Prøv avisen
Essay

Thomas Manns mega-essay er en påmindelse om, at Europa må lære at elske sin natteside

Thomas Mann er fra 1875 og blev født ind i en velhavende købmandsslægt i Lübeck. I 1929 modtog han Nobelprisen i litteratur, men forlod det nazistiske Tyskland i 1940 og slog sig ned i USA. Billedet her er taget i hans hjem i Santa Monica i Californien i 1945. Efter krigen vendte han tilbage til Europa igen, til Zürich, Schweiz, hvor han døde i 1955. – Foto: AP/Ritzau Scanpix

”Et upolitisk menneskes betragtninger”, Thomas Manns konservative megaessay fra Første Verdenskrig, udkommer endelig på dansk. Et modigt og uforfærdet åndsarbejde, der nok skal vinde sig nogle fjender

Kan man forestille sig en skolelærer, der siger til eleverne, at de ikke skal gå op i ”politik”? Nej, vel. De sidste 50 år er det blevet doceret, at alt er politisk. Sexlivet, forbruget, kunsten, smagen.

Men tænk sig, med Thomas Manns ”Et upolitisk menneskes betragtninger” har vi et monument i form af et enormt, frodigt og dunkelt essay om, at menneskets frigørelse gennem politisk handling ikke er altings endemål. Hvilken skandale! Hvilken glæde!

Da Mann i løbet af 1910’erne blev offentligt uvenner med sin frankofile, oplysningstro bror Heinrich, blev resultatet ”Et upolitisk menneskes betragtninger”. En bog på over 600 sider om åndelige modsætninger. I Europa, i Tysklands forhold til Europa, i åndshistorien, i livet. Thomas Mann skrev dem mellem 1915 og 1918, og de blev altså til under Første Verdenskrig. Disse betragtninger er Thomas Manns tidlige og eksplicitte bekendelse til en særegen konservatisme.

Med modbegrebet ”civilisationslitteraten” som ledende idé kastede Mann sig ud i et hæmningsløst, ungdommeligt, klogt og selvmodsigende opgør med den oplysningshumanisme, han så i broderen som civilisationslitteraten.

Denne type vil gerne hylde principper, fremskridtet og freden, men har ikke den ringeste idé om, at der er andre kræfter på spil i menneskets og Europas liv. Selvom han er tysker, ligger hans sympati hos oplysningsmagten Frankrig. Hans hjerte slår også for Tyskland – for så vidt som han af hele sit hjerte ønsker dets nederlag.

Det skyldes ifølge Manns diagnose, at denne type altid afskyr det konkrete, det særegne, det irrationelle. Det, der ikke er blevet til som følge af politik, men er groet organisk frem gennem æonerne. Frankrig forbinder han med det universelle, en slags sen arvtager til Romerriget. De magter, der nivellerer alt særligt, og som altid argumenterer, som om en politisering af alle aspekter af livet er fremskridtets uundgåelighed.

”Politik” i form af rationalitetsdrømme og fremskridtsmyter er ifølge Mann usande, fordi intet menneskeliv og intet åndeligt Europa svarer til denne forestilling. Fremskridtet er ikke altid på fremskridtets side, som det så plastisk hedder et sted.

Med et konkret eksempel er civilisationslitteraten typen, der ”midt i denne krig stiller sig op og erklærer, at universets kærlighedsånde passerer gennem hans bryst”. Det er universalitetens hykleri. Det er ikke sandhed og ifølge den konservative Mann korrekt en ”vederstyggelighedernes vederstyggelighed og utåleligt at være vidne til”. Med et eksempel på moralismen gav han den analogi, at civilisationslitterater er disciple af Rousseau. De skriver opdragelsesromaner, men det lykkes dem altid at anbringe deres egne børn i vajsenhuse.

Thomas Mann forbandt den vilhel-minske æras Tyskland med det modsatte. Et historisk rige, der altid havde været i ”protest” mod Rom, mod revolutionen. Han forbandt det med den musikalske tyske digterkultur over for den franske litterære civilisation. Lyrik er det konkrete, stemningsprægede, prosa er det klare argument. Romantik over for oplysning. Tyskland over for Frankrig.

