Prøv avisen
Eftertanken

Europa – et fredsprojekt

Fred kommer ikke af sig selv, men skal skabes hele tiden. Det skal yngre generationer, der ikke er opvokset tæt på krig og besættelse, mindes om

På søndag er det 100 år siden, Første Verdenskrig sluttede. Rettere: Der blev våbenstilstand. Fredsslutningen kom senere, og den var så urimelig, at den var med til at lægge grunden til den næste krig. Det var der nogle, der så allerede dengang, og resten af Europa måtte indse det siden.

Det var en af grundene til, at Vesttyskland efter Anden Verdenskrig blev anderledes nådigt behandlet, skønt den tyske krigsskyld denne gang var aldeles uomtvistelig. Der var bestemt også en anden grund: konflikten med Sovjetunionen, som behandlede sin del af Tyskland hårdere, dog delvis af nød. Heller ikke vestmagterne var lige generøse. Det var ikke meget bedre at være krigsfange i Frankrig end i Sovjetunionen, og briterne demonterede også industrianlæg, indtil de så, at de ikke fik noget ud af det. De eneste med overskud var amerikanerne, og de brugte det med megen klogskab.

Vesteuropas samling efter 1945 havde (mindst) to begrundelser. Den ene var Stalin. Den anden var, at de europæiske lande ikke kunne tillade sig flere indbyrdes krige, men måtte finde sammen om et projekt, som både kunne styrke dem i fællesskab og tæmme Tyskland, som snart igen ville genvinde sin økonomiske styrke og derfor skulle holdes i ave.

EF-traktaten mellem seks lande trådte i kraft den 1. januar 1958, men andre ville snart gerne være med, således Storbritannien og dermed Danmark. Det blev der blokeret for af præsident de Gaulle i 1963. Dengang var der næsten ingen modstandere af dansk medlemskab, de dukkede først op senere i 1960’erne. Vi blev medlem i 1973, og det har vi ikke haft grund til at fortryde. Jeg stemte nej den 2. oktober 1972, fordi jeg helst havde set et forenet Norden forhandle optagelse, men resultatet af afstemningen var usædvanligt entydigt, 63 procent mod 37. Så det løb var kørt, og nu gjaldt det om at være konstruktive i samarbejdet.