Prøv avisen
Eftertanken

Europa – et fredsprojekt

Fred kommer ikke af sig selv, men skal skabes hele tiden. Det skal yngre generationer, der ikke er opvokset tæt på krig og besættelse, mindes om

På søndag er det 100 år siden, Første Verdenskrig sluttede. Rettere: Der blev våbenstilstand. Fredsslutningen kom senere, og den var så urimelig, at den var med til at lægge grunden til den næste krig. Det var der nogle, der så allerede dengang, og resten af Europa måtte indse det siden.

Det var en af grundene til, at Vesttyskland efter Anden Verdenskrig blev anderledes nådigt behandlet, skønt den tyske krigsskyld denne gang var aldeles uomtvistelig. Der var bestemt også en anden grund: konflikten med Sovjetunionen, som behandlede sin del af Tyskland hårdere, dog delvis af nød. Heller ikke vestmagterne var lige generøse. Det var ikke meget bedre at være krigsfange i Frankrig end i Sovjetunionen, og briterne demonterede også industrianlæg, indtil de så, at de ikke fik noget ud af det. De eneste med overskud var amerikanerne, og de brugte det med megen klogskab.

Vesteuropas samling efter 1945 havde (mindst) to begrundelser. Den ene var Stalin. Den anden var, at de europæiske lande ikke kunne tillade sig flere indbyrdes krige, men måtte finde sammen om et projekt, som både kunne styrke dem i fællesskab og tæmme Tyskland, som snart igen ville genvinde sin økonomiske styrke og derfor skulle holdes i ave.

EF-traktaten mellem seks lande trådte i kraft den 1. januar 1958, men andre ville snart gerne være med, således Storbritannien og dermed Danmark. Det blev der blokeret for af præsident de Gaulle i 1963. Dengang var der næsten ingen modstandere af dansk medlemskab, de dukkede først op senere i 1960’erne. Vi blev medlem i 1973, og det har vi ikke haft grund til at fortryde. Jeg stemte nej den 2. oktober 1972, fordi jeg helst havde set et forenet Norden forhandle optagelse, men resultatet af afstemningen var usædvanligt entydigt, 63 procent mod 37. Så det løb var kørt, og nu gjaldt det om at være konstruktive i samarbejdet.

Det gælder det åbenbart ikke altid om længere, og det er farligt.

EU’s karakter af fredsprojekt synes at fortone sig for nye generationer, som tror, at fred i Europa er en given ting, og som også sorgløst tror, at det samme gælder demokratiet. Det er blevet mere og mere populært at skælde ud på EU, og der kan være meget at udsætte på konstruktionen. Men den kan ikke blive bedre, end medlemslandene vil, så det er sig selv, de peger på, når de kritiserer ”Bruxelles”. Alle lande har et ansvar, men ikke alle synes at ville tage det på sig.

Fred er ingen selvfølge. Den skabes heller ikke uden videre af tættere økonomiske forbindelser. Første Verdenskrig udkæmpedes mellem nationer, som var hinandens største handelspartnere. Fred er noget mere. Jeg har ikke oplevet krig og besættelse, men mine forældre og mine lærere havde, og det nåede at præge også min generation. De følgende generationer kan ikke have de samme prægninger. Derfor skal de mindes om, at EU ikke mindst blev skabt for at sikre, at der ikke igen blev krig i Europa. Og at fred ikke kommer af sig selv, men skal skabes hele tiden. Den nye nationalisme og såkaldte identitetspolitik rundtom i landene gør det modsatte. Den rummer kimen til krig. Den er en leg med ilden. Og ilden er som bekendt en nyttig tjener, men en grusom herre.

Danmarks suverænitet er i det store og hele en illusion. Vi kan vælge, hvem vi vil være mest afhængige af, og EU er det bedste valg – alternativerne hedder (kun) Tyskland eller USA. At Danmark har visse forpligtelser, er vi for tiden nogle, som er ganske glade for. Det er meget godt at blive holdt i ørerne, når man ter sig for tåbeligt. Og at de andres suverænitet heller ikke er total, er ligeledes betryggende. Det er kun det fælles ansvar, som i dag frem for alt er socialt og fordelingspolitisk, der kan sikre freden i landene og mellem landene. Om ansvarligheden så er stor nok, kan man desværre have sine tvivl om.

Klummen ”Eftertanken”, der normalt bringes hver anden fredag, skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard.