Prøv avisen
Bog

Europa er en bristende drøm

5 stjerner

Der tales, analyseres og kritiseres på trods af en stille desillusion på Europas vegne i Jens Christian Grøndahls nye essaysamling

Hvis man vil frem, bliver man ofte nødt til at gå tilbage. Det gælder både psykologisk, at man må tilbage i sit liv for at finde en farbar vej frem, og det gælder samfundsmæssigt, at man må tilbage i historien for at pejle en ny retning.

Jens Christian Grøndahl har gjort begge dele i sit essayistiske forfatterskab. I ”Europa er ikke et sted” tager han fat i de generationer, der ligger umiddelbart før hans egen, i et forsøg på at orientere sig i den værdikamp, der finder sted netop nu.

Et hovedspørgsmål er, om han som kunstner har et særligt ansvar og en særlig forpligtelse til at engagere sig etisk i samfundsdebatten, eller om han alene har en æstetisk forpligtelse i forhold til den kunst, han laver.

Grøndahl tager fat i modstillingen mellem de to franske filosoffer Albert Camus og Jean-Paul Sartre. De står henholdsvis for en passioneret humanisme med sans for individet og et cool dialektisk engagement, der går efter de store linjer.

Men endnu vigtigere er hans gengivelse af Ole Wivels konfrontation med Karen Blixen angående kunstnerens æstetiske og etiske engagement. Wivel mente godt, at det æstetiske og etiske kunne forenes. Baronessen mente det modsatte. Det etiske vil til enhver tid ødelægge og underkue kunsten, fordi den kræver en frihed og en ryggesløshed, som etikken ikke vil indrømme den.