Europa er en bristende drøm

Der tales, analyseres og kritiseres på trods af en stille desillusion på Europas vegne i Jens Christian Grøndahls nye essaysamling

Europa er en bristende drøm

Hvis man vil frem, bliver man ofte nødt til at gå tilbage. Det gælder både psykologisk, at man må tilbage i sit liv for at finde en farbar vej frem, og det gælder samfundsmæssigt, at man må tilbage i historien for at pejle en ny retning.

Jens Christian Grøndahl har gjort begge dele i sit essayistiske forfatterskab. I ”Europa er ikke et sted” tager han fat i de generationer, der ligger umiddelbart før hans egen, i et forsøg på at orientere sig i den værdikamp, der finder sted netop nu.

Et hovedspørgsmål er, om han som kunstner har et særligt ansvar og en særlig forpligtelse til at engagere sig etisk i samfundsdebatten, eller om han alene har en æstetisk forpligtelse i forhold til den kunst, han laver.

Grøndahl tager fat i modstillingen mellem de to franske filosoffer Albert Camus og Jean-Paul Sartre. De står henholdsvis for en passioneret humanisme med sans for individet og et cool dialektisk engagement, der går efter de store linjer.

Men endnu vigtigere er hans gengivelse af Ole Wivels konfrontation med Karen Blixen angående kunstnerens æstetiske og etiske engagement. Wivel mente godt, at det æstetiske og etiske kunne forenes. Baronessen mente det modsatte. Det etiske vil til enhver tid ødelægge og underkue kunsten, fordi den kræver en frihed og en ryggesløshed, som etikken ikke vil indrømme den.

Alting bliver enkelt, når man gør problemstillinger til et enten-eller, og det vil Grøndahl da heller ikke være med til. Han insisterer på at få nuancerne med. Ligesom han insisterer på verdens og tankens sammensathed. Det heterogene lovprises frem for det rene, enøjede, entydige og endimensionale. Historieløsheden gør os endimensionale. Derfor er der god mening i, at Grøndahl netop vender sig mod fortiden. I den kan han se dilemmaer tydeligere trukket op.

Man kan næppe finde nogen løsning hos de ”gamle”, men man kan godt finde inspiration. Således citerer Grøndahl gentagne gange en passage hos Georg Brandes, hvor denne skriver, at verdensborgerfølelsen kun er mulig og naturlig på grundlag af nationalfølelsen. I denne sammenhæng gælder det for den ”kosmopolitiske” intellektuelle at besinde sig på det nationale og sin nationalfølelse for ikke at ende i et fiktivt, internationalt ingenmandsland.

Grøndahl kan da erklære sin kærlighed til fædrelandet, samtidig med at han har et kritisk øje for, hvordan fædrelandsfølelsen kan blive indskrænket og aggressiv, når den parres med en fornemmelse af mindreværd og eksklusion. Den ekstreme nationalisme hænger sammen med, at den politiske og kulturelle elite har ladet de svage og pressede i samfundet sejle deres egen sø. Denne elite har derfor et medansvar for den aktuelle krise.

Der er noget desillusioneret over ”Europa er ikke et sted”. Har man haft en forestilling om Europa som en kulturel højborg, så taler den nationale og lokale selvtilstrækkelighed imod. Hvis alle flygtningene kun vil til Europa på grund af vores levestandard, er det så et udtryk for, at vi med vores materialistiske holdninger ikke har andet at byde på, eller er det, fordi vi har glemt, hvad den europæiske mangfoldighed faktisk har at byde på? Vi har dog været i stand til at tænke på andre ting end basale behov og på at få en bil, der er større end naboens. Den europæiske filosofi, litteratur og kunst vidner om det, som Grøndahl viser.

Skal kirken i vores åndsforladte verden virkelig være det sidste sted, hvor der bliver tænkt tanker, der er større end os selv, spørger Grøndahl og svarer:

”I så fald kan vi pakke Europas kulturhistorie sammen og køre den på genbrugsstationen.”

Den kristelige ansvarlighed er nemlig kun den ene dimension i vores kultur, den anden er den græske accept af spændingen mellem det dionysiske og det apollinske. Begge dele må ifølge Grøndahl med for at forstå og påskønne de europæiske kvaliteter, og hvad vi har tilfælles.

”Det er forskellene, vi har tilfælles.” Det lyder meget godt, men også noget abstrakt.

”Europa er ikke et sted” er selv et eksempel på den intellektuelles engagement. Med en sleben, ja man kan godt kalde den æstetisk, stil skriver Grøndahl sig frem og tilbage i Europas historie.

Han har været der før i sine to foregående essaysamlinger ”Hjemme i Europa” og ”Europas ambassade”, men aldrig før har man mærket så tydelig en tvivl og så dybfølt et mismod. For ”en intellektuel er det svært at blive ved med at tale bevinget om Europa og humanismens universelle arv”, mener Grøndahl.

Han forholder sig lettere opgivende til sin opgave som kulturkritiker – for hvad kan det nytte? Man diskuterer jo kun med dem, man er enige med!

Alligevel bliver han ved. Og det til trods for at han også ser noget ”ufrivilligt komisk over positionen som ’intellektuel’”. Denne tvivl og selvdistance er nok på sin plads, men den smitter også af på mig som læser. Det er, som om der mangler en glød og en gejst i de smukke intellektuelle sving og formuleringer, som bogen er rig på.

Det skal ikke alene ligge Grøndahl til last, jeg kender i det mindste situationen selv. Men det giver også indtryk af både forfatteren og Europa som en noget ældre, træt mand.

Grøndahl tror dog på, at det skrevne ord kan slå ”bro fra ensomhed til ensomhed”. Og han fremhæver trods alt kunsten som stedet for ”det ordløse, det sammensatte og tvetydige”. Ellers kunne han næppe heller blive ved med at skrive. Lidt må man tro på. Lidt må man have tillid til.