Prøv avisen

Evangeliet ifølge Pullman

Den britiske fantasyforfatter Philip Pullman skriver i sin nye roman om den gode Jesus og hans onde tvillingebror, Kristus. Mens den jævne Jesus taler og gør godt, står den mere sammensatte broder i udkanten af skaren med hang til metafysisk spekulation. Her er det Pierre Mignards maleri "Kristus og kvinden fra Samaria" fra 1681. -- Foto: The Granger Collection.

Kættersk ja, men den britiske fantasyforfatter og erklærede ateist Philip Pullman holder historien om Jesus varm

Evangeliet ifølge Philip Pullman fortæller, at Maria føder to drenge, Jesus og Kristus. De vokser op, Jesus vinder folkets yndest, taler overbevisende i lignelser og fremstår som et moralsk forbillede. I skyggen af Jesus og i udkanten af skaren står hans tvillingebror, Kristus, en sammensat person med hang til metafysisk spekulation. Kristus noterer, hvad Jesus siger og gør. Jesus er uden bagtanker, det gode menneske, mens Kristus er modtagelig for en fremmeds argumenter om, hvordan Jesus med et metafysisk twist kan bruges for at få magt over sjælene.
Sådan er set-up'et i den britiske fantasyforfatter Philip Pullmans roman "Det gode menneske Jesus og skurken Kristus". Pullman har læst Det Nye Testamente tæt, og han skræller lag af evangelieberetningen på samme måde, som nytestamentlige forskere har gjort det for at komme frem til en urtekst, en forestilling om, hvordan det virkelig var, dengang Jesus gik på jorden. Men Pullman forklarer ikke, han fortæller for det meste – indimellem går der traktat i det, og hensigten bliver for tydelig. Men for det meste er historien om Jesus og Kristus fortalt i den ordknappe stil og det enkle sprog, som man kender fra evangelierne – eller fra eventyr.

Pullmans fortælling om Jesus er ikke den første variation over historien om Jesus Kristus. Det Nye Testamente har som bekendt fire evangelier, og der eksisterer i antikken et hav af fortællinger, som aldrig kom med i kanon. Og hvis en historie som Pullmans havde cirkuleret på kanondannelsens tid, var den naturligvis aldrig blevet optaget – kristeligt set er det et kætteri, Jesus er Kristus. Men nu er vi jo i det 21. århundrede, og på bogens bagside står højt og tydeligt med guldbogstaver: "Dette er en historie". Og det er jo, hvad det er, en fiktion, og som sådan skal den læses. Det interessante er så, at man fra Pullman hele tiden ledes over i Det Nye Testamente for at se, hvordan Pullman kalkerer, skriver oven på og forskyder Bibelens fortællinger. Pullmans skrift virker således stærkt igangsættende for læserens egen refleksion over de ny-testamentlige beretninger om Jesus.
Pullman har stor veneration for Jesus, han er et godt menneske, han taler godt og gør godt. Men han kommer til kort – blandt andet på grund af tvillingebroderens mellemkomst. Da Jesus hos Pullman knæler i Getsemane Have og taler om sin skuffelse over Guds manglende indgriben i verden, forudser han profetisk, at "en filosofisk blærerøv af en præst" engang vil stikke blår i øjnene på sin menighed og tale om at "Guds sigende fravær er selve beviset på hans tilstedeværelse". Uden at afsløre for meget af historien er det vel indlysende, at tvilling Kristus spiller en afgørende rolle for, at Jesu disciple går ud i verden med forestillingen om opstandelsen. De har set den opstandne, tror de.

Philip Pullman lægger ikke skjul på sin kritiske holdning til religion i almindelighed og den katolske kirke i særdeleshed. Han er erklæret ateist, han har betegnet sig selv som "Church of England atheist", altså noget i retning af "folkekirke-ateist". Han er med på, at de bibelske historier sidder i vores kulturelle gener, og hans ateisme er først og fremmest en organisationskritik, sådan som det blandt andet gennemspilles i hans store trilogi, der indledes med "Det gyldne Kompas".
Fristelsen i ørkenen bliver følgelig i evangeliet ifølge Pullman en fristelse til ordnede forhold og organisation, kontrol med de troende og magt over tingene. Kritikken rammer en kirkeinstitution, der er faldet for denne fristelse, og religion ses først og fremmest som skalkeskjul for netop disse ønsker. Men romanen om Jesus og Kristus anskueliggør også, at Pullman er en ateist med poetisk og religiøst gehør, hvilket gør hans ateisme langt mere interessant end mange af de andre såkaldt nye ateister, som har solgt deres sjæl til biologien eller markedet i en grad, så man ikke tiltror dem evnen til at læse et digt. Pullmans tætte læsning af Det Nye Testamentes beretninger er herimod både igangsættende og provokerende.
Forlaget Tiderne Skifter har fået oversat bogen med lynets hast, for det er mindre end to måneder siden, at den engelske udgave udkom – og Jesus overhaler således selveste Harry Potter i oversættelseshastighed. Om salgstallene gør det samme, kan man tvivle på – men man må takke Pullman for at holde historien om Jesus i live, også uden for kirkerummet.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Philip Pullman: Det gode menneske Jesus og skurken Kristus. Oversat af Werner Svendsen. 260 sider. 249 kroner. Tiderne Skifter. Romanen udkommer i dag.