”Evighedsbørnene” er en stor læseoplevelse

Norske Beate Grimsruds roman ”Evighedsbørnene” er en læseoplevelse af de store

Evighedsbørnene har ikke fundet deres plads i parforhold og lever på den måde stadig en form for ungdomsliv, hvor de ikke er forpligtet på andre end sig selv. Modelfoto
Evighedsbørnene har ikke fundet deres plads i parforhold og lever på den måde stadig en form for ungdomsliv, hvor de ikke er forpligtet på andre end sig selv. Modelfoto.

Vi kommer ude fra verdensrummet og zoomer ind på Sverige, her er Stockholm, der kommer området Söder med parken Tantolunden ned mod Årstaviken, så er vi her. 59 procent af alle husstande i Stockholm udgøres, ifølge forfatteren Beate Grimsrud i denne roman, kun af én person.

Siri, André, Louise og Tomas er sådan fire enligt boende svenskere. I ”Evighedsbørnene” følger Grimsrud deres færd og tilfældige møder et par måneder, fra oktober til tidligt forår.

Hvem er evighedsbørnene? Det er dem, der ”ikke har kunnet følge med, men heller ikke er faldet af”, da gentrificeringen lod de rige overtage boligmassen og sendte alle de fattige ud af indre by, præcis som i Danmark. Evighedsbørnene har ikke fundet deres plads i parforhold og lever på den måde stadig en form for ungdomsliv, hvor de ikke er forpligtet på andre end sig selv.

Det giver dem en stor frihed, som også kan slå over i meningsløshed. Ikke at forveksle med den ensomhed som er lige så markant til stede i parforholdet: ”At være alene er også en vandring blandt andre. At være par er også at være alene. At være voksen er også at være barn.

Længst inde bor den lille i den store og omvendt.” Så fint kan det siges. Vi mennesker er både alene og sammen med andre, vi er både store og små på én gang. Det er både meget enkelt og uendeligt komplekst.

Siri har læst sprog og levet som globetrotter, nu passer hun sin egen genbrugs-tøjbutik. Da Siri for nylig kom hjem fra en jordomrejse, var hun gravid. Der var bare ikke noget barn; Siri blev indlagt på psykiatrisk afdeling, indtil hun forstod det, de fortalte hende – at graviditeten var indbildt. Siri har på en måde ventet på, at det ”voksne liv” med familie og børn skulle ankomme som en færdig pakke. Nu begynder hun at se, at det måske aldrig bliver, eller behøver at blive, sådan. Og at hun er 42, ikke 24.

Siris veninde, og nogle gange elskerinde, er amerikansk og hedder Louise. Louise arbejder i sminken på et tv-program. Ingen sminke kan dog skjule, at Louise, siden hun var ganske ung, har skåret i sig selv.

André bliver 37. Han er anæstesisygeplejerske; hans job er at lægge folk til at sove. Selv har han svært ved at falde i søvn, men han drømmer en hel masse. Nogle gange løber drømmene og virkeligheden sammen.

Andrés nærmeste hedder Kassandra (som kommer fra græsk og betyder ’hun som forfører mænd’), Kassandra er en kat. André ”tænker på sig selv som én der er lykkelig ved et tilfælde”.

André prøver at blive venner med Tomas, som er fotograf på sygehuset (før og efter operations-billeder). Tomas er en asocial og angstfuld karakter, det kræver stor tålmodighed at lære ham at kende, og det kræver, at man kan tåle at blive såret.

Med hovedvægten lagt på Siri og André følger vi de fire karakterer, hvis veje krydses på forskellig vis. Vi bevæger os gennem byen Stockholm, men først og fremmest bevæger vi os, på Virginia Woolf’sk vis, frem og tilbage i disse menneskers sind. På den måde som vi alle sammen dagligt indeni pendulerer mellem den nutid, vi lever i, og den fortid, vi bærer med os. Det handler om skam og sorg, om længsel og ensomhed, om sex og retten til at være fri for det.

Romanen handler om menneskers indre. Men den rummer også en hård kritik af det moderne europæiske samfund, hvor vi er blevet helt immune over for mødet med romaen, der tigger på hjørnet: ”Hele Europa en låst dør. Det rige Europa et beskyttelsesrum mod verden derude.”

Det moderne samfund er et klassesamfund, hvor de, der ikke kan klare det, falder hårdt igennem, og selv tiggeren har åbnet en kæde (pengekasser med skiltet ”kommer straks” flere steder i byen): ”Folk afskyr vores ansigter. Vi er bedre ansigtsløse. Sådan er det bare, og det er den viden, min tiggerkæde bygger på.”

Beate Grimsrud er en særegen og poetisk fortæller. Lidt abrupt i sin stil, hun bruger ikke pladsen på unødvendig transport af information, derimod glimter den ene mere skarptslebne konstatering efter den anden op fra tekstens mørke: ”Verdensrummet er et kæmpeøre. Det er det, der fortælles for.”

Grimsruds roman er en eksistentiel udforskning af, hvordan de her fire menneskebobler på forunderlig vis interagerer med hinanden, skubber til hinanden, påvirker hinanden. Og lige så hurtigt som vi zoomede ind på dem, fjerner vi os fra dem igen, da bogen slutter: ”Vi forlader Tantolunden i forårsblomstring. En grøn prik. Södermalm forsvinder. Stockholm, Sverige noget småt ud af øjenkrogen. Vi stiger, Europa, jorden. Tiden og rummet. Universets øre har hørt, og universets øre ved.”

Det er en vild og vidunderlig tanke: Vores liv som en fortælling for universet. Vi er ikke alene.

kultur@k.dk