Prøv avisen

Et velvalgt turnéprogram

4 stjerner

Tivoli-sæsonen indledt med en stærk opførelse af Tjajkovskijs violinkoncert

Tivoli har for længst slået sine porte op for publikum, men mange musikelskere føler, at sæsonen først for alvor er indledt, når de har oplevet en koncert i den gamle have. Det skete i søndags, og denne gang havde begivenheden et særligt skær, i og med at husorkestret Tivoli Copenhagen Phil spillede det program, man i den kommende tid skal præsentere under en koncertturné i Spanien.

Det var velvalgt og afbalanceret. Under ledelse af den japanske chefdirigent Toshiyuki Kamioka indledte man med Carl Nielsen Helios-ouverture fra 1903, måske den mest uimodståelige solopgang, der nogensinde er skildret i musik. Det 12 minutter lange stykke er pligtstof for enhver dansk musiker af den klassiske skole. Spillet med den ballast bliver værket egentlig mere et tonedigt a la Richard Strauss end en ouverture.

Den amerikansk-koreanske violinist Esther Yoo (årgang 1994) var solist i Tjajkovskijs violinkoncert. Man havde udset sig hende med velberåd hu. For ikke alene har det tidligere vidunderbarn høstet masser af anmelderroser for sin præstation i dette russiske standardværk, hun fremstår i hele sin fremtoning – ved koncerten i Tivoli iført en højrød kjole med tindrende pailletter – som en galionsfigur, der er en pryd for ethvert orkesterskib.

Klangen i dybden på hendes kostelige instrument var et kapitel for sig og gav violinkoncerten et glødende romantisk skær.

Mærkeligt at tænke på, at den tids toneangivende musikkritiker, østrigeren Eduard Hanslick, ved uropførelsen i Wien i 1881 behandlede værket med grovfilen og med en billig metafor konstaterede, at her var tale om musik, der ”stinker i øret”. I søndags var der tværtimod tale om øreguf.

Efter pausen vendte orkester og dirigent tilbage til Carl Nielsen – nemlig den femte symfoni, som han komponerede i begyndelsen af 1920’erne.

Begyndelsen af symfonien lykkedes bedst for orkester og dirigent, og man kan kun give Nielsen ret, når han selv mente, at naturen i førstesatsen synger ”aldeles dejligt”. Andensatsen – der er kun to satser i det herlige værk – var med sine fire forskellige tempobetegnelser noget mere udfordrende at få styr på, og klangbilledet stod ikke helt skarpt fra start til mål.

Men alt i alt blev det en opløftende start på sæsonen og en fuldt ud tilfredsstillende generalprøve, og man skal nok få skærpet Carl Nielsen, når det gælder i Spanien.