Tilsyneladende var Peter Aage Bak ikke i tvivl: Han måtte være konsekvent uanset omkostningerne.
Han er en af de præster, der ikke vil vie fraskilte. Og kunne til glæde for sin troværdighed ingen undtagelse gøre, da en af hans døtre skulle giftes med en fraskilt. Så han gentog sit nej. Dog med stor smerte. Hændelsen, som han fortæller om i sin erindringsbog, er en vigtig brik til portrættet af ham.
LÆS OGSÅ: Præst til hverdag
Som Bak selv bemærker, er han af mange kendt som såkaldt sort præst. Han forstår ikke rigtigt, hvorfor udtrykket i sin tid dukkede op. Måske fordi vi anså Bibelen for at være troværdig, når den taler om både frelse og fortabelse. Imidlertid må han opponere imod, at sort i denne sammenhæng forbindes med både manglende humor og manglende glæde. At det ikke er retfærdigt for hans eget vedkommende, bekræfter bogen. For den har meget af begge dele, ja, de indgår ligefrem i hans lette og ubesværede stil, der må man tro afspejler hans sind.
Mange velsignelser har der været i Peter Aage Baks liv. Så mange, at de burde have været tildelt hæderspladsen i bogens titel. Når den i stedet er blevet indtaget af ordet dumheden, skyldes det den af slagsen, som han mener, han begik, da han i 1946 i en alder af 12 ikke greb chancen for at komme på realskole. Siden har han tænkt meget over, at han dengang ikke valgte den anviste boglige vej. Og ikke mindst over de eftervirkninger, det fik. Men i erindringerne glider den angivelige dumhed hurtigt så langt i baggrunden, at læseren nærmest glemmer den. Derimod er velsignelserne til stadighed fuldt nærværende.
De viste sig stærkere end dumhederne. For naturligvis er der flere end den ene. Sådan er det jo.
Bak er landmandssøn fra Midtjylland, men har det meste af sit liv boet på Bornholm. Han er handelsuddannet og har været direktionssekretær i Bornholmstrafikken, prædikant i Evangelisk Luthersk Missionsforening som han voksede op med medlem af Bornholms amtsråd i 12 år, dertil forfatter, oversætter, dirigent og violinspiller. Efter at have gennemført den teologiske særuddannelse blev han præst i Olsker og Tejn hvad han var fra 1975 til 2002. Desuden har han i 17 år været feltpræst ved Bornholms Værn.
Om sin tid som præst fortæller Bak meget. Det kan blive lidt omstændeligt, men beskrivelserne er gerne gennemlyst af hans personlighed og dermed brydes den truende monotoni. Et sympatisk træk ved mindebladene er, at han aldrig forsøger at pynte på virkeligheden. For eksempel fører den dalende opslutning om gudstjenesterne i hans sogne til en vis selvransagelse.
Om det private liv får vi kun antydninger, men de kan være ganske sigende. Hvilket i høj grad gælder et lille kapitel om den velsignelse, der kom til familien via en datter med Downs syndrom, samt de gentagne henvisninger til hustruen Noomi gentagelser, der må læses som brudstykker af en kærlighedserklæring.