Prøv avisen

EU er mere svineindustri end fredsprojekt i stor østrigsk roman

4 stjerner
”Hovedstaden” modtog den fornemmeste tyske litteraturpris, Deutscher Buchpreis, i 2017 og var med sine kommentarer om de voldsomme flygtningestrømme en roman til tiden.

Robert Menasses prisbelønnede ”Hovedstaden” er en skarp, ofte satirisk skildring af EU-byen Bruxelles og dens indbyggere

”Dér løber en gris!”

Med de fire ord åbner Robert Menasse sin 434 sider lange ”Hovedstaden”, der er så meget på én gang – satire, thriller, systemkritik – men først og fremmest et portræt af EU-byen Bruxelles og de mennesker, der lever der.

Østrigske Menasse ved tydeligvis meget om begge dele og kan i dén grad skrive. Og altså også om grise. For EU er på den ene side tænkt som et fredsprojekt, men er altså også en kolossal svineindustri, og dén side introduceres elegant med grisen, der på romanens første sider løber forvildet rundt i Bruxelles’ centrum og forbi en række af romanens karakterer, der på den måde introduceres. Der er de lidt sørgelige EU-bureaukrater Fenia Xenopoulou og Martin Susman, den smådemente holocaust-overlever David de Vriend, politikommissær Émile Brunfaut og mange flere til.

Alle bringes ganske hurtigt i spil, og gennem romanen sammenfletter og udfolder Menasse dygtigt deres liv og drømme, der i det meste er rettet mod karrieren. Som Fenia: ”Hun havde ikke noget privatliv mere, ingen lænker, nu var der kun den frie verdenshandel tilbage.”

Humoren i citatet er også typisk for Menasse, der er begavet, syrlig og gerne udsætter sine karakterer for skæbnens ironi. Som omtalte Fenia, der har skiftet sit cypriotiske statsborgerskab ud med et græsk for at stå bedre i EU-systemet. Men så kom den græske bankerot og stillede hende værre.

Hun er, som om det ikke var slemt nok, endt i Kommissionens kulturdepartement. Det laveste af det lave: ”Kulturen var et ligegyldigt ressortområde, uden budget, uden vægt i Kommissionen, uden magt og indflydelse.”

Her er Martin Susman også endt. Han drømmer om at skrive en roman, men er udadtil lige så grå som sit billige jakkesæt. Men netop jakkesættene skal man ikke tage fejl af, mener Romolo Strozzi, kommissionsformandens kyniske kabinetschef, der et sted siger:

”Her i huset er jeg omgivet af mænd i habitter. Det svarer til en uniform. Alle ser ens ud. Det er grufuldt. Og tro mig, alle disse mænd er fundamentalister og fanatikere på deres egen måde.”

Det er dog få karakterer i ”Hovedstaden”, der passer på det signalement. De er oftere apatiske, selvoptagne eller farveløse, og det er ikke tilfældigt, at der ved flere lejligheder hintes til ”Manden uden egenskaber”, Robert Musils klassiske romanværk.

Det er da heller ikke det store europæiske projekt, EU’s opståen og idealer, der optager karaktererne, men deres egen hverdag og krympende karrieremuligheder. Og desperationen over det sidste fører til ret uheldige tiltag. Som Fenia, der i så høj grad ønsker at gøre sig bemærket og komme væk fra kulturområdet, at hun stjæler Martins idé – udtænkt i febervildelser – om at fejre Kommissionens jubilæum med et Auschwitz-tema. Fordi det på en måde var dér, i kz-lejrene, hele det fælleseuropæiske fredsprojekt begyndte.

”Hvis Bruxelles var en åben bog, måtte det være et tegneseriehæfte,” som Martin i et stille øjeblik tænker.

Hans bror er i øvrigt en stor østrigsk svineproducent og formand for den magtfulde forening European Pig Producers. Og jubilæet, der skal få europæerne til at se EU i en større historisk sammenhæng, til at tænke stort, Think Big, bliver på gangene i EU-bygningerne naturligvis til Think Pig.

De ansatte er altså klar over, at EU nok har en smuk overbygning, men at virkeligheden er mere beskidt og jordnær. At rigtig meget handler om svineproduktion. Og ”det lyserøde tamsvin”, der løber ind på den skønne Place Sainte-Catherine, er bare en af romanens måder at illustrere den pointe på.

”Hovedstaden” modtog den fornemmeste tyske litteraturpris, Deutscher Buchpreis, i 2017 og var med sine kommentarer om de voldsomme flygtningestrømme en roman til tiden. Siden har Brexit slået revner i EU’s fundament, og Menasses karakterer giver ikke ligefrem læseren grund til at tro, at EU’s kolossale embedsapparat er den opgave voksen.

Når man alligevel ikke falder i svime over den uhyre velskrevne og velkonstruerede fortælling, skyldes det, at romanen sjældent bliver meget mere end netop en suveræn konstruktion, og at det hele ramler sammen om karaktererne med en vis kulde, en vis sadisme. Lidt mere kærlighed havde haft en kolossal effekt, tror jeg. Der er dog ømhed i skildringen af den gamle holocaust-overlever de Vriend og hans liv på plejehjemmet, og for mig er han også den mest engagerende karakter.

Men romanen er altså imponerende. Bare knap så bevægende.