Prøv avisen

Før og efter selvfølgelighederne

Nils Gunder Hansen er en original og klar læser: Vi ved, hvor han selv står, men han kan også se fornuften i andres standpunkter. – Foto: Leif Tuxen.

Nils Gunder Hansen har fat i den lange ende, når han skriver de seneste 70 års kulturhistorie. Men det er ikke sikkert, han har fat i tidsånderne

Vi støder på tidsånden. Den ene dag hører vi, at det her samfund er blevet depraveret: Unge mennesker med glatte kroppe dyrker virkelig sex på reality-tv. Og det sidder næste generation og ser med på.

Alarmerende! Den anden dag er prostitution ved at blive ulovligt, rygning bliver forbudt i arbejdstiden, og en dansk bog om hippierne bliver censureret, fordi de nøgne kroppe skulle være pornografiske. Så hedder det sig, at samfundet er blevet forfærdelig snerpet. Ikke mindre alarmerende.

Tidsånden i dag kan sådan set beskrives som både hedonistisk og nypuritansk. Der kan argumenteres redeligt for begge anskuelser. Og så svært er det som regel at begribe det, vi refererer til som tidsånden.

Men alligevel gør vi det hele tiden, griber ud efter tidsånden. Vi tror på den, selvom vi aldrig har set den.

Begrebet tidsånd, skriver Nils Gunder Hansen, litterat og kritiker ved dette dagblad, i sin nye bog: er uhyre kontroversielt og uhyre almindeligt på en og samme gang. Man kan ikke videnskabeligt arbejde med tidsånden, men man kan kulturelt heller ikke klare sig uden en forestilling om den. Tidsånden kan ikke dokumenteres, men det er normalt, at vi oplever, vi ser et bestemt fænomen på en anden måde end tidligere, uden vi selv har tænkt meget over det. Cigaretten er eksempelvis ikke længere et symbol på frihed, men et symbol på afhængighed. Det er ikke noget, vi hver især selv har fundet på. Det ligger ligesom i tiden, som man siger. Og det er det, der på den måde ligger i tiden, som optager Gunder i hans glimrende nye bog, Danske tidsånder 1940-2010.

Som han skriver i forordet: Enhver kan nemlig, ikke mindst med alderen, erfare, at den måde, man med selvfølgelighed har tænkt over nogle ting på, kan ændre sig til noget ganske andet, der nu synes lige så selvfølgeligt.

Det store løfte i bogen er, at Gunder vil undersøge perioden fra 1940 til 2010 som en guldgrube af forskydninger, hvor selvfølgelige antagelser på kort tid forkastes, men nye selvfølgeligheder etableres.

Han interesserer sig for det, han kalder de praktisk virkende idéer. Men konkret er bogen skrevet i forlængelse af to overbygningskurser på Syddansk Universitet, hvor professor Gunder sammen med studerende har læst en række fortrinvis humanistiske programtekster. De skiftende tidsånder fra Anden Verdenskrig til i dag undersøges, som de fremtræder i tekster af førende danske intellektuelle, kulturkritikere og forfattere. Bogen starter med den berømte brevveksling mellem K.E. Løgstrup og Hal Koch under besættelsen, og den slutter med korrespondancebogen mellem Søren Krarup og Søren Pind om systemskifte, velfærdsstat og konservatisme i 2000erne.

LÆS OGSÅ: Digtbog er en kærlighedserklæring til Fanø

Redeligt gennemgår Gunder modstandsbevægelsen og opgøret med samarbejdspolitikken, demokratidiskussionen, Heretica, etableringen af velfærdsstaten, nyradikalismens gennemslag i 1960erne og ungdomsoprøret. Koblingen mellem tidsånden og humanisternes essays fungerer i den periode: Vi får en fornemmelse af, at store spørgsmål bliver sat på spidsen i diskussionerne mellem Hal Koch og K.E. Løgstrup, Hal Koch og Alf Ross, og Suzanne Brøgger og K.E. Løgstrup.

Gunders forsøg på at fange tidsånder i essays lykkes, når han skriver om tiden efter Anden Verdenskrig indtil oliekrisen. Men det lykkes ikke på samme måde i de senere årtier, når det handler om postmodernisme, religionens genkomst og Muhammed-krise. Det er, som om tidsånden ikke længere bliver sat på spidsen i de intellektuelle programtekster, hvor Gunder leder efter den.

Som læserne af denne avis ved, er Gunder en original og klar læser: Vi ved, hvor han selv står, men han kan også se fornuften i andres standpunkter. Det er klart, at K.E. Løgstrup for Gunder er væsentligere end Villy Sørensen, og at Tage Skou-Hansen fylder meget mere end Klaus Rifbjerg og Poul Henningsen. Men Gunder bruger ikke sine egne forbilleder som facitlister. De fungerer snarere som personlige indgange til fælles diskussioner.

Hans blik er personligt præget, men det er ikke polemisk. Loyalt gengiver han således Suzanne Brøggers kritik af kernefamilien, indtil han om hendes liv med elskeren og vennen Guy kort konstaterer: De er som to lidt hovmodige børn, der undrende ser ud på resten af verden.

Da Villy Sørensen et sted hævder, at han stadig skriver sig op imod nazismen, bemærker Gunder tilsvarende kort: det er jo lidt af en blankocheck at give sig selv med hensyn til at finde modstanderen.

Så har man i hvert fald ret.

Gunder lover i sin nye bog at lede efter tidsånden, men han reflekterer ikke meget over, hvordan tidsånden viser sig forskelligt på forskellige steder. Han leder ikke efter den i Erik Ballings film eller Shu-bi-duas tekster, men stort set kun i kanoniserede tekster af kanoniserede intellektuelle. Når det kommer til de seneste 70 års åndshistorie, er der ingen tvivl om, at Gunder har fat i den lange ende.

Han har skrevet en fortræffelig bog, som er intellektuelt inspirerende og almindeligt oplysende. Men tidsånder er sværere at fange, og de er ikke altid reflekteret i åndshistorien. Det siger måske lige så meget som tidsånderne som om Nils Gunder Hansens nye bog om dem.

Rune Lykkeberg er forfatter og redaktionschef på Dagbladet Information.

kultur@k.dk

Kristeligt Dagblad bragte i lørdags et interview med Nils Gunder Hansen om bogen. Læs artiklen på

k.dk/kultur