Prøv avisen
Film

Evig kærlighed i livets omskiftelige malstrøm

5 stjerner
Den langsommelige flirt mellem de to unge mænd, Elio og Oliver, leder tankerne tilbage på den første kærlighed, den tabte kærlighed. Foto: UIP

Den første kærlighed og spirende dødsbevidsthed flyder sanseligt og dorskt sammen i den eurofile og absolut vidunderlige ”Call Me by Your Name”

Den allersidste scene i Luca Guadagninos følelsesmæssigt nærmest fuldendte kærlighedsepos ”Call Me by Your Name” (Kald mig ved dit navn) er et stærkt punktum for, hvad man kan kalde instruktørens begærlige sommer-trilogi.

I ”I Am Love” fra 2009 forførte trofæhustruen Tilda Swinton en langt yngre mand. Forrige års ”A Bigger Splash” var båret af mere traditionelle intriger og tunge forførelser. De to film var antropologiske tableauer, underskønne, men også underligt tomme. En nydelse for intellektet og den æstetiske sans, men de føltes ikke som en nødvendighed for sjælen. Men med ”Call Me by Your Name”, der bygger på en roman af André Aciman, når Guadagnino helt ind i den rå følelsesmæssige kerne og slipper det intellektualiserende åg.

Guadagnino bruger på ny den sydlandske sommer som medspiller og ikke som kulisse. Elio (naturtalentet Timothée Chalamet) er 17 år. Han tilbringer i 1983 endnu en gang sommeren i familiens rustikke gård i det nordlige Italien. Faderen er arkæolog og professor. Moderen er oversætter, så sprog, kunst og historie flyder sammen i et eurofilt miks.

På nippet til at blive voksen har undergangsbevidstheden ramt Elio. Altings ende indhyller de ensartede dage i et sørgmodigt slør, hvor franske ridderromaner, tysk klassisk musik og hellenismens idealer varsler både epokers afslutning og kulturens kontinuitet.

Elio mestrer klaverspil og læser digte med teenagerens både rastløse og dvaske indstilling. Livet lurer bag solen, og da den lidt ældre amerikaner Oliver (Armie Hammer) entrerer scenen som assistent for faderen, spirer starten på et erotisk epos.

Elio og Oliver nærmer sig hinandens halvafklædte kroppe. Billedsiden er lige dele Robert Mapplethorpes stærkt iscenesatte maskuline idealer og naturens nænsomme umiddelbarhed. Lydsiden bestående af Bach og 1980’er-pop gør kurtiseringen dybere. Vi er milevidt fra svulstig underlægningsmusik, der bare pumper patos ind.

Filmen flyder med selvtillid og en dyb tiltro til skuespillernes kemi. Oliver er en dionysisk manifestation, lysten og livfuld, en fysisk overvældende mand over for den både spæde og stærke Elio. Kemien mellem de to er enerverende elektrisk, sitrende og varm, og deres langsommelige flirt leder tankerne tilbage på den første kærlighed, den tabte kærlighed.

Guadagnino træder med ”Call Me by Your Name” frem som ægte humanist. Kærlighedsbudskabet er lysende tolerant, kærligt og uden dekadent ironisk distance til karaktererne. Homoseksualiteten frygtes ikke af de frisindede forældre, der kærligt curler Elio til at hengive sig.

Forførelsen er skær og sprød. Følsomt indlevende, samtidig med at safterne driver fra de overmodne abrikoser, der tynger træerne omkring familiegården. Det er hypersanseligt, men aldrig overstrømmende vulgært.

Filmen slutter med at dvæle ved Elios ansigt i kaminens skær. Enestående og uhørt ægte indkapsler Chalamet kærlighedens væsen. Sommeren er forbi, men livet leves, dagene gribes. Det er banalt forslidt, men fremstår uendeligt friskt i den berusende og absolut vidunderlige ”Call Me by Your Name”.

Se traileren for "Call me by your name"