Prøv avisen
Bog

Europa forgår, men nationen består

3 stjerner

Der er store mangler i Uffe Østergaards nye bog ”Hvorhen Europa”, men dens stærke fokus på Reformationen gør den alligevel værdifuld

Uffe Østergaards ”Hvorhen Europa?” vil glæde både Dansk Folkeparti og Enhedslisten og vil skuffe regeringen og Socialistisk Folkeparti. Den er nemlig et opgør med EU. Den er et forsvar for nationalstaten.

Den har en ”tese” om, at Europas 500-årige historie er slut. I fremtiden venter Kina. EU, skriver han, lader, som om det er en stat. EU’s hykleri blev afsløret af migrationskrisen. EU har ikke nogen identitet. Værnepligten vil blive genindført, for ellers er nationalstaten truet. Nationalismen har grebet befolkningerne og Østergaard selv. Europa forgår, men nationen består.

Det er budskabet, men det er godt skjult. For store dele af bogens kapitler er tydeligvis skrevet, før Uffe Øster- gaard og verden ændrede sig, og det skete i 2015: ”Meget har ændret sig siden 2015,” skriver han.

Østergaard, som er fast tilknyttet Kristeligt Dagblad som bidragyder til klummen ”Historisk set”, har stemt ja til EU siden 1986, men han er ikke længere føderalist, derimod er han blevet glad for nationalstaten Danmark. Vi hører ikke om, hvad han stemte før 1986. Skal vi gætte på, at han med den samlede venstrefløj stemte nej til unionen?

Paradokset er, at nationalstaten er styrket på grund af EU (globaliseringen spiller en meget tilbagetrukken rolle), men at folk ikke har opdaget det og politikerne heller ikke.

Uffe Østergaard kan dermed se en virkelighed, der ikke svarer til folks erfaringer. Hvem mon har ret? Vil det sige, at de få, der har set det samme som Østergaard, er englænderne, der har forladt EU i tide, før EU går i opløsning?

I så fald er englænderne realister, mens resten er drømmere. Måske. Man når han skal beskrive Brexit, lyder han som et bekymret medlem af en tænketank i Bruxelles. Og hvorfor er Macron altid dynamisk?

Imellem indledning og afslutning er der et sandt overflødighedshorn af fortællinger, historier, analyser, meninger, anekdoter, teorier og tolkninger, som det er vanskeligt at yde retfærdighed i en anmeldelse. Første del er bygget op ligesom en frimærkesamling. Vi begynder med Danmark, og så får vi alle europæiske landes historier ned til mindste detalje – med undtagelse af Liechtensteins.

Så følger kapitler om hære og soldater (spændende), om selve EU’s historie (kedeligt), om dans (sprudlende) og disciplinering, om europæisk identitet (oplysende), om assimilation og integration (der for Østergård er næsten det samme), om canadisk multikulturalisme (overflødigt), om krisen i EU (vigtigt), og det slutter med 100 sider om Kinas historie (eksotisk).

Reformationen spiller en afgørende rolle i ”Hvorhen Europa?”. Uden det lutherske, ingen danskhed, og uden Reformationen ville Europa ikke have sejret, og uden Reformationen, ingen nationalstater. Luther er central, og på den måde afspejler bogen fint Reformationsjubilæet. Uffe Østergaard er blevet kulturkristen og medlem af folkekirken. Der argumenteres overbevisende for tesen om, at den danske velfærdsstat er sekulariseret ”lutheranisme” – det ord ville jeg dog aldrig bruge. Man siger vel luthersk eller evangelisk-luthersk.

Det gælder for dette afsnit som dem alle. Der er gået Wikipedia i det. Når der nævnes et navn, får vi alle mulige overflødige oplysninger. Hvorfor skal vi vide, hvad Hal Koch skrev disputats om? Eller at Agnete Raahauge redigerer Tidehverv? Eller andre steder, at Woodrow Wilson underviste i jura? Og der er utallige af den slags.

