Prøv avisen

Et værk fyldt med tomhed

Janus la Cour (1837-1909) blev med sine smukke, senromantiske landskaber en af de sidste malere herhjemme, der arbejdede inden for guldalderens landskabstradition, som her "Stille sommeraften". - Foto: ARoS Foto: ARoS.

KUNSTUDSTILLING: Særdeles vellykket udstilling af Janus la Cour, "stilhedens maler", på ARoS

Aarhus Kunstmuseum har gennem årene nærmest markedsført sin guldalder- samling ved hjælp af Janus la Cours flotte lærred "Formiddag i Villa d'Este". Det er og bliver et godt maleri med knald på højlysene og lys i skyggerne " netop som det skal være i den danske guldalder.

Men det er malet i 1904, med et par generationers forsinkelse. Kunstneren blev født i 1837, altså mens københavnerskolen stod i blomst; men der foregik et og andet i dansk og europæisk kunst, inden han selv blev kunstner. Da det var sket, flygtede la Cour langt bort; fra København, udstillingerne og Akademiet til Århus. Her kunne han have fred for al den påtrængende fornyelse.

I den grad var han ramt af forsinkelse, at han end ikke nåede den generation, der opdagede Jylland. Det havde Købke, Rørbye og Dreyer gjort. Rejste han ud, havde de andre såmænd også været der. Blunck og Lundbye i Alperne, Købke på Capri og alle i Rom. Denne påtrængenhed af andre, der allerede havde været på pletten, kan have fået la Cour til konsekvent at udelade mennesket i sin kunst. Verden ligger før skabelsen eller efter neutronbomben. Skaberguden mangler at gøre sin entre i Begtrup Vig: Skyerne har samlet sig højdramatisk, før Gud får den idé også at sætte mennesker i landskabet. Helgenæs males i 1884, som var det det skotske højland. Lundbye kunne mere eller mindre diskret historisere et landskab, bore indgange til labyrinter i det, la Cour maler kun overfladen.

Udstillingen af la Cours værk er den første siden 1969 og skyldes et pres for at få Århus Kommunes samling konserveret. Det er nu sket, og meget passende har ARoS og Århus Kommune slået pjalterne sammen og viser værket i sin bredde.

Det er slet ikke nogen dårlig idé. Man får syn for sagn. De store romantiske malerier giver en klar idé om, hvorfor la Cour ikke ses til daglig. Til gengæld får man sig forvisset om, at la Cour ikke er nogen dårlig maler i de mindre formater. Teknisk mangler han intet. Ophængningen er flot. Man har valgt det moderne, rå Vestgalleri, hvor der ikke er nogen beklumret intimitet. Det klæder ham. Skystudiet og en morgenblå Århusbugt fra det tidlige værk hviler i sig selv, men fortætningen i grøn alpe 40 år senere kræver en rå væg for at glide ned.

Museets direktør, Jens Erik Sørensen, sammenlignede ved udstillingsåbningen la Cours kunst med den fotografiske realisme. Jeg mener, han har ret. Prøv at tænke tiden ud af malerierne, se dem som redegørelser for objekter. Tingene, som de er. Virkeligheden; sådan.

Udstillingen er dygtigt lavet. Med tegninger og skitsebøger, overskuelige tekster. Men ikke en eneste parallel. Man må op på øverste for lige at se, hvad det er, Dankvart Dreyer får ud af Århusbugten, og hvad det er, den svagtseende Julius Paulsen på samme tid kan. Kataloget er en håndlækker lille sag med gode billeder og korte introducerende tekster. Et dygtigt debutarbejde af Anne Sofie Ejersbo Frederiksen. Som "feelgood-udstilling" fungerer både katalog og ophængning. Jeg kunne nu godt have tænkt mig en lille medspillende, århusiansk djævel, der kunne pirke lidt til værket og det publikum, der helst vil lade sig dysse hen i grøn skov med menneskesky.

kultur@kristeligt-dagblad.dk