Prøv avisen

Europas farlige angst

INTERVIEW: Vi må turde tage konkret fat på det angstplagede Europas problemer og ikke bare tale om godhed på det abstrakte plan, siger den ungarnske forfatter Imre Kertész

At blive lukket ind i Ungarns ambassade nord for København er at lade hjertets lethed vente for en stund. Vi har fået lov at møde Ungarns store forfatter Imre Kertész på adressen. En alvorlig, lavmælt kvindelig ansat kommer ud til lågen med en nøgle og låser op, viser os derefter ind i hallen, beder os vente på, det bliver vores tur, og forlader os igen. Her er halvmørkt og tyst ligesom i rummene, man kan ane bag dørene med glasruder og gardiner.
En af dørene går op, og den forrige journalist følges ud af Kertész´ danske oversætter, Peter Eszterhs. Den ungarske forfatter har netop fået udgivet bogen »Kaddish for et ufødt barn« på dansk, og forlæggeren Arild Batzer har på forhånd været lidt bekymret for, om Kertész, født 1929, kan holde til alle arrangementerne i anledning af Danmarks-besøget. Foruden interviews og receptioner drejer det sig bl.a. om et foredrag i Politikens Hus.

Vi følger med ind i lokalet, hvor Kertész hilser dæmpet, med charme i de brune øjne. Hvis han er træt, skjuler han det godt. En amerikansk anmelder har ikke tøvet med at sammenligne den nøgne følsomhed i »Kaddish for et ufødt barn« med Dostojevskijs »Kældermennesket« og Albert Camus´ »Faldet«.

I jødisk tradition er kaddish en bøn, hvor man mindes sine døde og sørger over dem. Imre Kertész har jødisk baggrund, og hans livsforløb rummer alt det værste, som det 20. århundrede har budt det europæiske menneske. Nazismens udryddelseslejre og den totalitære socialisme. I 1944, da han var 15 år, blev han deporteret først til Auschwitz, så videre til Buchenwald, hvor han slap fri i 1945. Herefter overlevede han under svære kår i det stalinistiske Ungarn som forfatter, journalist og oversætter. Hans internationale gennembrud som forfatter er først kommet med oversættelsen til en lang række sprog i 1990´erne af romanen »De skæbneløse«.

»Kaddish for et ufødt barn« er formet som en monolog om en mand, der mentalt er forgiftet af sine oplevelser i Auschwitz. Da han forelsker sig i en ung, smuk jødisk kvinde og gifter sig med hende, oplever han kærligheden som en undtagelsestilstand. Spørgsmålet om slægtens videreførelse møder han med et rungende og mange gange gentaget »nej!«. Tanken om et barn byder ham instinktivt imod. Undervejs i monologen viser det sig, at nejet til barnet rummer et langt dybere nej til hele den moderne vestlige kultur, som har frembragt Auschwitz og vil fortsætte med det, indtil der sættes en stopper for dens forplantningsevne.

- Ideen om menneskerettigheder er formuleret af den vestlige civilisation, men også ideen om den totalitære stat har rod i samme civilisation. Det var en del af det 20. århundredes diktatoriske systemers natur at udradere individet. Det lod sig gøre, fordi hele samfundet i forvejen var gennemsyret af opdragelse efter patriarkalske autoritetsprincipper. Den del må vi gøre kritisk op med. Men samtidig må vi, der har døjet under dens forfærdelige systemer, prøve at forsone os med vores absurde skæbne, hvor lidelsesfuldt det end monne være. Gør vi det, vil vi måske kunne leve videre som frie mennesker uden konstant at skulle flygte og glemme. Samtidig må vi bestandig, som Kierkegaard udtrykker det, håbe på håbet, siger Imre Kertész til Kristeligt Dagblad.

- En påtrængende opgave i dag er at besinde sig på den europæiske nihilisme. Vove at se i øjnene, hvad der har fremkaldt den umådelige vækst af had og vold i mange europæiske lande, og gribe konstruktivt ind i stedet for at trække os væk fra problemerne. Hadet næres af frygten, og i øjeblikket er de fleste tilsyneladende fulde af frygt. Der er frygt for terror, for tomhed og meningsløshed, for muslimske flygtninge og indvandrere, for at miste sin nationale identitet, for fattigdom, arbejdsløshed osv. For mig at se ligger en af de vigtigste årsager til miseren i, at Europa-ideen handler om penge frem for ånd. EU bygger på økonomiske grundpiller, ikke på menneskeligt fællesskab som sammenholdende energi. Tænk, hvis EU i stigende omfang begyndte at interessere sig for opgaver, der hverken havde med handel eller afgifter at gøre. Tænk, hvis alle vi angste sjæle kunne komme til at opleve det nye europæiske fællesskab som en opstandelse!, tilføjer Imre Kertész.

Han minder om, at de fleste store kulturer er opstået på baggrund af noget dybt traumatisk. Den græske kultur, for eksempel, rejste sig af asken fra den persiske krig. På samme måde kan man håbe, et nyt, menneskeligt, europæisk fællesskab en dag vil se dagens lys. Det europæiske traume er angsten. Den bliver vi ikke kvit ved en entydig politisk beslutning eller lov, men ved at sætte mange forskellige bevægelser i gang, mener han.

- For jeres vedkommende ser det ud, som om I må tage fat i problemet med, at I hentede udenlandsk arbejdskraft til Danmark for at få øget økonomisk vækst og glemte de menneskelige omkostninger. Som når man anskaffer et lille sødt kæledyr uden tanke for, at det en dag bliver stort og uhåndterligt. Problemet med dårligt integrerede indvandrere og flygtninge kan forekomme uløseligt, ikke bare hos jer, men også i andre europæiske lande, men man bliver nødt til at gøre noget reelt ved det. For eksempel stoppe tilgangen i en periode, så de, der er i landet, kan nå at blive anstændigt integreret, inden de næste lukkes ind. Ellers risikerer vi eksplosive tilstande, som truer demokratiet og baner veje for uhyggelige politiske partier, siger Imre Kertész til Kristeligt Dagblad. Han tilføjer, at i Ungarn er det spørgsmålet om integration af sigøjnerne, der presser sig mest på.

»Kaddish for et ufødt barn« slutter med ordene: »Herre min gud!/lad mig synke/i al evighed,/Amen«.

- For mig er det vigtigste spørgsmål ikke, om Gud er til eller ej, men om vi lever, som om Han var til. Jeg kan ikke acceptere et gudsbillede, der får os til at spørge, hvorfor Gud tillod Auschwitz. Min gud åbenbarer sig i mit håb til livet. I dét at jeg overhovedet ønsker at leve videre efter »overlevelsen«. Resten er op til mig selv. Det er den enkeltes personlige ansvar at sørge for, at godhed ikke bare er noget, man diskuterer på det abstrakte plan med højtuddannede venner, men udmønter sig i handling, siger Imre Kertész.

boas@kristeligt-dagblad.dk