg ikke rigtig mønstre. For mig fremstår de ikke som stort andet end en privat og indforstået leg, som sagtens kunne være blevet i kasserne på universitetet. Nej, så er det bedre at læse Steins vidunderlige, vidunderligt udfordrende ”Ømme dupper” – suverænt oversat af Peter Laugesen – fra 1914. Eller ethvert andet værk, der er udkommet med forfatterens velsignelse.