Reformationsåret lakker mod enden. Langt om længe, vil nogle sikkert mene – for man skal nærmest have levet med samtlige stik trukket ud hele det seneste år for ikke at være klar over, at det tidligere på ugen var 500 år siden, at Martin Luther i Wittenberg offentliggjorde sine 95 teser om afladshandelen og dermed gav en afgørende impuls til de kolossale omvæltninger, der kom til at gå under navnet Reformationen.
Jubilæet er blevet markeret med en række af udgivelser og arrangementer så lang, at den for disse ”nogle” må være forekommet endeløs. I de seneste dage er det hele så kulmineret med festgudstjenester over det ganske Nordeuropa foruden såvel akademiske som statslige højtideligheder under opmærksomhed fra hele det officielle apparat – og nu vil de stopfodrede trods alt kunne begynde at se alt halløjet få en god og salig ende.
Men nej. Der er faktisk noget endeløst over det. For her foreligger en af hovedretterne på den universitære jubilæumsbuffet, tre på alle måder tungtvejende bind om Reformationens virkning og vedvarende betydning herhjemme i det helt lange og helt brede perspektiv. Og selvom mætheden så småt skulle være ved at sætte ind, vil man dårligt kunne undgå at blive lokket af de tre yderst smukt og appetitligt udseende bøger. Forsiderne prydes på det mest indbydende af danske kirkemotiver fra det respektive binds periode, hvorved det også bliver understreget, at interessen her næsten udelukkende gælder en dansk sammenhæng.
Det er her, værket adskiller sig fra årets andet store samleværk fra teologien og dens nærmeste omegn, tobindsværket ”Reformationen. 1500-tallets kulturrevolution i Europa”, der i al stilfærdighed udkom tidligere i efteråret på Aarhus Universitetsforlag, i øvrigt med mange af de samme bidragydere. Hvor fokus dér var på et snævrere historisk forløb, men i et videre spektrum, er det i den foreliggende udgivelse ambitionen at trække linjerne i den danske udvikling helt op til vor egen tid – og til slut endda længere endnu.
Det betyder dog ikke, at der ikke er væsentlige sammenfald i stoffet, som kunne være undgået ved en strammere samordning mellem de to således mærkværdigt konkurrerende projekter, enten fra redaktørernes eller måske fra de bevilgende organers side.
Redaktionen er lagt i hænderne på Niels Henrik Gregersen, systematisk teolog i København, og Carsten Bach-Nielsen, kirkehistoriker i Aarhus og mangeårig anmelder her ved avisen, begge drevne organisatorer af den slags foretagender, hvis arbejde imidlertid her har måttet foregå under et betragteligt tidspres, som de lidt undskyldende meddeler i forordet. Det giver resultatet nu ingen grund til, for bogen virker både i sit indhold og i sin ydre fremtræden særdeles omhyggeligt gennemarbejdet.
Værket er disponeret sådan, at det ikke nødvendigvis behøver at blive læst fra den ene ende til den anden. Bind 1 behandler naturligvis selve reformationstiden og den lutherske ortodoksi op til 1700; bind 2 tager sig af pietismen, oplysningstiden og det 19. århundrede, hvorefter det ekstra voluminøse bind 3 sætter ind fra 1914, bevæger sig op til nutiden og som nævnt lige tager en luns af fremtiden med. Men hvert bind er delt ind i de samme 10 overordnede emneområder, som den særligt interesserede så kan vælge at læse på tværs af perioderne, for eksempel om medierne og budskabet, kirken i samfundet, troen i praksis, skolen eller kunsten.
På denne måde er det tanken, at bogen lige så vel som en lineært fremadskridende fremstilling skal kunne anvendes som opslagsværk – og gennemgående viser det sig som et vellykket greb, selvom de uundgåelige gentagelser fra kapitel til kapitel sine steder kan virke trættende på den, der læser ud i ét. En mere fast redaktørhånd kunne have luget en del af dem ud.
Af et samleværk for en bredere offentlighed forventer man ikke først og fremmest banebrydende forskning i hvert eneste bidrag, snarere en status over videnskabens aktuelle standpunkt i en læselig, fortællende form. Det lykkes i langt de fleste bidrag – ofte imponerende godt, når veltjente folk som for eksempel Ove Korsgaard, Martin Schwarz Lausten eller Ditlev Tamm fatter et helt forskerlivs resultater sammen med både overblik og overskud. De yngre kolleger følger trop, typisk med mere specialiserede bidrag, men overvejende er her tale om fremragende formidling, som bør have bud også til læsere uden særlige forudsætninger. Så kan man heller ikke lægge redaktionen til last, at en del af stoffet vil virke bekendt på de mere indviede, som har fulgt litteraturen de senere år, ikke mindst antologien ”Lutherbilleder”, ligeledes redigeret af Niels Henrik Gregersen, Carsten Bach-Nielsens store bog om reformationsfesterne gennem tiden eller den af Ove Korsgaard foranstaltede ”På afstand” om Grundtvigs forhold til den lutherske arv.
