Førstehåndsindtrykket af Charlotte Weitzes nye bog står i skærende kontrast til bogens indhold. Den nydelige bog har titlen "Det hvide kvarter", og bagsideteksten oplyser, at det såmænd henviser til et villakvarter uden for København: "Her fødes børn, bygges rede og bygges om, her planlægges bryllupper, havevandringer og mødregrupper".
Umiddelbart lyder det som en overskuelig verden, man strengt taget kender alt for godt. Åbner man bogen og går til teksterne, møder man en helt anden fascinerende og dybt foruroligende verden, hvor intet er, som det ser ud til at være.
Ganske vist er det tilbagevendende miljø i alle otte fortællinger dette villakvarter uden for København, og på overfladen lever folk da også efter villakvarterets mønstre. Sagen er bare den, at Charlotte Weitze ikke interesserer sig for den ydre realitet, som i langt de fleste tilfælde er såre triviel. Hun har derimod et eminent blik for den indre realitet i det liv, der leves i villakvarteret, og som dybest set gælder for hele samfundet.
Man tvinges til at læse for- tællingerne langsomt og næppe mere end en eller to fortællinger ad gangen, fordi hver enkelt sætning synes vigtig, og hver fortælling så forskellig fra de andre, at den kræver ens fulde opmærksomhed. Sproget er ikke særlig kompliceret, snarere tværtimod, og det samme gælder fortællekonstruktionen. Hvad der til gengæld udfordrer læseren, er den eventyrlige logik, der får fortællingens hændelser til at hænge sammen. Tilhører man dem, der leder efter litterære slægtskaber, kan man med fordel tænke på Villy Sørensens sære historier.
For nu at blive mere konkret vil jeg opholde mig ved samlingens første fortælling, der let kunne indgå i en kommende antologi om ny dansk litteratur. Fortællingen har titlen "Lupus" (latin for ulv), og det unge kærestepar, Tanja og Søren, der for nylig er flyttet til det hvide kvarter, bliver konfronteret med en mystisk ulv, der strejfer omkring i nabolaget. Samme nat, Tanja bliver gravid med Søren, høres et underligt hyl fra haven, og Søren begynder snart at fodre dyret regelmæssigt. Samværet med ulven tager overhånd, Søren mister interessen for Tanjas graviditet, og Tanja føler sig mere ensom end nogensinde. Ingenting ændrer sig efter fødslen, og derfor ender Tanja med at gå ned til ulven med den lille pige. Lige før det går rigtig galt, reddes pigen af naboen Ellen, der allerede har seks drenge og ikke kender til nogen problemer med moderrollen. Ellen giver straks pigen tilbage til det forbavsede forældrepar, hvorefter fortællingen slutter med følgende ord:
"Tanja rev barnet til sig. Pigen kiggede op, rolig og mæt, smilede et langt smil og faldt i søvn. Tanja satte sig ned, Søren satte sig ved siden af. De trak plaiden op om sig og stirrede på deres datter."
Det er en dybt foruroligende fortælling om konflikten mellem moderrolle og parforhold. En historie, der ligesom de øvrige historier i samlingen er umiddelbart genkendelig, men som Charlotte Weitze fortæller med største fantasi og overbevisningskraft. "Det hvide kvarter" er rent ud sagt meget tæt på det mesterlige.
Charlotte Weitze: Det hvide kvarter. 156 sider. 250 kroner. Samleren.