Et venskab mellem mænd

Tysk roman om venskab balancerer på klichéens knivsæg og lykkes bedst i de filosofiske afsnit

”Venskabets historie” er en rimeligt triviel fortælling om to mænd, forfattet i et noget klichétungt sprog, mener Lotte Kirkeby Hansen
”Venskabets historie” er en rimeligt triviel fortælling om to mænd, forfattet i et noget klichétungt sprog, mener Lotte Kirkeby Hansen. Foto: Modelfoto.

Den tyske patolog og maler Matthias Kahn er på ferie i Algeriet. Her møder han den noget yngre studerende Yanis, som han bliver fascineret af. Deres venskab udvikler sig, da Matthias forelsker sig i Yanis, der i udgangspunktet egentlig er heteroseksuel.

I 206 korte kapitler forsøger den tyske forfatter Michael Roes, født 1960, at skildre venskabets historie. Dels i kraft af citater fra alverdens filosoffer og andre kendte, fiktive såvel som faktiske, personer, fra Aristoteles over Michel Foucault og Roland Barthes til Robin og Batman, og Roes lader tidligt Foucault slå tematikken om venskabet mellem mænd an, når han citeres for følgende:

”Så længe venskabet blev betragtet som noget vigtigt, der var samfundsmæssigt accepteret, var der ingen, der lagde mærke til, at mænd havde seksuelle forhold til andre mænd. Om de dyrkede sex eller (bare) omfavnede hinanden, havde ingen betydning. Overhovedet ingen! (...) Venskabets forsvinden som social relation og den kendsgerning, at man begynder at se homoseksualitet som et socialt, politisk og medicinsk problem, er en del af samme proces.”

Matthias og Yanis gennemlever således præcis det, som Foucault beskriver. Deres forhold ændrer sig nemlig (eller også er det omverdenens blik på deres forhold, der ændrer sig). Matthias rejser tilbage til Berlin, hvor han efter nogle måneder erfarer, at Yanis er forsvundet. Han har deltaget i en demonstration mod den voldelige undertrykkelse, mod arbejdsløsheden og mod magtmisbrug og korruption i Algeriet, han er eftersøgt af politiet for mordforsøg på en politimand og følgelig gået under jorden. Og Matthias rejser tilbage Algeriet for at finde ham, hvilket viser sig at blive skæbnesvangert for dem begge.

”Venskabets historie” er dels en rimeligt triviel fortælling om to mænd, forfattet i et noget klichétungt sprog - ”Alene på stranden. I fuldkommen harmoni med mig selv og naturen. Bølgernes rytme og mit hjerterytme er ens. Den ensomme planets horisont derude i det tomme rum ligger med sin perfekte runding bredt ud foran mig. Jeg kigger ud i tomheden. Ingen kigger tilbage på mig.” - dels en filosofisk vandring gennem venskabets historie. Den blanding kan man finde charmerende eller postulerende.

Denne signatur hører desværre til sidstnævnte. For det virker,som om fiktionen skal underbygge den teori, som filosofferne fremlægger, og det bliver for skematisk. Også selvom fiktionen næppe kunne have stået alene, og selvom det er og bliver i det filosofiske spor, at romanen for alvor bliver interessant. Michael Roes, forfatter, essayist, filmskaber og antropolog med en doktorgrad i filosofi,har tydeligvis mere på hjerte i sine antropologiske skildringer af forskellige lande og folkeslag og i sin civilisationskritik, end han har i de psykologiske personskildringer, der kunne have løftet fiktionen, men som aldrig for alvor hæver sig over det karikerede og derfor ikke overbeviser.