Prøv avisen

”Fred til lands” er et vovet bud på gammeldags public service

4 stjerner
Den største glæde er Lene Maria Christensen, der med Bibi endelig får en rolle, hvor hun kan vise alt, hun kan, uden at skulle gøre det til at være en hverdagslækker udgave af den moderne kvinde. – Foto: Tine Harden/DR

”Fred til lands” støver det moderne gennembruds kunstidealer af i et både hårdt- og nedslående portræt af et lokalsamfund fra forstanden

Dem, der bliver. Og dem, der tager af sted. Et sted på Fyn sidder de alle fast. I en spiral af had, gæld og uforløste drømme om et liv, der aldrig bliver, i en verden, der aldrig giver. Hvor fædre ikke kan redde sønner, og hvor menneskene er følelsesmæssigt insolvente og økonomisk uforløste.

”Fred til lands” er et mørkt drama, der mørbanker sindene. Et voldsomt – og også vovet – bud på gammeldags, og derfor moderne, public service.

Peter (Claus Riis Østergaard) mister sin søn i en bilulykke. Til lyden af Oehlenschlägers lærker bliver den sunde danske ungdom dræbt af den fordærvede ondskab i en rød pickup. Mike (Morten Hee Andersen) bliver udråbt til morder, men aldrig dømt. Som narren i mange fortællingers mikrokosmos er Mike på den ene side sandsigeren. På den anden side er han selv den barske, usminkede sandhed. Sandheden om alt, der kan være galt i et retssamfund, hvor man har forsøgt at civilisere sig ud af den ondskab, der dog ikke kan tøjles. For den findes. Og langsomt mærker flere beboere i byen Mikes magt.

”Fred til lands” er et anakronistisk chok og borderline-avantgarde på samme tid. På den ene side peger dramaet tilbage til Georg Brandes’ gennembrudsdevise om, at kunsten skal sætte problemer under debat. Samtidig afmonterer tv-serien de fasttømrede rammer for det genkendelige DR-drama, hvor middelklassens gennemsnitlige problemer udstilles i nydelige kulisser.

Der er intet smukt eller labert over ”Fred til lands”. Og spørgsmålet om selvtægt, der udvikler sig gennem de første afsnit, fremstilles som en diskussionsklub som i det hedengangne tv-teater eller som i en ungdomsfilm fra 1980’erne. For karaktererne i ”Fred til lands” opfører sig nærmest som børn, som civiliserede unge på en øde ø, hvor lagene langsomt skrælles af, og drifterne står tilbage og kæmper om herredømmet. Systemet har øjnene vidt lukkede, magter ikke Mike, har nok i sine egne problemer.

Det er et andet Danmark end ”Arvingernes” chikke kunstnerherregård, et andet danskerbillede end i præstegården i ”Herrens Veje”. Her er det ikke set-designet, men den tomme plads’ æstetik, der dyrkes. Og scenografien er mere taget fra det traditionelle teater end hugget fra de allestedsnærværende amerikanske tv-serier.

Stambordet på bodegaen Syveren, gyden bagved, den ene vej gennem byen, kyllingefarmen, lægens kontor. Man kan se det for sig, ind og ud ad dørene. Denne ærlige trøstesløshed er der noget dragende ved, noget usminket. Det er en ikke-æstetiseret vold, ingen lækre damer, ingen stoffer. Det er dåseøl og fuldstændig afstumpet slåen på tæven. Rendyrket ondskab er vi ikke vant til at se uden at undskylde. Men formentlig er det hele heller ikke, som det ser ud til.

For hovedforfatterne Christian Torpe og Marie Østerbye viser et Danmark, der har gjort sig selv fortræd. Der har forsøgt at kvæle ondskab med kærlighed, med glædesblus, men er kommet til kort.

I prologen går en ulv igennem hovedgaden i den forfaldne by, der ikke findes mere. De potente billeder giver et skær af science fiction til den iskolde realisme og er en klog symbolisering af den mislykkede adskillelse mellem menneske og natur, vi har forsøgt at opretholde. For i Mike, og langsomt i alle karaktererne, er der drifter, der ikke kan undertrykkes.

Morten Hee Andersen viser efter den bløde August i ”Herrens Veje”, at han besidder den kamæleonagtige farlighed, der vil føre ham vidt. Den kontante omvendelse i blik og bevægelse, psykopatens følelsesmimen er skræmmende brutal. Også Sylvester Byder som Kasper er dragende, dirrende fremstillet, på kanten af sammenbrud, men formentlig indeholdende mere, end de rystende hænder og små tics viser.

Den største glæde er dog Lene Maria Christensen, der med Bibi endelig får en rolle, hvor hun kan vise alt, hun kan, uden at skulle gøre det til at være en hverdagslækker udgave af den moderne kvinde. Bibi er kompleks, og de næste afsnit byder på en ydmygelse, der er noget af det mest sørgelige, jeg længe har set.

”Fred til lands” er ikke flydende vellykket, den er fejlbefængt, for didaktisk, for forhippet på at udforske spørgsmålet om selvtægt i en sort og hvid ramme.

For rigtig mange vil den være for mørk; det opbyggelige synes for langt væk. Men det er befriende modigt. Modigt at flytte fokus væk fra de samme klasser, de samme mennesker, de samme problemer. Bliver provinsen så gjort til udskudsdanmark, til arnestedet for det utilpassede, det vi ikke vil se? Jeg vover, efter at have set de første afsnit, at svare nej.

”Fred til lands” er barsk. Den vil ikke samle danskerne, den vil støde mange fra sig. Det er på tide. På tide at støde væk på grund af kompromisløshed, ikke på grund af et mere og mere ligegyldigt kompromis.