Prøv avisen
Film

Et væltet træ, der stadig vokser

5 stjerner
Absolut blændende Willem Dafoe er den eneste professionelle skuespiller i et cast af amatører og med flere børn på rollelisten. Foto: Scanbox

Barndommen er helligt land i Sean Bakers næstekærlige bagsideportræt af amerikanske liv levet fra hånden til munden

Lige uden for Disney World i Orlando, Florida, ligger The Magic Castle (Det magiske slot). Men det syrenfarvede byggeri emmer ikke af eventyr. For bag den farvestrålende facade gemmer sig et trøstesløst motel og værelse på værelse af skæbner, der normalt er usynlige på det store lærred. De engang så glorværdige moteller bebos af den absolutte underklasse, der ikke har råd til at betale et depositum. Unge mødre, affældige ældre. Og en hel masse børn.

De seks-syvårige unger, Mooney (Brooklynn Kimberly Prince), Scooty (Christopher Rivera) og Jancey (Valeria Cotto) fylder hver solfulde sommerdag med magi. Maden består af hurtige kulhydrater, kærligheden af kærtegn. For forældreskabet er ikke en kompetence hernede, det er en livsnødvendighed. Ikke et valg for eller imod teknologi, for eller imod slik. Nærvær er et livsvalg, ikke et ord i en livstilsblog.

For ”The Florida Project” er et portræt af den anden side, det, man kan fristes til at kalde bagsiden af USA. Det usynlige Amerika. Men Sean Baker er ikke en socialrealistisk kronikør som Mike Leigh eller Ken Loach, selvom instruktøren bag blandt andet ”Tangerine” omfatter sine karakterer med den samme kærlighed og respekt som de britiske mestre.

Mooney bor alene med sin unge mor, den tatoverede Halley (Bria Vinaite). I de fleste film ville Halley være en forhutlet taber, en prostitueret, der overlod sit barn til gadens brutalitet. Vi ville gyse over Halley. Trøste os med, at vi trods alt er bedre. Men Halley og Mooney har et forhold bygget op af kærlighed. Mooney bliver set, bliver elsket. Livet på bunden er ikke så ligetil at begribe eller sætte i bås.

På The Magic Castle regerer viceværten Bobby (Willem Dafoe). Absolut blændende Dafoe er den eneste professionelle skuespiller i et cast af amatører. Og Bobby er på mange måder den sidste amerikanske mand, en bærer af klassiske dyder, der beskytter børnene med ord og autoritetens magt – og ikke med våben.

Bobby kigger efter børnene, når mødrenes blikke er optaget af at opvarte kunder på motorvejscafeterierne eller skaffe kunder via afklædte billeder på internettet. Sammenholdet og styrkerne foreviges med en ynde og respekt i et stærkt ensemble af skønne skæbner, man ellers ville kalde white trash.

”The Florida Project” har et skær af magisk realisme, af overgivelse til fantasiens eventyrland, hvor socialpædagoger og arbejdsformidlingen ikke kan nå børnene. Ved at beskrive fattigdom og fornedrelse fra børnenes perspektiv med livslyst og glæde, kunne Baker falde i glamouriseringens garn. Men filmen er en oprejsning, ikke et glansbillede. En hyldest til magi, fantasi og barnlighed. Til det umiddelbare, til børnenes kærlighed. Og så nuancerer den billedet af det grå bagtæppe, af fattigdom. For i barndommens land er virkelighedens magi gemt i at vide sig elsket. Mooney leger som et barn med en attitude som en voksen. Hun er et væltet træ, der stadig vokser, ligesom den pil, hun elsker at klatre i nede ved alligatorsøen. Og ”The Florida Project” er en vidunderlig perle og en tindrende hyldest til barndommen og livets bagside, som vi på solsiden kan lære meget af.