Prøv avisen

12 gode råd til kulturjournalister og anmeldere

8. Verbal inflation er ikke i sig selv umoralsk. Men hver gang du råber ”mesterværk” efter et jævnt godt værk, har du været uretfærdig over for det virkelig mesterlige. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvad er det vigtigste at holde sig for øje, når man skriver om kultur? Professor og ekspert i kulturjournalistik John Chr. Jørgensen kommer med sine bud

1. Du er ikke kulturens forkynder, men dens kyndige og nysgerrige iagttager. Du er journalist, før du er noget med kultur.

2. Du må ikke stjæle andres arbejde, selvom det er blevet fristende nemt med it.

3. Du må ikke underløbe dem, du interviewer, eller behandle dem som forbrydere: ”Hvorfor har du udgivet de digte? Hvad vil du have, at folk skal få ud af dem?”. Husk den gyldne regel om, at man skal behandle andre sådan, som man i en tilsvarende situation ville ønske, de behandlede en selv.

4. Sig, hvad du gør. Deklarér din vare. Kald et portræt for et portræt og en satire for en satire.

5. Anmeldelsen er ikke den mest hårdtslående genre, for den er pr. definition vurderende, og der er et værk at forholde sig til. En perfidi anbragt i et portræt kan gå direkte ind og lamme offeret. Det er altså her, du som kulturjournalist skal lære at nære dig.

6. Du må ikke bruge et menneske som middel. Skyd ikke på pianisten, hvis det i virkeligheden er orkestret, som du vil have nedlagt.

7. Når du har udtænkt en rigtig sjov og sårende formulering, skal du overveje, om du vil bryde dig om at se dig citeret for den, når du bliver voksen.

8. Verbal inflation er ikke i sig selv umoralsk. Men hver gang du råber ”mesterværk” efter et jævnt godt værk, har du været uretfærdig over for det virkelig mesterlige.

9. Hvis du er i tvivl om din habilitet, er du formentlig inhabil.

10. Du må ikke lade dig bestikke. Hvis du har modtaget gaver i forbindelse med arbejdet på din artikel, skal du kunne tåle at få dem oplistet med pris i et læserbrev.

11. Du skal have været på de steder, du rapporterer fra. Du skal have hørt den musik, du anmelder. Fortsæt selv.

12. Du skal være en god læser, ikke bare til skærmtekster, men også til tykke bøger. Hvis du derudover også kan læse regnskaber, kan du blive en virkelig god kulturjournalist.

John Chr. Jørgensen, født 1944, er lektor emeritus og dr.phil.

Han er forfatter til en række bøger om kulturjournalistik og aktuel med ”Perfide portrætter og andre etiske problemer i kulturjournalistik”, der netop er udkommet på forlaget Spring.