Historisk missionshus får kulturarvspris

Poul Egedes Missionshus og et pakhus får Europa-Kommissionens prestigefyldte kulturarvspris

Poul Egedes missionshus. –
Poul Egedes missionshus. – . Foto: Jan Knudsen / Realdania By & Byg.

I 1700-tallet kom missionæren og handelsmanden Poul Egede til den vestgrønlandske bygd Ilimanaq, knap 300 kilometer nord for polarcirklen, med evangeliets gode nyheder. Og i går var der – ifølge en begejstret pressemeddelelse – igen gode nyheder til bygden, da Realdania By Byg blev tildelt Europa-Kommissionens prestigefyldte kulturarvspris – Europa Nostra-prisen 2018 – for restaureringen af Poul Egedes Missionshus og et pakhus i Ilimanaq.

Realdania By Byg købte i 2014 de to fredede huse i Ilimanaq på baggrund af et årelangt samarbejde med Selvstyret i Grønland, Grønlands Nationalmuseum, den daværende Qaasuitsup Kommunia (i dag Avannaata Kommunia) og turismeorganisationen World Of Greenland.

Målet var at skabe udvikling i området gennem bevarelse af de unikke historiske huse. Og i begrundelsen for prisen fremhæver juryen – udover den ”høje kvalitet af forundersøgelsen og restaureringsarbejdet under svære klimatiske forhold” – netop projektets bidrag til at skabe en økonomisk bæredygtig fremtid for lokalsamfundet gennem bevarelse af europæisk kulturarv.

Området er også på Unesco-listen med verdensarv på grund af sin enestående natur- og kulturarv. Realdania støtter også opførelse af Isfjordscentret i Ilulissat til formidling af områdets kvaliteter.

Sideløbende med Realdania By Bygs restaurering har Selvstyret gennem Grønlands Nationalmuseum Arkiv bidraget væsentligt til projektet. World of Greenland har opført 15 nye turisthytter, og ikke mindst har daværende Qaasuitsup Kommunia i dag Avannaata Kommunia forbedret infrastrukturen med ny kloakering og affaldshåndtering, ny vandforsyning, nye stiforløb og bedre anløbsforhold i havnen, som har skabt nye arbejdspladser.

”I Realdania By Byg er vi meget glade og beærede over anerkendelsen. Prisen er med til at synliggøre et spændende samarbejdsprojekt, hvor kulturarven har været driver for lokal udvikling. Det er også en anerkendelse, vi deler med vores samarbejdspartnere i Grønland, uden hvem det næppe ville være lykkedes,” siger adm. direktør Peter Cederfeld, Realdania By Byg.