Forfatterne er hentet fra adskillige discipliner, det være sig historie, pædagogik, retshistorie, sociologi, etnologi eller politologi – enkelte sågar helt uden for den dagligt-akademiske verden, men de får generelt knap så megen plads at boltre sig på. Den langt overvejende del er dog (fag-)teologer, hvis synsvinkler stedvis kommer til at overtrumfe de velmente overskrifter om trospraksis og hverdagsliv. I stedet bliver det datidens præsters idealer om samme, der bliver sagen, hændervridende fremført på baggrund af den officielt reformerede omverdens træghed. Sådan bliver det i rigelig høj grad teologernes teologihistorie – som nok alt andet lige også vil være den mest tilbøjelige til at identificere, eller mene at kunne identificere, de angivelige langtidsvirkninger af de reformatoriske indsigter og forandringer i kirken, men især i samfundet.
Og med al respekt for de enkelte forfattere er det med denne grundlinje i værket, anmelderen indimellem kan få det lidt stramt – og jævnligt er blevet mindet om den gammelkendte fejlslutning ”Post hoc, ergo propter hoc”. Når noget kommer efter noget andet, er det også bevirket af dette andet. At tilskrive Reformationen æren for den sociale velfærdsstat eller for moderne demokratiske styreformer er et regnestykke med så mange manglende mellemregninger, at facit bliver temmelig tvivlsomt. Reformationen var i sin grund hverken socialiserende eller demokratiserende, men en besindelse på kirkens grundlag i skriften og den ældste kristne tradition, bag om senere tiders misbrug og vildfarelser, og en betoning af den enkeltes åndelige frihed under Guds ords tiltale.
Men ”det lutherske” eller ”det reformatoriske” bliver med tiden så udtyndet, omtolket og forkortet – hvilket da også retfærdigvis kommer frem talrige steder i de enkelte artikler – at det, jo længere værket bevæger sig op mod vor egen tid, ville være mere dækkende slet og ret at tale om ”det kristne”. Så ville man heller ikke kunne forledes til at tro, at både kærlighed, barmhjertighed og omsorg for de svage og udsatte var Luthers egenhændige opfindelser, når de dog havde været definerende for kristne dyder i halvandet årtusind før ham.
Netop i behandlingen af den nyeste tid begynder værket at ændre karakter. Hans Raun Iversen får nok gjort det klart, hvordan ethvert politisk tiltag i retning af mere demokrati i folkekirken er blevet mødt af gejstlighedens hidsige protester, men specielt hans og Uffe Østergaards, i øvrigt glimrende, bidrag bliver så farvede af personlige sym- og ikke mindst antipatier, at de får præg af aktuelle debatindlæg. Hvilket også i mindre grad kunne hævdes om redaktør Gregersens egen noget springende oversigtsartikel om periodens teologi og kulturdebat.
Denne bevægelse bliver konsekvent ført igennem i tredje binds afsluttende del. Her giver 10 skribenter hver sit bud på ”den fortsatte reformation” – en hovedsageligt grundtvigsk forestilling, der hverken formelt eller sagligt har det ringeste med reformatorerne at gøre – i bidrag af stærkt vekslende art og læseværdighed, men som helhed så langtfra værkets øvrige anlæg, at de nok havde gjort sig bedre i en selvstændig debatbog. Det må blive en anden gang. Og det skal ikke forstyrre indtrykket af en kompetent, letflydende og engagerende gennemgang af 500 års dansk baksen med denne evindelige reformation – og et værdigt jubilæumsmonument.
Til slut bør det ikke overses, at forlagsarbejdet faktisk er tæt på det perfekte, og trykfejlene forsvindende få. Blot er det en smule uheldigt, når det om Sjællands biskop Peder Palladius anføres, at han var ”nok så meget udannet” hos Luthers kollega Melanchthon. Men forlaget er nu en gang fynsk, og så giver det nok mening alligevel.
Gæsteanmelder Jens Bærentzen er sognepræst i Ordrup og anmelder ved Weekendavisen.