Evigheden i en lomme

Bibelen udkommer nu i indbydende miniformat, og den rummer det hele

Forholdet mellem tro og viden er ikke blot et forhold mellem teologi og filosofi, men tillige et dogmatisk udgangspunkt for mange ørkesløse diskussioner om Guds eksistens, skriver Jacob Birkler i dette debatindlæg. -
Forholdet mellem tro og viden er ikke blot et forhold mellem teologi og filosofi, men tillige et dogmatisk udgangspunkt for mange ørkesløse diskussioner om Guds eksistens, skriver Jacob Birkler i dette debatindlæg. -. Foto: stock.xchng.

Budskabet er stort som evigheden. Men nu kan det være i en lomme.

Jeppe Aakjær skriver i "Spurven sidder stum bag kvist", at "far ta'r ned så tung en bog". For eftertiden kan han tage ned så let en bog (235 gram) – uden at det tekstlige grundlag for hans hvisken sammen med Gud reduceres.

Man undrer sig – over at hele Bibelen kan være i det miniformat, som Bibelselskabet har udsendt. Overrumplende er udgaven trykt på tværs, efter hollandsk inspiration, og dér har formatet, som er uden fortilfælde, været en "overvældende succes". Den specielle opsætning af siderne, som det tværgående format giver mulighed for, betyder, at udgaven kan rumme meget mere tekst, end man skulle tro – og umiddelbart faktisk tror. I øvrigt fremtræder den i et indbydende, "moderne" design, trykt på klassisk bibeltyndt og miljøvenligt papir. I betragtning af at omfanget er seks gange mindre end normalt, frygtede jeg det værste med hensyn til læsbarheden. Men den er ikke blevet forringet. Mine halvgamle, nærsynede øjne pendler ubesværet rundt i teksten.

Man forbinder ikke uden videre bogen med Bibelen. Men den giver lyst til at læse i Bibelen. Til at gå på opdagelse i den. For det føler man, at man skal – uafhængigt af, hvor fortrolig man i forvejen er med den. En tekst kan være så velkendt, at den næsten bliver borte for én. Men en ny ramme kan bringe den tilbage. Og man oplever den som for første gang. Med den nye udgave kan man igen opleve Bibelen "for første gang".

Bogen hviler så ubesværet i hånden. Så naturligt. Det er, som om den gerne vil slå følge med én.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Bibelen i miniformat. Design og tilrettelæggelse: Klaus Krogh. 1221 sider. 249,95 kroner. Bibelselskabets Forlag.