Rolf Gjedsteds digtsamling er for ujævn

Rolf Gjedsteds digte rummer effektfulde billeder, men også klichéer

Rolf Gjedsted er blandt de mindre kendte digtere fra generationen, der debuterer i de sene 1960’ere med blandt andre Peter Laugesen, Klaus Høeck og Dan Turèll. Han har i årenes løb skrevet op imod 30 digtsamlinger og er også kendt for sine fremragende oversættelser af to af den modernistiske lyriks all stars, nemlig de to unge døde, Arthur Rimbaud og Georg Trakl.

At Gjedsted har beskæftiget sig intenst med de to ovennævnte lyrikere, afspejler sig tydeligt i hans lyrik, hvor de billedsproglige excesser og den heroisk lidende digterpositur udfolder sig i fuldt flor. En passage fra den netop udgivne digtsamling ”Kærlighedens sorte kunst” lyder:

”Et vandfald af feber/ fører dig sikkert,/ og med et guddommeligt pas/ igennem barndommens skakt/ til den anden side,/ hvor jeg venter,/ og lukker dig ind/ til mine tabte horisonter./ Ind under min hud,/ hvor hvide fugle sejler/ over et hav,/ skabt af alle somres kilder.”

Det handler i høj grad om den grænsesprængende kærlighed i Gjedsteds digte. Den får her ikke for lidt, og i de bedste momenter får Gjedsted udtrykt sig med præcise og effektfulde billeder:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Mens du,/ min elskede,/ selvrådige,/ med din krone af sorte tidsler,/ holder mit hjerte nede/ i koldt, koldt vand…”

I andre passager, som i fortsættelsen af det netop citerede digt, kører formuleringerne i tomgang, tonen bliver patetisk, og metaforikken tenderer mod det klichéprægede:

”Du lærte mig,/ at nogen af os har drømme,/ der minder om organtransplantationer,/ og det behøver ikke kun at være/ af hjerter og læber/ og for smerter…”

Gjedsteds fyldige samling, der er på 154 sider, rummer foruden de mange højstemte kærlighedsdigte nogle motiver og teksttyper, som også bør nævnes. Blandt de bedste er en række digte om en skizofren søn og en depressiv mor. Derudover finder man en salve af grimme ord som ”kighoste”, ”radiator” og ”hytteost”. Det er ret godt ramt, synes denne anmelder!

Som helhed viser ”Kærlighedens sorte kunst”, at Gjedsted er en lyriker, der kan have høj klasse, men også, at bogen er for ujævn, og at der burde være tyndet ud mellem dens tekster.