Et vældigt panorama over tysksproget filosofi i Weimar-republikken

”Zeit der Zauberer” er en ironisk og kærlig skildring af en nervøs tid, der samtidig var en af de største perioder i tysk filosofihistorie

Ludwig Wittgenstein (billedet) afsluttede sit doktorforsvar over for de to mestertænkere Bertrand Russell og G.E. Moore med at klappe den ene af dem trøstende på skuldrene med ordene: ”Det skal I ikke tage så tungt. Jeg ved godt, at I aldrig kommer til at forstå det.”
Ludwig Wittgenstein (billedet) afsluttede sit doktorforsvar over for de to mestertænkere Bertrand Russell og G.E. Moore med at klappe den ene af dem trøstende på skuldrene med ordene: ”Det skal I ikke tage så tungt. Jeg ved godt, at I aldrig kommer til at forstå det.” . Foto: Ritzau Scanpix.

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951) var ikke, som det ellers så ofte er set med store tænkere, et miskendt geni. Tværtimod vidste alle i Cambridge, hvor han studerede før Den Store Krig, at der var tale om et usædvanligt menneske. Faktisk var han så anerkendt, at han afsluttede sit doktorforsvar over for de to mestertænkere Bertrand Russell og G.E. Moore med at klappe den ene af dem trøstende på skuldrene med ordene: ”Det skal I ikke tage så tungt. Jeg ved godt, at I aldrig kommer til at forstå det.” Og så var det doktorforsvar overstået. Man tildelte ham doktorgraden i filosofi.

Han var tilmed så anerkendt, at da det endelig lykkedes at lokke ham tilbage til England i 1929, noterede en af verdenshistoriens mest kendte økonomer, John Maynard Keynes, følgende i et brev: ”Gud er ankommet. Jeg mødte ham i 5.15-toget.”

Samtidig var Wittgenstein så heldig, skulle man mene, at være af en rig wiensk industrifamilie og skulle derfor reelt ikke bekymre sig om penge. Han var altså hverken et miskendt geni eller ludfattig, som det ellers sømmer sig for den type.

Det mærkede han tilsyneladende selv, for han afskrev sig hele sin arv og ville længe ikke arbejde på universitetet. I stedet blev han skolelærer på landet, mens alle, der kunne gå og stå i Cambridge, dyrkede hans forfatterskab, som var hans første bog ”Tractatus logico-philosophicus” blevet til ved verbal- inspiration. Hans søster forstod bestemt ikke trangen til at flytte på landet, men han svarede hende:

”Du minder mig om et menneske, der kigger ud gennem et lukket vindue og ser en forbipasserende, hvis mærkelige bevægelser du ikke kan forstå; du ved ikke, hvilke storme der raser udenfor, og at dette menneske måske kun med nød og næppe holder sig på benene.”

Sådan talte denne Gud, altid i gådebilleder, og altid på jagt efter meningen – med filosofien og livet. Og sådan skriver den tyske forfatter Wolfram Eilenberger, når han maler sit vældige panorama over tysksproget filosofi i Weimar-republikken: et væld af skæbner, sindbilleder på Europa, taget fra store mænds små liv.

Over for Wittgenstein stod et totalt miskendt geni, en ludfattig spradebasse, fyldt med tomme løfter og store planer, et omstrejfende føljetonliv i verdens hovedstæder: Walter Benjamin (1892-1940).

Han kæmpede med at få gjort noget som helst færdigt, selvom hans forlæggere og universitære mæcener altid på forunderlig vis blev bibragt den idé, at alting på det nærmeste var færdiggjort. I de tidlige 1920’ere arbejdede han (og dette skal tages ret ubogstaveligt) på en oversættelse af Charles Baudelaire og skrev et forord – der ikke i allermindste grad handlede om den oversatte forfatter. Det var i stedet et forsvar for højrelevansen af oversætteri i det hele taget. I Eilenbergs ironiske og kærlige pen: En charmerende evne til ”at gøre det, han lige i øjeblikket rodede med, til den mest relevante gerning overhovedet, ja, at adle det til det potentielt verdensfrelsende”.

En anden symbolsk sammenstilling er Martin Heidegger (1889-1976) og Ernst Cassirer (1874-1945), der blev rektorer for hver deres tyske universitet. Heidegger som medlem af NSDAP, Cassirer som sekulær jøde. Bogen er bygget op med en rammefortælling om deres filosofiske topmøde i Davos i 1929. Heidegger havde for længst bygget sin træhytte uden elektricitet i sydtyske Todtnauberg, mens Cassirer byggede et bibliotek for rigmanden Aby Warburg i Hamborg.

Eilenbergs fortælling gør det til sammenstødet mellem verdensmanden Cassirer, der i sit inderste troede på Weimarrepublikken og det liberale demokrati over for hjemstavnsdyrkeren og forfaldets tænker i Heidegger. Eller som det ret muntert lyder: ”Heidegger er hytten, Cassirer hotellet.”

Det skulle mildt sagt gå dem alle forskelligt, da 1920’erne blev til 1930’erne i Europa. Men Eilenberg viser med sit mesterværk af et panorama, hvordan man stadig kan bedrive biografisme, tidsskildring og oplysning ud fra den tradition, hvis navn kun giver mening på tysk: ”Geistesgeschichte”. Med denne bog kunne man også få indtryk af, at vi slet ikke behøver andre sprog til at sige noget om, hvad Europa er og var.

Hver mandag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.