Et vindue til opstandelsen

Kunstneren Maja Lisa Engelhardt begynder hver dag med at give påskemorgen plads i sit sind. Og opstandelsen har også inspireret hende til at udsmykke alter-vinduet i Vor Frue Kirke i Nyborg, der indvies i morgen

Få dage før indvielsen var Maja Lisa Engelhardts udsmykning stadig gemt bag et stillads. Biskop Tine Lindhardt kommer i morgen for at prædike og se værket, der fuldender mange års arbejde med at få Vor Frue Kirke i Nyborg udsmykket.
Få dage før indvielsen var Maja Lisa Engelhardts udsmykning stadig gemt bag et stillads. Biskop Tine Lindhardt kommer i morgen for at prædike og se værket, der fuldender mange års arbejde med at få Vor Frue Kirke i Nyborg udsmykket. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Solens stråler rammer jorden med små gyldne glimt af opstandelse overalt. Men det er ikke kun udenfor, at de første forårsblomster for længst er trængt igennem den kolde muld. Indefra ligner Vor Frue Kirke i Nyborg fra Margrete I's tid i 1388 også et stort smukt vildnis af vildtvoksende vækster. For under de hvidkalkede, gotiske hvælvinger snor røde mursten sig i en slags bløde blomsterranker overalt. Og i kirkens midte hænger et stort korbue-krucifiks, der netop er inspireret af livets træ, fra slutningen af det 14. århundrede.

Det er i dette traditionsrige kirkemiljø, at den moderne maler og kunster Maja Lisa Engelhardt over to omgange har sat sit præg på den i forvejen smukke kirke.

Allerede i 2011 skabte hun en korsformet skulptur til alterbordet, der fortsætter kirkerummets symbolik. For ligesom Adam og Eva førte menneskeheden til fald ved at spise af et træ, gav Jesus Kristus håb om et evigt liv ved at dø på et trækors.

Det har den bibelstærke kunstner Maja Lisa Engelhardt også været bevidst om, da hun skabte sin lille alter-figur, der faktisk var Maja Lisa Engelhardts debut som skulpturel kunstner, men den fremstår stadig mesterligt som et ægte stykke træ. Og først da hun forsigtigt banker på figuren, afgiver den en metallisk hul lyd, der afslører, at den ikke blot er et stykke forgyldt træ, men bronze.

”Det er ikke en krucifiks. For der er ikke nogen kristusfigur på mit kors, som jeg med vilje har ladet stå tomt og åbent for at vise, at Kristus er opstanden. Det er et træ, der skyder frem af korsets rod, som også er mørkere. Men det er også ment som en åbning. Mange lægger deres egne fortolkninger ind i skulpturen og alligevel synes enkelte, at det ligner en Kristus-figur med en form for ansigt og med et sårhul i siden,” siger hun og peger på et dybt hul i ”træet”.

I sin tid modellerede hun træet frem i ler ved brug af blandt andet rigtige olivengrene og figengrene, som hun pressede ind i leret, da hun skabte skulpturen under et ophold i Italien.

”Jeg fandt grenene, da jeg gik en tur, mens jeg lavede skulpturen. Naturen har altid inspireret mig. Dér mærker jeg opstandelsen og føler mig selv som en del af skaberværket. Og dér får jeg selv modet til at skabe som en tjener, der ikke skal præstere noget selv, men blot lydigt udføre de idéer, jeg får givet.”

Nu har hun skabt et nyt og i hvert fald fysisk større værk til kirken bag skulpturen af korbue-krucifikset i form af en gigantisk glasudsmykning, som herhjemme er enestående i kirkekunstsammenhæng. For den er lavet af iriseret glas.

Der er stadig ”bøjle på tænderne” i form af stillads og plastik foran det store gavlvindue, da vi er her forud for indvielsen i morgen, hvor biskop Tine Lindhardt kommer for at prædike og se værket, der fuldender mange års arbejde i menighedsrådet for at få kirken udsmykket.

Den over otte meter høje østgavl, som Maja Lisa Engelhardt nu har udsmykket, blev i begyndelsen af 1970'erne forsynet med klart glas, efter at altertavlen blev fjernet. Det gav udsigt til et stort træ udenfor, men træet var ikke livets træ og sygnede langsomt hen af vinterstorme, lynnedslag og ælde. Og noget nyt skulle til. Menigheds-rådet valgte igen at hidkalde Maja Lisa Engelhardt, efter at hun havde lavet sin korsskulptur til alterbordet. Og denne gang så hun allerede løsningen for sig, da hun stod og kiggede op mod det otte meter høje, tredelte vindue:

”Det kom til mig som en klar vision. Jeg så simpelthen hele billedet for mig, før jeg havde lavet det. Og allerede dér fik jeg idéen til at bruge iriseret glas, som dæmper modlyset som en slags slør, men alligevel bevarer det lyse kirkerum. Det skaber en slags lysets tøven, fordi en del af lyset bliver inde i glasset. Og det har samtidig den effekt, at det virker som en perlemor-overflade, når der bliver kastet lys op på det indefra, så det afgiver alle regnbuens farver. Det er særligt smukt om aftenen som en slags opstandelse i sig selv, fordi det iriserede glas gør, at lyset indefra kirken ikke bliver slukket af mørket udefra, men afgiver et foranderligt lys, som altid er nyt. Så det er simpelthen opstandelsen, jeg har forsøgt at skildre.”

