Prøv avisen
Museernes bedste billeder

Per Kirkeby maler 'Verdens undergang' med smerte og håb

Per Kirkeby, Weltuntergang, 2001. Foto: Poul Buchard / Brøndum & Co. Credit: Louisiana Museum of Modern Art. Erhvervet med midler fra Ny Ca

”Weltuntergang” af Per Kirkeby handler om smerte, håb og den sønderrivende periode i kunstnerens liv, hvor han gik fra at være rask til at blive syg. Det er et af Kirkebys mest indtrængende værker og det bedste danske værk i museets samling, siger Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana

”Weltuntergang” er et overvældende værk alene i kraft af sin størrelse. Værket er tre gange fem meter stort, meget større end et menneske. Det sjove er, at da jeg valgte netop dette billede, tænkte jeg, at jeg sådan set ikke behøvede at se det igen, for det er jo i mit hoved. Men der findes en dimension ved maleriet, som man ikke kan yde retfærdighed på anden måde end ved at stå lige foran det.

Det er et meget smukt billede, uden at jeg helt ved, hvad smukt i denne sammenhæng betyder. Jeg reagerer følelsesmæssigt på de farver, Kirkeby har lagt ind i billedet. Kompositorisk er der nogle tydelige bånd, der løber på tværs af maleriet, men farvelaget er samtidig utrolig komplekst. Toppen af billedet er for eksempel ved første øjekast blåt og mørkt, men det tager tid at opdage, hvor mange nuancer der er omkring klipperne, der formes ud af det blå mørke.

Rør maleriet herundermed musen/fingeren og læs om detaljerne i Per Kirkebys "Weltuntergang"

Billedet fremstår næsten som bagtæppe til et teater. Det kan måske lyde lidt fornærmende, for selvom Kirkeby også var scenograf, var det ikke ment som et stykke scenografi. Men hvis man ser på klipperne i toppen og træstubbene i lysende flader i bunden, så er de malet en lille smule, som en teatermaler kunne male det. De er klare i deres kommunikation og med tydelige referencer til kunsthistorien. Teateret som form viser et udsnit af verden indhegnet af tæpperne i siden og med et centralt perspektiv i midten. Men Kirkebys værk står helt åbent i siderne, og man tænker ”hvorfor er det fem meter bredt frem for 10?”.Det er et billede med en åben horisontlinje. Maleriet hviler i et spændingsfelt: overvældende i kraft af formatet, intenst i kraft af farverne, tydeligt i kraft af teaterelementerne, men samtidig helt åbent.

Kirkeby er en central maler i dansk kunsthistorie, men han er ikke kun maler, og kompleksiteten i værket skyldes måske, at han som kunstner er så sammensat: Han er digter, videnskabsmand, historiker, geolog, essayist og filmmand på samme tid. Der ligger en stor menneskelig og kunstnerisk erfaring akkumuleret i værket.

Billedets titel skaber en spænding mellem det, vi ser, og det, vi tror, at titlen betyder. Det problematiske ved titler kan være, at man bruger al sin energi på at få titlen til at passe på billedet frem for at opleve det. Titlen på værket er tysk, ”Weltuntergang”, og betyder ”verdens undergang”. Ikke ”Der weltuntergang”, altså en definitiv undergang, apokalypsen. Det er én verden, der går under, ikke nødvendigvis hele verden.

Billedet er malet kort tid efter, at Kirkeby blev ramt af en hjerneblødning, og titlen korresponderer med hans lange sygdomsforløb. Værket handler om, at noget går under, men også om, at noget andet opstår. Hvordan skulle han ellers kunne have malet billedet? Det er malet i spændingsfeltet mellem erfaringen af, at noget er gået til grunde, og af, at der stadigvæk eksisterer en energi, et livsmod, der gør ham i stand til at male billedet.

En flod af lys strømmer gennem billedets bund i gule og orange farver. Normalt i billedkunsten vil lyset være foroven og mørket forneden: Som en solopgang i en ny verden, der fødes ud af mørket. Kirkeby har malet det stik modsatte. Oven på lyset hviler en kæmpe tyngde. Klipperne presser ned på båndet af lys i bunden. Så vi må læse det på en anden måde: Verdens undergang kan ikke handle om, at vi bliver udfriet i en ny verden. Selvom verden er tung og fuld af døde klipper og blåt mørke, må man sætte alt ind på at leve videre, der hvor man er.

Jeg synes, at der ligger en stor opbyggelighed i billedet. Det minder om, at når en verden går under, må man tro på, at en ny kan opstå. Det er et billede, der er fuld af både smerte og håb.

I denne serie udvælger fem museumsdirektører det bedste danske maleri fra deres museumssamling og fortæller om baggrunden for værket. Samtidig opfordres læserne til selv at gå på opdagelse i maleriet og kunsthistorien. Dette er den anden artikel i serien.