”Et upolitisk menneskes betragtninger” er således i sin kerne delt mellem negativ polemik mod broderens oplysningsposition og Manns egen ”ironiske konservatisme”, der er ironisk, fordi den hele tiden kredser om uophævelige modsætninger. I sit opbyggelige sigte er den en påmindelse om, at der findes andre kunstdrifter i Europa end Den Franske Revolutions principper om demokratisme, rettigheder og rationalitet. Europa er et langt dunklere sted på godt og ondt. Det er i overhøringen af det faktum, at humanismen er usand.

Derfor forsøgte Mann at besynge den tyske ånd som en modvægt til romerske og franske forsøg på at gøre udjævnende rationalitetsimperier ud af det Europa, Mann elskede. Thomas Mann ønskede ikke Tysklands totale sejr i den store krig og ønskede sig ikke en tysk militarisering af Europa. Heller ikke under krigen.

Han ønskede sig til gengæld, at den franske stil ikke måtte få lov at gøre Europa til et ”oppositionsløst civilisationsimperium”. Den tyske sans for lyrikkens nat, for modstand mod en reduktion af livet til politik eller fremskridt, må og måtte vi ikke glemme. I en af værkets mere ungdommeligt-polemiske, men også rigtige, passager, udmaler polemikeren Mann det eventuelle resultat af Frankrigs åndelige sejr. Det ville ende i ”et Europa – skal vi sige: en smule pudsigt, en smule plat-humant, trivialt-fordærvet og feminin-elegant – et Europa, der allerede var godt på vej til at blive alt for ’menneskeligt’, alt for slyngeljournalistisk og flabet-demokratisk, et Europa af tango- og two step-mentalitet, et forretnings- og forlystelsessygt Europa (…) et Monte Carlo-Europa, der var litterært som en pariserkokotte”.

Denne konservatisme og frastødelse ved eskalerende demokratisering af Tyskland tog Thomas Mann senere afstand til, og allerede i 1922 bekendte han sig til Weimarrepublikken og blev senere en af de prominenteste intellektuelle modstandere af nazismen.

Det har betydet, at mange pæne Thomas Mann-yndere og -forskere gerne har villet forklejne dette værk. Som et fejltrin, en uheldig og personligt båret ressentimensgestus, der enten kan ignoreres eller bør bortgemmes. Og måske derfor er der gået så lang tid, før de er kommet på dansk.

Imidlertid er en sådan strategi både skadelig og usand. Det er rigtigt, at Thomas Mann ”omvendte sig” i politisk forstand kort tid efter, men hans efterfølgende romankunst bærer stadig betragtningernes mærke.

I ”Trolddomsbjerget” (1924) er det stadig Nietzsche, Schubert og Dostojevskij, der leverer fremtidsperspektiverne i civilisationskritikken.

At Multivers og Karin Højersholt derfor nu udgiver betragtningerne (i udvalg) er modigt og uforfærdet åndsarbejde. Her er ingen indledende defensiv, selvudslettende påmindelse om, at Mann senere mildnedes, eller noget behov for at gendrive den vanlige insinuation om, at man ikke kan være konservativ på denne Mann’ske måde uden at være i latent fare for nazisympati. Blot en selvsikker udgivelse til alle andres gavn end nutidens civilisationslitterater.

Nu som dengang står ”Et upolitisk menneskes betragtninger” som et dunkelt, frodigt og selvmodsigende monstrum, hvis ærinde stadig er relevant. Det er modoplysning i åndelig forstand, fordi det er et menneske, der ikke tror på menneskets omnipotens eller på prosaens sejr over lyrikken.

Udgivelsen er stilsikker, og det er for stivstikkere at kritisere, at det kun er et udvalg.

På samme måde, som Mann mindede os om det farlige i at glemme (tysk) romantik som en væsentlig europæisk modmagt til (fransk) oplysning, er dette værk en påmindelse om, at vi ikke bør glemme denne dunkle side af forfatteren Thomas Mann. Som Nietzsche måtte elske Wagner for at overvinde ham, må Europa lære at elske sin natteside som en naturlig del af, hvad vi er. Ellers hævner den sig frygteligt. Det samme gælder ”Betragtningerne”.

Thomas Mann: ”Et upolitisk menneskes betragtninger. Et udvalg”. Oversat af Karin Højersholt. 253 sider. 298 kroner. Forlaget Multivers.