Selv med plastic og stillads foran vinduet kan man godt fornemme virkningen af det poetiske puslespil af glasstykker, som Maja Lisa Engelhardt har fået skåret ud af glaseksperten Per Hebsgaard ud fra hendes egne skitser. Når man sidder bag i kirken, kan man få sine egen mønstre og figurer ud af værket, hvor der for eksempel synes at dannes et kærligt øje i toppen af det tredelte vindue. Men det foranderlige lys, der kan genspejles i mange forskellige farver og vinkler, kan sikkert også ramme folk som en slags personlige åbenbaringer, mens de søger Gud i kirken, håber hun. For sådan oplever hun selv troen på opstandelsen: som små glimt af herlighed, man ikke kan gribe, men må tro:

”Opstandelsen er det vigtigste for mig. Opstandelsen er der, hvor troen kommer ind. For du kan ikke forstå den, du kan ikke gribe den, du skal tro den. Det største skridt, man kan tage som menneske, er at tro på den opstandelse. Det har det været for mig. Ikke at kunne gribe den, men inderligt at tro den. Det er kernen i min egen kristne tro. Og jeg kan kun have med min egen tro at gøre. For jeg kan jo kun irettesætte mig selv,” siger hun og smiler, da hun tilføjer.

”Men når jeg går ude i naturen, føler jeg mig fuldstændig i et med fuglene, planterne og lyset, og jeg tænker selv ikke på, at jeg er et menneske, jeg føler, at jeg er en del af et hele. Og da er det, at jeg føler en dyb tro på opstandelsen. Dér ved jeg, at der findes noget, som jeg aldrig nogensinde vil kunne forklare og kun kan gribe i glimt af dyb tro. Jeg kan kun røre ved en lille flig af opstandelsens mysterium, men det er nok til at leve et liv i tro. Det solglimt har jeg sagt ja til. Jeg føler en daglig påskemorgen. Hver dag er påskemorgen min ledetråd, også i mit arbejde. Når jeg går over i mit atelier, føler jeg mig ofte rådvild i forhold til alle de ting, som jeg med min hjerne gerne vil udføre, og først når jeg giver slip og plads til troen på opstandelsen, får jeg ro. Så er jeg ikke længere fyldt af tanker og frustrationer over, hvad jeg skal præstere, men så er det min tro på opstandelsen, der er min ledetråd, hvor end jeg er, uanset om jeg er syg eller rask.”

Sådan har troen på opstandelsen fulgt Maja Lisa Engelhardt, siden hun som teenager tog troen til sig.

”Jeg voksede op i et turbulent hjem. Alt sejlede i huset. Alt var uro. Alt var beskidt. Og alt var et kaos, som jeg ligesom skulle forsøge at få styr på. Men troen på Gud blev min redning. Da vidste jeg, at der var en, jeg skulle elske mere end mig selv, en, som var over mig, med mig, og som holdt øje med mig. Og da jeg sagde 'ja, det gør jeg', så oplevede jeg, hvordan selv kaosset i mit hjem kom til at tjene mig til gode. Der står jo i Bibelen, at alt tjener til gode for den, der elsker Gud. Og det er også min erfaring. For i dag har jeg et overskud til at forbarme mig over andre mennesker og hjælpe andre mennesker. Jeg ser en bror eller søster i alle, jeg møder, i stedet for at leve for mig selv. Og sådan har troen gjort mig fri til at leve med fokus på det vigtigste i livet,” siger hun og peger igen udenfor:

”Bare jeg kaster et glimt ud i naturen, er der tanker nok til at være dybt taknemmelig og dybt forundret. Og man må tage ved lære af naturen. Man må gøre liljen på marken og fuglen under himlen til sine læremestre. De bekymrer sig ikke, men tror kun. Og når man giver slip på alle de bekymringer, så kan man også være til stede i nuet. Når man virkelig tror opstandelsen, så kan nuet også føles som en fredfyldt evighed. Jeg ved, at Han er med mig. Han stod op af graven for mig. Han står der stadig. Og Han flytter sig aldrig. Når vi rammes af ulykker, er det ikke, fordi Gud har flyttet sig. Han står der stadig med sin kærlighed til os,” siger Maja Lisa Engelhardt.

Det kom til mig som en klar vision. Jeg så simpelthen hele billedet for mig, før jeg havde lavet det, siger Maja Lisa Engelhardt.
Det kom til mig som en klar vision. Jeg så simpelthen hele billedet for mig, før jeg havde lavet det, siger Maja Lisa Engelhardt.
”Opstandelsen er det vigtigste for mig. Opstandelsen er der, hvor troen kommer ind. For du kan ikke forstå den, du kan ikke gribe den, du skal tro den," siger Maja Lisa Engelhardt.
”Opstandelsen er det vigtigste for mig. Opstandelsen er der, hvor troen kommer ind. For du kan ikke forstå den, du kan ikke gribe den, du skal tro den," siger Maja Lisa Engelhardt.