Et vink med en vognstang

Ole Jensens bog om vores udnyttelse af naturen har mange bevidsthedsudvidende pointer og vinkler. Den bør læses, før det er for sent, skriver historiker Henrik Jensen

Ole Jensens bog om vores udnyttelse af naturen har mange bevidsthedsudvidende pointer og vinkler. Den bør læses, før det er for sent, skriver Henrik Jensen i anmeldelse
Ole Jensens bog om vores udnyttelse af naturen har mange bevidsthedsudvidende pointer og vinkler. Den bør læses, før det er for sent, skriver Henrik Jensen i anmeldelse.

Teologen Ole Jensen udsender i dag en lille bog om det moderne menneskes forhold til naturen, klimaet og om, hvordan teknikken ændrede både vores og klodens liv: "Over umindelige tidsstræk var mennesket den lillebitte. Med ét vågner det op og ser sig i stand til at røre ved fundamenterne og bringe dem af lave. Selveste atmosfæren er forstyrret!".

Hvordan, spørger Ole Jensen, kan en kulturform være så historieløs, at den tror, den lige pludselig kan afskaffe dyder, der har været uundværlige i tusinder af år – mådehold, tilbageholdenhed, selvbeherskelse, beskedenhed og ydmyghed?

"Med hvilken ret forstyrrer og fattiggør vi på et blitzkort, klodehistorisk minisekund denne fuldkommen forbløffende atmosfære og den livsvrimmel, som har været millioner og atter millioner af år om at blive til?", spørger han.

Ja, her er patos, hvor vi mest er vant til ironi. Men bogen bliver ikke patetisk, for problemet er for en gangs skyld stort nok til følelsen. Der er mange kursiveringer og udråbstegn, måske fordi Ole Jensen allerede var ude med sin vognstang for 35 år siden, da han udgav bogen "I vækstens vold", der vakte opmærksomhed i miljøkritiske kredse.

Svaret er: Der er ingen ret, men i den moderne tid har mennesket midlerne til at vende op og ned på "den omgivende natur" – det sidste i øvrigt en "antropocentristisk" formulering, Ole Jensen ikke godtager.

I moderniteten ytrer "viljen til magt" sig teknologisk. "Vi har teet os – selve vor kulturform – som unge fyre, der kører dødskørsel om kap gennem befærdede gader," skriver Ole Jensen. Hvem har givet os denne "licence to kill"? spørger han.

Igen: ingen. Men han identificerer det punkt i filosofihistorien, hvor vort natursyn for alvor bliver skudt i gang. Det var med Descartes – måtte han ristes over en sagte ild! – og formuleringen, "Vi vil kunne gøre os til herrer over og ejere af naturen" i "Afhandling om metoden" fra 1637.

Dermed kom der for alvor gang i et dualistisk verdensbillede, en læsning af Skabelsesberetningen i Bibelen, hvormed naturen gøres til genstand for mennesket. Hvor dualismen i tidligere udgave førte til en forsagelse af det dennesidige, fører den i sin senere udgave til en brutalisering af det.

Det ville føre for vidt at referere Ole Jensens lærde argumentation for, at dualismen er en fejllæsning af Skabelsesberetningen, men det foregår ikke uventet under påkaldelse af mentoren K.E. Løgstrup.

Ét står klart: Natursynet er en ommer! Og det haster. Det er et vestligt skabt problem, der nu yderligere accentueres af, at store ikke-vestlige lande overtager Vestens metoder.

Men det er ikke så enkelt. Vores livsstil og levestandard hænger på en fortsat udnyttelse af naturen. Mennesket er gøgeungen, der skubber de andre arter ud af reden, en efter en. Vi er evigt vækstneurotiske, tænk bare på vores statsministers udmeldinger om, hvor højt vi skal op på ranglisterne i 2020.

Bogen har et velfortjent hib til os som flest – de trendy og globaliserede, som formår at være økologiske og "miljørigtige" udi i egen selvopfattelse, men samtidig kaster sig omkring på kloden efter oplevelser. "En flyrejse til Thailand og retur siges at udlede lige så meget CO2 som et helt parcelhus på et år."

Vi er mest optaget af at blive endnu mere effektive i vores forbrug af naturen. Få tænker på afgrunden. Vi er som de blinde i Bruegels maleri fra det 16. århundrede over ordsproget, "Når den blinde leder den blinde, falder de begge i grøften": Mens de forreste har skrækken malet i trækkene over grøften, de er på vej i, er de sidste endnu letsindigt uanende.

Men vi er ikke blot vores broders vogter, men også naturens. Vi må tilbage til en agtelse for skaberværket, mener Ole Jensen. Hvad vi gør, er skammeligt.

Og det fornødne for et nyt og bedre natursyn findes allerede i vores traditionelle kultur. Vi må finde tilbage til det. Men først må vi vækkes.

"Impulsen til nænsomhed og omsorg skabes alene ved, at vi vækkes til undren og beundring af skaberværket og det gådefulde, at det alt sammen i det hele taget er der i al sin pragt og værdighed og vælde. Vi har fået kloden skænket og betroet. Det forpligter."

Vi har et beundringsmandat, mener han – med en vending, jeg holder meget af. Meningen med mennesket er, at vi er her for at beundre livet. Det er ikke bare en pligt, det er en ære. Og vi er særlig gode til det, udstyret med bevidsthed, som vi er fra Skaberens hånd. Så sæt jer ned og beundr!

En lille bog om et kolossalt stort problem. En lille bog med mange bevidsthedsudvidende pointer og vinkler. En lille bog, som bør læses. Før det er for sent!

Ole Jensen: På kant med klodens klima. Om behovet for et nyt natursyn. 176 sider. 199 kroner. Anis. Udkommer i dag.