Etik er at kunne forestille sig verden og at få øje på det gode i den

Besindelse og dømmekraft er de vigtigste politiske evner. Det gælder stadig her 40 år efter Hannah Arendts ”Åndens liv”, som er en af de vigtigste klassikeroversættelser fra det snart forgangne år

”Hun var virkelig modig og original. Tænk at gå op imod både eksistentialismen, positivismen og de store ideologier og i stedet tale om ånd og viljens frihed, som jo er metafysiske størrelser, og samtidig fastholde, at religionernes tid ikke var forbi. Hun siger blandt andet, at nok er de traditionelle forestillinger om Gud døde, men ikke af den grund selve spørgsmålet om Gud.” Sådan har danske Hans-Jørgen Schanz sagt om Hannah Arendt, som døde i 1975. Billedet af Hannah Arendt er
”Hun var virkelig modig og original. Tænk at gå op imod både eksistentialismen, positivismen og de store ideologier og i stedet tale om ånd og viljens frihed, som jo er metafysiske størrelser, og samtidig fastholde, at religionernes tid ikke var forbi. Hun siger blandt andet, at nok er de traditionelle forestillinger om Gud døde, men ikke af den grund selve spørgsmålet om Gud.” Sådan har danske Hans-Jørgen Schanz sagt om Hannah Arendt, som døde i 1975. Billedet af Hannah Arendt er.

I dette efterår er oversættelsen af Hannah Arendts sidste store værk, ”Åndens liv”, udkommet. Ånd skal ikke forstås som spiritualitet, men som menneskets åndelige aktiviteter, det vil sige tænkning, fantasi, indlevelsesevne, dømmekraft og refleksion. ”The Life of the Mind”, som den oprindeligt hed, nåede ikke at blive udgivet af Arendt selv, inden hun døde i december 1975, hvor hun blot var 69 år gammel.

De to første dele var skrevet stort set færdige og bærer titlerne ”tænkning” og ”vilje” og udgør den bog, der nu er udkommet. Den sidste og tredje del skulle skrives om dømmekraft. Foredragsmanuskripter om dømmekraft forelå og er siden udgivet for sig. Der er tale om en helhed, hvor Arendt i lighed med sit tidligere filosofiske hovedværk delte menneskelivet op i tre måder at være aktiv på. I ”Menneskets vilkår” fra 1958 er det menneskets aktive liv i arbejde, fremstilling og handling, der er beskrevet. I ”Åndens liv” ville det således have været forsøgt at spejle denne tredeling i forhold til menneskets indre liv i tænkning, vilje og dømmekraft.

Arendts filosofiske værker drejer sig om politik som en chance, det vil sige ud fra en idé om, at vi alene kan blive menneske gennem et fællesskab, hvori man kan høre til uden at blive opslugt. Et menneske har mulighed for at blive unik og få en historie ved at træde ud på den politiske virkeligheds fælles grund.

På det første niveau, på arbejdets og tænkningens niveau, er fællesskabet ganske vist mere generelt og kortvarigt, man er i arbejdet fælles om at dele arbejdet op imellem sig og flytte sig rigtigt for hinanden. Arbejdets resultater bliver nemlig tit brugt og forbrugt i det menneskelige fællesskab. På samme måde med tænkningen, den er en sådan søgen der ”ubarmhjertigt opløser og på ny undersøger alle accepterede doktriner og regler” og den kan derfor ”hvert øjeblik vende sig mod sig selv og vende de gamle værdier på hovedet”. Intet bliver stående, hverken i arbejde eller tænkning.

Derfor tages skridtet fra henholdsvis arbejdet op til fremstillingens trin og fra tænkningens niveau til den samlende midte, som er personens vilje. Når mennesker fremstiller noget, er det ikke kun for at forbruge det og fortære det, men også for at det skal blive stående og danne en kulturel verden, der kan huse mennesker. Der fremstiller mennesker kulturprodukter og institutioner, hvor tekster, artefakter og love bliver overleveret til de næste generationer.

Fra tænkningens resultatløse proces tages der på samme måde – som med viljens måde at samle kræfterne på – et skridt over i noget, hvor personen tegner sig tydeligere, fordi man som individ i viljen ser ud over nuet og planlægger tingene, lever fremad i en målrettet orientering mod noget. Måske ikke som i fremstillingen frem mod et værk, men dog fremad ud fra opsamlet erfaring og forståelse.

Med fremstillingen struktureres tiden ud fra dét mål, man har sat sig, og som man først slipper, når man har fuldført sit værk. På samme måde strukturerer viljen tiden, sådan at fremtiden gøres nærværende: ”Det villende jeg lever netop for fremtiden, det lægger sine planer”, siger Arendt. Det er dog først med det tredje niveau, det vil sige med handling og dømmekraft, at vi når frem til den egentlige politiske verden, hvor mennesker ikke måles ud fra, hvad de har opnået i fremstillingen eller trænet hos sig selv frem til det man kunne kalde viljefasthed og karakter.

I det politiske træder personen frem som unik, som en person med stemme og holdning. Det sker i handlingen og samtalen – og Arendt mener vel at mærke, at der er handling i enhver talehandling, og at man i enhver menneskelig handling må forestille sig, at der er en person, som ville kunne give mund og mæle til sine forsæt i den måde, det handler på. Tale og handling er de politiske livsformer. På samme måde, siger Arendt, angår dømmekraften de partikulære ting ”når det tænkende jeg, der bevæger sig i det almenes sfære, vender tilbage fra sin tilbagetrukkethed og således vender tilbage til verden bestående af partikulære fænomener, viser det sig, at ånden behøver en ny ’evne’ eller ’gave’ for at kunne håndtere dem”. Og det er dømmekraften.

