EU vil øge hjælp til kulturarv

Kulturen er ikke en passiv arv. Den skal kræves, siger EUs kulturkommissær, der barsler med flere tiltag til bevaring af Europas kulturarv

Kulturstyrelsen i Danmark samarbejder om at bevare kulturarven i Europa gennem projektet Europeana. Her ses forskellige genstande fra Første Verdenskrig, der er udstillet på statsbiblioteket i Berlin i en af Europeanas udstillinger.
Kulturstyrelsen i Danmark samarbejder om at bevare kulturarven i Europa gennem projektet Europeana. Her ses forskellige genstande fra Første Verdenskrig, der er udstillet på statsbiblioteket i Berlin i en af Europeanas udstillinger. Foto: JOHN MACDOUGALL/ Denmark.

Mens danske museer netop har fået hård kritik af Rigsrevisionen for at sløse med bevaringen af deres klenodier, vil EU hæve ambitionerne for arbejdet med den europæiske kulturarv.

Kulturarven er en af Europas stærkeste værdier, fastslog kulturkommissær Androulla Vassiliou forleden i en tale under en større kulturarvskonference i den græske hovedstad, Athen.

Det er et fælles ansvar at beskytte denne arv og udnytte dens potentiale, lød det fra den græske kommissær.

DOKUMENTATION: Læs hele kommissærens tale

Hun slår dog fast, at det primært er de enkelte medlemslandes ansvar, idet kulturarven er forankret lokalt. Men EU kan og skal også bidrage til indsatsen, mener Vassiliou.

EU støtter allerede transnationale indsatser, der i øjeblikket tæller 13 samarbejdsprojekter til 38 millioner euro, svarende til næsten 300 millioner kroner. Derudover støtter EU også kulturarvsprojekter igennem unionens strukturfond.

Androualla Vassiliou vil gøre endnu mere for sikringen af de europæiske klenodier og barsler med en ny strategi, som forventes vedtaget til maj. Den skal indgå i det eksisterende kulturstøtteprogram Et Kreativt Europa, som løber til og med 2021. Her er der blevet afsat 10,9 milliarder kroner til at støtte det europæiske kulturliv, og en del af dem skal fremover gå til kulturarven, understreger kulturkommissæren. Dette program har desuden fået øget sit budget med omkring ni procent.

Den nye strategis fokus vil være på, hvordan kulturarven kan styrke sammenhængskraften i både de enkelte medlemslande og på tværs af landegrænserne. Samtidig skal indsatsen være med til at skabe vækst og nye job i Europa, lyder ambitionen.

LÆS OGSÅ: Hård kritik: Museer og ministerium sjofler dansk kulturarv

Hvis vi ønsker at overleve som europæere og beskytte vores kultur, er det nødvendigt at beskytte vores kulturarv. Der er hverken tale om luksus eller en ekstra omkostning, understregede Androulla Vassiliou i sin tale.

Meddelelsen modtages positivt hos Kulturstyrelsen, der samarbejder om kulturarven gennem digitaliseringsprojektet Europeana og i øjeblikket hjælper kolleger i Georgien med bevaring af nationale klenodier.

Det er godt, at Kommissionen fortsat sætter fokus på den europæiske kulturarv. Der er allerede taget fine initiativer omkring for eksempel erfaringsudveksling, og det bliver spændende at se, hvilke initiativer, de vil sætte i søen fra 2015, siger Asbjørn Kristensen Høgsbro, der arbejder med europæiske relationer.

Han peger især på Androulla Vassilious ønsker om bedre udnyttelse af blandt andet strukturfondene til udvikling af kulturarvens rolle i den regionale udvikling.