Da Norge i 1905 løsrev sig fra unionen med Sverige og blev et selvstændigt demokrati, ønskede landets befolkning en konge som overhoved. I lighed med de to lande, som Norge historisk havde været samhørende med, Danmark og Sverige, skulle landet være et monarki.
Som konge valgte Norge den danske prins Carl, der efterfølgende skiftede navn til kong Haakon VII. Han var bror til den danske konge Christian X, engelsk gift og opnåede stor popularitet og respekt som den unge nations samlende symbol.
Kong Haakon VII blandede sig, i lighed med den danske og svenske konge, så lidt som muligt i politiske anliggender. Kong Haakon VII oppebar en status som repræsentativ skikkelse, hævet over den politiske proces. Men i de højdramatiske dage i begyndelsen af april 1940, hvor Adolf Hitlers Nazityskland besatte Danmark og Norge, blev kongens symbolske status anfægtet af omstændighederne. Hvor kong Christian X i Danmark i samarbejde med den danske regering overgav nationen til tyskerne stort set uden kamp, var det samme ikke tilfældet i Norge. Her mødte tyskerne hård modstand, og ligesom kommandant Birger Eriksen, der gav ordre til at sænke den tyske krydser ”Blücher” i Oslofjorden, satte kong Haakon VII hælen i over for den tyske gesandt i Norge og sagde nej til tyskernes ”fredstilbud”.
Det skete på trods af den vaklende norske regerings anbefalinger og blev fulgt af måneders krigshandlinger i Norge. Hitlers felttog kørte af sporet, Norges konge sagde nej! Kong Haakon VII transformeredes fra ophøjet symbol til magtfuldt handlingsmenneske, der ikke bøjede sig frivilligt.
Retrospektivt er kong Haakon VII’s nej tolket som en autoritativ, stoisk og viljefast beslutning i pagt med det norske folk og den unge nations ønske om ikke – igen – at skulle opgive sin selvstændighed. Kongens modige beslutning er blandt andet beskrevet i historikeren Alf R. Jacobsens roste ”Kongens nei. 10 april 1940” fra 2011. Bogen har dannet forlæg for den norske instruktør Erik Poppes film, der bærer samme titel. Den danske importør har omdøbt filmen til ”Kongens valg”, måske i lyset af Johannes V. Jensens klassiker, romanen ”Kongens fald”? I hvert fald et udtryk for dansk tvivlesyge; ”Kongens nej” er en præcis titel, norsk urfjeld, norsk stamina og modstandskraft.
Filmen er i overensstemmelse hermed en patriotisk film, der effektivt og anskueligt vægter kvaliteten – menneskeligt, moralsk og politisk – af den modstand, som kong Haakon VII kom til at stå for i de afgørende øjeblikke, april 1940. Filmen følger episodisk de tre døgn, hvor Norge bliver angrebet og besat, regeringen går i eksil, og kongen og hans familie bringes i skjul nord for Oslo.
Se traileren til "Kongens valg" herunder
Som en slags historisk anskuelses-undervisning følges begivenhederne time for time i dramatiske visualiseringer og eminent skuespil i rollerne som de centrale aktører: kong Haakon VII, spillet af Jesper Christensen, kronprins Olav, spillet af Anders Baasmo Christiansen, og den tyske gesandt Curt Bräuer, spillet af Karl Markovics. De tre løfter filmen op over det didaktiske historiske drama og forvandler den til kunst. De tre karakterer nuanceres og vendes i filmens over to timers spændingsladede eskalering af konflikten.
Ud over at Jesper Christensen har en påfaldende lighed med den historiske kong Haakon VII, gør han ham også til et menneske med et lurende temperament, en omsorg for sine børn og børnebørn og en fuldkommen mangel på frygt over for besættelsesmagten.
Sønnen Olav gestaltes af Anders Baasmo Christiansen med ungdommens ubesindighed, følelsesudbrud og entusiasme på nationens og egne vegne.
Men begge overtrumfes af Karl Markovics i rollen som tysk gesandt. Han formår at gøre karakteren nuanceret i dybden, snu, temperamentsfuld, autoritær, idealistisk, diplomatisk, forfængelig med et strejf af febril nervøsitet og latent neurose. Det er en ekstraordinær præstation, der på mærkelig vis kommer til at inkarnere det regime, som gesandt Bräuer repræsenterer.
De tre karakterer leverer stedvis gnistrende samspil, og modspil fjerner filmen fra det illustrative og ordinære krigsdrama. Man er glimrende underholdt og oplyst, filmen afvikles professionelt og visuelt flot med et frostkoldt og blegt Norge i april og et ulmende morgenmørke, hvor alt kan ske.
Med ”Kongens nei” har norsk film skabt et aristokratisk modstykke til den ligeledes stærkt patriotiske film ”Max Manus” fra 2008 om den folkelige modstandskamp. ”Max Manus” blev en dundersucces, mon ikke ”Kongens nei” bliver det samme?
Den lægger i hvert fald alen til den norske selvfølelse; vi danskere har svært ved at mobilisere samme, både i krigs- og i fredstid.