Prøv avisen
Bog

Europas æstetiske hovedstad

5 stjerner
Rom kan betegnes som Europas æstetiske hovedstad, ikke mindst på grund af kirkerne – i særdeleshed Peterskirken. – Foto: Zuma/Ritzau

Andreas Rudes bog viser, hvorfor man kalder Rom for ”Den evige stad”

Hvis man siger ”Den evige stad”, er ingen tvivl om, at man tænker på Rom og dens mange kirker. Men som Andreas Rude gør opmærksom på i sin guide, så rundkastede den romerske digter Albius Tibullus udtrykket mange år før Kristi fødsel. Til gengæld er det kirkerne, som gør, at man med Rudes ord kan betegne Rom som Europas æstetiske hovedstad.

Grundstenen til Peterskirken blev lagt i 1506, og Michelangelo var dybt involveret i byggeprojektet, fra han var 23 år og frem til sin død 65 år senere. Rude bemærker, at der er noget bevægende og løfterigt i, at denne store kunstner både som ung og olding kom til at sætte afgørende præg på denne bygning, der skal være bygget oven på knoglerne af kirkens første leder Peter.

Kirkens første store missionær Paulus blev ligesom Peter henrettet under kejser Neros kristenforfølgelser, hvorfor Rom blev centrum for kristenheden og hjemsted for mange relikvier. Et relikvie er en genstand, som har været i forbindelse med en helgen eller martyr, og de ”æres i tillid til, at noget stofligt kan rumme en åndelig realitet”, som Rude udtrykker det. Forfatteren er selvfølgelig bekendt med, at relikviernes ægthed er anfægtet, men han påpeger, at relikviet også kan fortolkes som en særlig påmindelse om Jesu liv, død og opstandelse.

En af de kristne martyrer, som Rude fortæller om, hed Sankt Cecilie. Hun sang under sine pinsler og blev herefterdags skytshelgen for musikken. Rude nævner, at Stefano Madernos skulptur af hende med rette er lovprist. Her burde skulpturen dog have været afbildet og læseren have fået besked om, at når Madernos skulptur er berømt, så hænger det sammen med, at den halshuggede Cecilias højre hånd peger med tre fingre, mens den venstre hånd peger med en finger. Med tegnsprog bekendte den tapre Cecilia således troen på en treenig Gud som den eneste sande Gud i det multireligiøse Rom.

Kristendommens brydninger med andre religioner er en central del af kapitel fem, hvor vi får fortællingen om, hvordan San Clementekirken blev bygget på resterne af et kultsted for den persiske gud Mithras. Og Rude bemærker da også, at man her ”tydeligere end noget andet sted i Rom kan fornemme, hvordan kristendommen i sin tid overvandt de konkurrerende religioner”.

I det tiende og sidste kapitel beretter Rude blandt andet om det lille ”danske” kapel i Santa Maria in Traspontina. Det blev indviet til Knud den Hellige i 1641. Efter sigende strakte festlighederne sig i den forbindelse over to dage. Siden er interessen for kapellet dalet dramatisk, eller som forfatteren skriver, så ”ligger Knud i mølpose”.

Samme sted bør man ikke placere ”Kirker i Rom”. Den giver ikke blot god besked, den er også rigt illustreret, fint varieret i tryksats og tilsyneladende uden så meget som en kvart trykfejl. Så den fortjener at komme med til Rom og tilbage igen. For ”Den evige stad” bliver man aldrig færdig med.

Andreas Rudes bog forklarer med al ønskelig tydelighed hvorfor.