KLANG står for den årligt tilbagevendende Copenhagen Avantgarde Music Festival, og Koncertkirken på Blågårds Plads midt på Nørrebro var i anledningen af denne festival forleden ramme om en af sæsonens mest spændende koncerter, da man præsenterede et rent Rasmussen-program.
Den 70-årige Karl Aage Rasmussen er en nestor i dansk musikliv og desuden en flittig og begavet skribent, der blandt andet har begået bøger om Johann Sebastian Bach, Svjatoslav Richter og flere andre store skikkelser i musikkens verden. Hans egen værkfortegnelse er lang og varieret – og at han er still going strong, kom klart til udtryk ved denne portrætkoncert, som man havde kaldt den. Som det første nummer opførte Concerto Copenhagen nemlig en urpremiere, hans nye koncert for barokviolin og kammerorkester, udelukkende bestående af strygere på nær cembaloet, der i flere passager førte os tilbage til barokkens klangverden. Det fik desuden det sidste sagtmodige ord, nænsomt spillet af Marcus Mohlin. Fredrik From var en sikker solist, og det samme må siges om Alfredo Bernardinis præstation i den ensatsede, noget rapsodiske obokoncert, som var næste værk, Concerto Copenhagen tog under kærlig behandling. I begge disse værker viste Rasmussen, der i en årrække har været huskomponist for Concerto Copenhagen, sig som en avantgardist med rødderne i orden.
Efter pausen havde et andet ensemble indtaget scenen: Athelas Sinfonietta Copenhagen, der har status som et af førende ensembler i Danmark inden for ny kompositionsmusik. Siden begyndelsen i 1990 har man uropført og bestilt en lang række værker og har ud over opførelser af helt nye værker også spillet en række af det 20. århundredes klassikere. Her gjaldt det Rasmussens violinkoncert fra 1993, som har fået titlen ”Sinking Through the Dream Mirror”. Der er fire satser i værket, hvoraf de to første spilles ud i et: prelude, scherzo, passacaglia og rondo. Musikken er, ifølge komponisten, en melodi, der synker i mange tempi gennem hele værket, indtil den langsomt opløses i drømmespejlet. Som lytter får man naturligvis associationer til ”Alice i Eventyrland”, men for mit vedkommende meldte der sig tillige liflige forestillinger om Rimskij-Korsakovs vidunderlige orkestersuite ”Scheherazade” – også fordi violinstemmen, stærkt og inciterende spillet af Anne Søe, optræder i en lignende rolle. Rasmussens 25 år gamle parallel til Rimskij-Korsakovs tonedigt blev for mig den stærkeste danske orkesteroplevelse i denne usædvanlige forsommer – også takket være den skarpe svenske dirigent Magnus Fryklund.