Prøv avisen

At få verden til at hænge sammen

"Og sådan blev det" er tegneren Maren Uthaugs debutroman.

Tegneren Maren Uthaug debuterer med en vedkommende roman

Da forfatter og tegner Maren Uthaug begyndte i sønderjysk skole engang i begyndelsen af 1980erne, havde hun et gevir på hovedet. Billedet er hendes eget, og geviret kom fra det nordnorske Sameland, som hun var blevet rykket op fra for at blive omplantet til dansk muld.

Risten, som er hovedpersonen i Uthaugs romandebut, Og sådan blev det, vandrer også rundt med sådan et usynligt gevir på hovedet, og det er blandt andet det, romanen handler om: Hvordan man finder ud af at leve med et brudt og i øvrigt uigennemskueligt rodnet, og hvordan et sådant gevir kan forvandle sig fra noget, man støder ind i verden med, til noget, der er en fuldgyldig og smuk del af en selv.

LÆS OGSÅ: Et vigtigt og vanskeligt emne

Risten er barn af den vege nordmand Knut og skrappe samiske Rihtta. Risten lever i sin egen eventyrlige børneverden, som får næring fra mormor Áhkkus mange fortællinger om de farlige underjordiske (som kun kan holdes væk med sølv), om stalluer (Møder du en stallu, knuser den din hjerneskal på et øjeblik. Sådan her! Ákkhu slog hænderne sammen med et smæld.) og dertil et udvalg af sandheder fra den samiske prædikant Læstadius, som ikke lagde fingrene imellem, når han skulle skildre helvedes kvaler.

Men en dag forandres alting. Knut er faldet i med danske Grethe, og på Rihttas ordre tager de den syvårige Risten med til Danmark. Det er bare en sommerferie, tænker barnet og hænger Ákkhus sølvring op over sengen som beskyttelse, men nej, det er ikke bare en sommerferie, det er for evigt og alvor. Risten bliver til Kirsten, Grethe tager hendes sølvring og bedyrer, at hun gerne må kalde hende mor!

Risten/Kirsten bærer livet igennem rundt på den tegning af sin families forgrenede net, som hun var i gang med, da alting blev brudt op. Men først som voksen opsøger hun sit tabte barndomsland og sin kantede mor igen. I mellemtiden er Risten blevet gift med Niels, en vietnamesisk bådflygtning, som Grethe i sin selvforståelse som det gode menneske tog sig af (senere kastede hun sig over hunde, som hun fordrede til døde), men siden smed ud igen, da Niels viste sig at være andet end lille og sød. Også hans rodnet er skåret over, men sammen etablerer de deres eget, (næsten for) symbolsk markeret med navngivningen af sønnen Rod.

Maren Uthaug har skruet fortællingen sammen, så det meget sent bliver klart, hvorfor Rihtta kunne lade sin datter gå på den måde. For nok havde de underjordiske ikke byttet børn om, som Ákkhu fortalte, at de yndede at gøre, men alting var ikke som det så ud på overfladen.

Der var en grund til, at faster Ravna levede i fjeldet sammen med den psykisk syge bror Aslak. Og måske var den gode Læstadius til mere skade end gavn, i alle fald gjorde dyrkelsen af ham aldrig farbror Isak til et varmt menneske.Og sådan blev det er en roman, som bliver siddende længe. Især brænder den igennem i skildringerne af det ensomme, omdøbte barn, Kirsten, som kæmper desperat for at få sin verden til at hænge sammen og beskytte sig mod de onde kræfter med mormor Ákkhus aldrig glemte råd. Sproget glemmer hun. Men geviret slipper hun aldrig af med. Og heldigvis for det.

LÆS ET UDDRAG AF BOGEN HER: