Hvad sker der, når vi dør? Farer vi til himmels, eller bliver vi et med jorden igen? Spørgsmålet er lige så gammelt som eksistensen. I den amerikanske indie-film ”A Ghost Story” (En spøgelseshistorie) har mennesket kun sig selv at fæstne evigheden på. Og med den overbevisning kan tanken om døden være den mest ensomme, når afslutningens sus uvægerligt sniger sig ind i sjælen fra tid til anden.
Instruktør David Lowery kredser om tro, død, sorg og evighed i en kunstnerisk unik, men eksistentiel mindre fortryllende kærlighedsfilm forklædt som spøgelseshistorie.
C (Casey Affleck) og M (Rooney Mara) lever uden slinger sammen i et slidt, hvidt hus på Texas’ prærie. Lange kameraindstillinger, tavshed og klaverkompositioner åbenbarer, at han skriver musik, hun vist mest er hans muse, og meget mere ved vi ikke.
Kameraet står diagonalt foran huset, observerende. Og i sommermorgenens spæde blå timer sniger røgen sig ind over billedet. Kameraet drejer sig adstadigt mod venstre, hvor to biler er stødt sammen. C er død.
Andrew Droz Palermos dvælende lange kameraindstillinger og de rolige klip lader konsekvent handlingens højdepunkt slutte scenerne. Denne langsommelighed har en meditativ forunderlighed, men kan også ophidse tålmodigheden alt efter temperament. M identificerer C på hospitalet, og han skjules under kapellets hvide lagen. M går, men kameraet bliver. Og bliver. Indtil C rejser sig under lagenet og begiver sig af sted. Et spøgelse opstår i en både barnlig og filmklassisk gestaltning som et hvidt lagen med to huller til øjne. Spøgelset finder tilbage til det hvide hus. Bevæger sig rundt i rummene efter kæresten. Men dødens mur står imellem dem. Han kan se hende, men hun ikke ham. I en meget rørende scene uden klip med naturligt lys sidder hun på gulvet, grovæder en kage, mens tårerne triller ned ad kinderne. I hjørnet står han, spøgelset, og kigger på hende. Enkelt, men ensomheden, for både de levende og døde, er i sådanne scener brændende bevægende.
Det pompøse, tunge tema punkteres af den enfoldige lagenpåklædning. Det klæder ”A Ghost Story”, der ellers for ofte forfalder til at mime Terrence Malick (”The Tree of Life” og ”Knight of Cups”), når han bliver for svulstig. For også David Lowerys kompromisløse egenrådighed har øjeblikke af stor, stor skønhed. Men under filmens originalitet lurer ret banale filosofiske, rødvinsbeduggede betragtninger pakket ind i kunstfilmens slørede antræk.
M kommer videre, flytter, men C bliver tilbage. En mexicansk familie flytter ind og ud igen. M er væk, men han kan ikke få lov til at følge hende. Tiden overskrider vor kalenderbestemte cyklus. Pludselig er C tilbage til nybyggerne for kun at ende i det hvide hus igen.
På et tidspunkt ser C et spøgelse i nabohusets vindue. De kommunikerer ordløst gennem underteksterne: ”Jeg venter på nogen.” ”Hvem?”. ”Jeg husker det ikke?”. Det er smukt, tomt, dybsindigt og banalt i en både sløret og overtydelig pærevælling.
Unik er ikke lig genial. Men ”A Ghost Story” har øjeblikke af sjælden skønhed og sorg, hvor elskovsflammen overskrider evigheden iklædt et hvidt lagen.