I februar 1887 blev filosoffen Friedrich Nietzsche vækket i den franske by Nice ved rystelserne fra et jordskælv. Han gik ud på gaden og nød folks panik. De var skrækslagne. Nietzsche selv, derimod, var ifølge lektor Peter Westergaards kildestudier ”lettere opløftet”, endda ”fyldt af en hel del ironi og kold nysgerrighed”.
En sådan tilgang til 2000 menneskers død og en europæisk badebys rystelser skyldtes Nietzsches overbevisning om, at han havde forudset den slags undergangsscenarier. Han så dem som symptomer på den åndelige krise, Europa stod i, efter Gud var afgået ved døden – som han forkyndte i 1882.
Derfor kunne han nyde symptomerne: ”Vi lever så sandelig i den mest interessante forventning om at gå til grunde. Takket været et velment jordskælv,” skrev han.
De få turister, der blev i byen, spiste og sov i det fri af frygt for efterdønningerne. Men Nietzsche sad alene i en spisesal med en from præstefrue og nød tilværelsen. Han på grund af skælvet, hun, fordi ”hun er overbevist om, at den kærlige Gud ikke vil skade hende”, som Nietzsche noterede sig.
Scenen er symptomatisk for Peter K. Westergaards bog om Nietzsches liv og tænkning mellem efteråret 1886 og foråret 1888 – kort tid inden Nietzsches sidste maniske skrivemåneder og hans efterfølgende mentale sammenbrud.
Westergaard vil fortælle om Nietzsches liv og bruge det som anledning til at præsentere tænkningen fra denne periode, hvis kulmination er værket ”Moralens oprindelse”. På denne måde forsøger han at væve mellem biografisk fortælling og indføring i et svært værk.
Da Nietzsche lidt senere kom til Zürich, var han ikke længere i godt lune. Zürich forekom ham at have ”en fugtig-blødagtig luft, pinligt solskin, hæslige mennesker”. Erfaringen passer glimrende med Nietzsches moralkritik på dette tidspunkt. Det er jo også pointen i Westergaards greb. I ”Moralens oprindelse” forsøgte Nietzsche at vise, at mennesket er et dyr, der for hurtigt har udviklet bevidsthed, og derfor er blevet sygt. Det har svage sjæle brugt til at bilde europæerne ind, at ”moral” er det fornemste ved mennesket – og at det gode liv er etisk eller ligefrem asketisk.
Det har tilsløret menneskets sande fornemhed i dets tilblivelse hinsides godt og ondt, og mennesket er derfor blevet tamt, svagt og kejtet. Det fik Nietzsche bekræftet i det civiliserede Zürich.
Det er ikke for sarte sjæle, men netop de tamme og kejtede har brug for at høre Nietzsches drøm om en ny tragisk livsindstilling i Europa.
Bogen har grundlæggende problemer, som Westergaard synes bevidst om:
”Jeg ville gerne have skrevet en god bog. Sådan blev det ikke; men tiden, hvori jeg kunne forbedre den, er forbi.” Det er nu ikke så slemt.
Problemet består først og fremmest i en uklar fremdrift i bogen. Til tider er det Nietzsches syn på vejret og byerne, der fylder, til tider hans brevvekslinger og skærmydsler med gamle venner, som Nietzsche og Westergaard er på efternavne med, men som den uindviede læser vil have svært ved at overskue. Det samme gælder fraværet af et klart kriterium for, hvad der er biografisk relevant. Samtidig udlægges centrale skrifter fra perioden, men det forekommer også ufokuseret på grund af mange gentagelser, og bogen lander mellem to efterskælv: Biografien er for de indviede, værkudlægningen for nye læsere.
Men så alligevel. Den rutinerede læser kan lade sig rive med af citatbuketterne og sammenhængen mellem liv og tænkning, som Wester- gaard fremmaner, når han er bedst. Eksempelvis når Nietzsche spiser middag med en from præstefrue og samtidig hadefuldt kan skrive, at filosoffer i almindelighed har ladet sig reducere – til ”sognepræster”. Dette er en bog for dem, der til egen bagdel har elsket Nietzsche og glemt ham – her kan de blive mindet om, hvorfor de elskede ham, og måske blive udsat for et velment, åndeligt jordskælv.