Det er såmænd en udmærket og velkendt danmarkshistorie, vi får, men der er en metodisk mangel: Underligt nok mangler et europæisk perspektiv. Det finder vi hos Lars Hovbakke Sørensen, der har skrevet en europæisk danmarkshistorie. Historien om Byzans og kommunismen har et afsnit om Jugoslavien, og der kommer endnu en tese, som handler om, hvad EU kan lære af det jugoslaviske eksperiment. Den lyder: Når EU optræder som en stat og vil udvikle en fælles identitet, ”produceres det modsatte”, nemlig modstand og nationalisme. Østergaard har det ikke med, men man taler på Balkan nu om ”Yuropa”, idet det, der skete med Jugoslavien, vil ske med EU.

Det er altid kompliceret at skrive Tysklands historie. Der er derfor nok en del tvivlsomme påstande i det afsnit. Tysk er lig tysktalende. Det har man altid sagt, men Østergaard skelner. Det er ikke sandt, at det først er med AfD, at der foregår diskussioner om tyskhed. Der har været mange. Der var das wunder von Bern, 1954, der var en intens debat om tyskhed i 1967, og i 2017 udkom kæmpeværket: ”Was ist deutsch?”. Ingen har, siger værkets forfatter, Borchmeyer, beskæftiget sig mere med egen identitet end tyskerne. Det fremgår ikke af Øster- gaards gennemgang.

I kapitlet om England vælger Østergaard at holde fast ved den såkaldte firenationers-teori om, at Det Forenede Kongerige består af fire nationer. Han gør det, fordi denne teori ikke er nationalistisk. Hvad er der nu galt med det? Hans tese er jo, at nationen overlever. De nye engelske historier kalder han ”nytraditionalistiske”.

Han støtter sig på en historiker, Linda Colley, der omskrev Storbritanniens historie, fordi det kom med i EU. Nu dur hendes synspunkt lige så lidt som en sovjethistorie skrevet før Murens fald. Der er mange besynderlige udsagn i afsnittet. Brexit handlede ”reelt”, påstår han, om, at England skulle oprettes som imperium. Hvor har han dog det fra? Der er ligegyldige oplysninger om Disraelis ”bøger” (romaner – mon han har læst dem?). Virginia Woolf og Keynes blev engelsknationale som få. Han skriver det modsatte.

Helt mystificerende bemærkninger er der om, at englænderne synes at have glemt nederlaget ved ”Kut al-Armarna” (”Kut-al-Amara” hedder det) i 1916, og den mislykkede invasion af Mesopotamien, da de sammen med danskerne gik ind i Basra i 2003. Invasionen mislykkedes ikke i 1914, og mon alle antages at vide, hvad belejringen af Kut var? Trods alt får vi ikke at vide, at de indiske soldater nægtede at spise hestekød og at skyde på tyrkerne. Belejringen af Kut beskrives ellers i krigslitteraturen som et eksempel på engelsk heroisme, men Øster-gaard har det hele fra en skotsk historiker, der nok ikke synes sådan. Også her mangler en europæisk vinkel som i Brendan Simms’ bog ”Britain’s Europe” (2016), men fraværet er måske bevidst. Han vil ikke følge den nye transnationale trend, ”europæiseringen af samtidshistorien”, som det hedder, og som ikke er nævnt i bibliografien (Jarausch, Lindenberger, Conway, Patel, Buettner, Österhammel, og så videre).

Der er meget, jeg må springe over – desværre – også centrale betragtninger om Reformationens betydning for Europa, for det er netop Østergaards stærke fokus på Reformationen, der gør bogen værdifuld. Nu må vi ikke håbe, at det radikale, nye budskab om, at nationen lever, og Europa er færdig, drukner i de mange sider, der handler om alt muligt andet. ”Hvorhen Europa?” er en nutidig udgave af Spenglers ”Der Untergang des Abendlandes” (1922). Tonen er apokalyptisk som i så mange romaner. Vi kan også konstatere, at Europa ifølge Øster- gaard hverken er truet af klimaforandringer eller islam. Det er der ellers mange, der mener. Han spår til slut om fremtiden, at hvis EU overlever, vil det blive som en løs koalition af nationalstater. Det må da glæde Kenneth Kristensen Berth og Pernille Skipper, men bekymre Kristian Jensen og Margrete Auken.

Gæsteanmelder Hans Hauge er dr. phil., forfatter, debattør og tilknyttet Berlingske.

Læs interview med Uffe Østergaard om bogen på