Skal man således opsummere grundtanken i det netop oversatte værk er det: Tænkningen er ligesom arbejdet et element eller en stadig proces, som hele tiden går for sig. Vi kan ikke lade være med at tænke, men skridtet over til viljens stadium tager vi, fordi vi gerne vil opnå at træde frem og synliggøre det indre, som kan blive usynligt i tænkningen.

I viljen får tankerne en klarere reference til den, der tænker, som en plan, et motiv, som er mit, og som jeg træder frem i fællesskabet med. Dømmekraft, endelig, afslører endnu mere om det indre – fordi det der afsløres klart, om jeg i mine planer har formået at tænke andre med – inklusive at tænke med mig selv i en samtale om godt og ondt.

Besindelsen er et resultat af tænkning, men den viser sig først i dømmekraften, hvormed man afslører om hensynet til andre var med fra første overvejelse. Dømmekraften er som samvittigheden en to-i-en-bevægelse, hvor man konfronterer sig selv med de tilskyndelser, idéer, affekter og andre indre bevægelser, som man lærer at kende hos sig selv. Man viser, at man kan forstå ikke bare det almene i overordnede etiske principper, men formår at bruge dem rigtigt i konkrete, partikulære situationer – og tænke andre med i en form, som de reelt har glæde af.

I Arendts eget liv var baggrunden for at beskæftige sig med sindets liv, at hun havde fulgt retssagen mod Adolf Eichmann i Jerusalem i 1960’erne og der så, hvor dårlig han var til at påtage sig skyld i betydningen: at indse sin andel i andre menneskers konkrete lidelse. Han undgik omhyggeligt at tage skridtet fra det generelle til det partikulære niveau og udtalte sig om sine ugerninger i klichéfyldte vendinger om at ”gøre Europa jødefrit”, at ”bevilge adresseforandring til Øst”, og så videre. Konkret for ham selv blev det aldrig i en grad, hvor han kunne konfrontere sig med sig selv, som en der var ansvarlig for drab på hundredetusinder af mennesker i koncentrationslejrene.

En bog som den, vi nu har på dansk, er således en bog som tilsyneladende handler om erkendelse og ånd, men som faktisk er skrevet for at bringe håbet til det politiske livs muligheder tilbage. ”Er det muligt”, spørger Arendt i bogens begyndelse, ”at spørgsmålet om godt og ondt, vores evne til at skelne mellem rigtigt og forkert, er forbundet med vores evne til at tænke?”.

Arendts optagethed af det indre liv eller sindets eller åndens liv handler derfor ikke om sjælefred, men om etik. Det handler om, at vi indefra henter evnen til at skelne mellem ret og forkert i den ydre verden, hvis vi tør forholde os til en verden, hvori vi kun midlertidigt er alene for at besinde os, men hvor besindelsen har det fælles liv som sin grund. Den der ikke skelner mellem godt og ondt tænker ikke og fælder ikke dom, og det er derfor netop fraværet af dom, som bekymrede hende. Fraværet af stillingtagen. Eftertanken er virksom i nuet, når man tør stille sig an som iagttager eller dommer, allerede mens man gør sig sin stilling klart. Tænkningen er en kritisk refleksionsevne, og som sådan må den strengt taget komme bagefter handling. Tænkning er eftertanke og betyder, at vi med erfaringen kan sætte et spejl op foran handlingen. allerede inden den sker – blot ved at forestille os en situation fra de involveredes perspektiv. Da vil man snarere kalde det samvittighed, etisk fantasi, forestillingsevne og virkelighedssans. Man kan dér se noget, der allerede er sket, og det, som risikerer at ske, i et klarere lys. Sindets liv og udøvelsen af sindets kræfter beror på, at man kan foretage et bestemt greb, en slags foregrebet retrospektion, altså at man forestiller sig at skulle leve med sig selv som en person, der har været skyld i det ene eller det andet. Som samvittighedsvæsen er man i handlingsøjeblikket vidende om, at man efterfølgende skal kunne holde sit eget selskab ud – uanset det formelle samfunds strafudmåling, fordømmelse eller billigelse. Eftertanken og samvittigheden udgør her en barriere eller grænse, som kan forhindre overgreb. Mangler forbrydere dette, bliver de grænseløse eller skrupelløse og begår den form for grænseløs ondskab, som Arendt med et ord fra Kant kalder den radikale og utilgivelige ondskab, hvor personen mister sin moralske orienteringsevne og bliver holdningsløs og hensynsløs.

Så længe man standser op for at tænke, er der en spændthed og opmærksomhed, hvor man er til stede på en måde, der kan danne udgangspunkt for et nyt blik på verden, og hvor man ser tingene med friske øjne.

Det er besindelsens øjeblik, hvorfra al sindsliv eller åndsliv tager sit udgangspunkt. Derfra er det bare at gå ud og dømme – eller at skønne, for ligegyldig er verden aldrig. Den er altid enten god eller ond, der er altid noget af menneskelig værdi på spil, og vi er med til at bestemme om verden skal være det ene eller det andet – med vores mere eller mindre lukkede sind.

Læser man Arendt står det klart, og i dag er det stadig relevant – vi må forestille os verden fra de andres synspunkt, hvis vi vil finde veje ud af de største politiske katastrofer og trusler. Etik er at kunne forestille sig verden og at få øje på det gode i den.

Anne Marie Pahuus er ph.d. i filosofi og prodekan ved Aarhus Universitet.

Læs interview med filosoffen Hans-Jørgen Schanz om Hannah Arendt på