Forfatteren begynder med at konstatere, at vi mangler en synslære, som skal opøve vores evne til at se. For synet er både den hurtigste og den vildeste af de sanser, som vi har, bemærker han. Når Nielsen taler om syn, så handler det ikke om et eftersyn hos optikeren med henblik på nye linser eller briller, men om at lære at se indefra og ud – og at øge fokus – for det at kunne styre sit blik er personlighedsdannende:
”I en moderne verdens konkurrence om at beslaglægge ens opmærksomhed, er det en betydelig frigørelseshandling, at man ikke tillader enhver sensation, ethvert kameraklip, enhver meddelelse, der dukker op fra ens sociale netværk at slå ens koncentration i stykker,” skriver han.
Med andre ord skal man indimellem holde øjnene for sig selv for at se indad og opnå den fornødne fordybelse. Det er paradoksalt, bemærker Nielsen, med denne manglende synslære, når man indenfor billedkunsten opererer med en farvelære og indenfor musikken med en hørelære. Paradokset bliver ikke mindre af, at øjnenes iagttagelsesmåder synes uendelige, skriver han. Øjnene er sansernes mest virtuose organ, og digtere og billedkunstnere er specielt fremragende, når det gælder om at udvise iagttagelsesevne. Bogens 22 analysekesempler er da også hentet i litteratur- og kunsthistorien. Her kommer vi vidt omkring fra Belvedere-torsoen fra 1. århundrede f.Kr. over Per Marquard Otzens spidst pointerede bladtegninger fra nyere tid til Peter Callesens (født i 1967) helt aktuelle inciterende papirværker.
Indledningsvis bliver vi ført rundt i Nielsens ”lille syns-lære”, hvor læseren kan høste af forfatterens intelligente dobbelt-blik eller måske snarere tre-dobbelte blik på stoffet, da han ud over et indgående kendskab til teologi og litteratur også har blik for – havde jeg nær sagt – billedkunsten. Han bevæger sig ubesværet fra Dante over Edgar Allan Poe til Johannes V. Jensen og Inger Christensen og indtænker filosofi, salme- og bibelcitater undervejs, hvor de åbner for nye perspektiver på stoffet. Han foreslår selv, at bogen kan læses som en række prosadigte – ekfraser – over de billeder, som han analyserer undervejs. En ekfrase er et digt eller en fiktionstekst, som er inspireret af et billedkunstnerisk værk – her fremdrages blandt andet digte af Rilke og Shelley.
Titlen ”Himmelspejlet” har Erik A. Nielsen hentet fra en illustration i en 1700-talsudgave af Johann Arndts bog ”Vier Bucher vom wahren Christenthum” (Fire bøger om den sande kristendom), hvor et spejl ligger i en vindueskarm. Vinduet står åbent ud mod et sommerlandskab med høj sol, marker, træer og i baggrunden et kegleformet bjerg, der kan minde om Mount Fuji i Japan eller Mont Saint Victoire i Aix en Provence.
”Fra husets halvskygge trækkes blikket ud til verdensrummets store, gennemstrålede lyshav,” skriver Nielsen. Spejlet trækker himlen ned på jorden, men solen blænder ikke, da spejlet ligger på skrå. Derfor kan øjet her se ind i solen. Det handler om ”det lysende øjeblik, hvor det lave bliver til spejl for det høje,” skriver Nielsen og citerer her Ingemanns salme ”I Østen stiger solen op”. Her påberåbes en Kristen solmyte, der modsiger astronomernes fremstilling af himmellegemernes bevægelse i ellipser rundt om hinanden med solen på jordens bagside om natten. I stedet foreslås det med Ingemann, at solen er tilbage i paradiset, hvor den oprindelig blev skabt: ”Den kommer fra den fagre Kyst, hvor Paradiset lå,” for ”enhver der kan opleve morgenen således, forstår, at når man vågner til endnu en dag, har det ”paradisiske” fornyet sig i søvnens renselse af sanserne, dens genskabelse af verden,” skriver Nielsen så smukt.
Det er en nydelse at opleve Erik A. Nielsens lærde ”ecriture”. Undervejs harcellerer han over de sociale medier i almindelighed og selfien i særdeleshed: ”Selfien muliggør en teknisk tilvejebragt narcissisme, der i ekstreme former er yderst omkostningsrig. Man udsætter sig for en art personlighedsopløsning, flytter sit væsens tyngdepunkt uden for sig selv, hvis ens bevidsthed på denne måde zapper fra afbrydelse til afbrydelse.” I stedet foreslår han koncentration og styring af blikket som en effektiv modstandsform mod flimmeret.
Bogen er et opsamlingsheat, da flere af artiklerne har været trykt trykt tidligere. Selvom hovedparten er nyskrevne, så mærker man bogens lidt springende karakter, der følger af, at at en del af teksterne oprindelig har haft andre anledninger.
Et af de tidligere skrevne essays er tilegnet Hein Heinsen i anledning af dennes 80 års fødselsdag for nogle år siden i et festskrift, der dog aldrig er blevet trykt. Det er en ”nekrolog”, skønt Heinsen stadig lever i bedste velgående. Ifølge Erik A. Nielsen afgik Heinsen nemlig ved døden, da han i forbindelse med opdagelsen af minimalismen i 1965 afskrev menneskefiguren i sin kunst – den verdslige som den kirkelige.
Nielsen begræder dette tab i sin subtile analyse af Heinsens alterudsmykning til Vestervang Kirke i Helsingør fra tiden før ”konverteringen”. Her fremstiller Heinsen den opstandne Kristus som en skikkelse med en let og ubekymret gang på jord. Han træder ud gennem et korsformet hul, som gør det muligt for menigheden at se en del af det grønne løv gennem vinduet i sommerhalvåret. Irriterende nok deler Heinsen ”ikke mening med Faderen, som fandt det af ham selv skabte menneskelegeme fornemt nok til at lade sin egen søn genindtræde i det,” driller Erik A. Nielsen, som åbenbart ikke har set Heinsens seneste, figurative værker, blandt andet ”Ansgar” til Ribe Domkirke, der er en magtfuld og kompleks figurativ skulptur med spor efter vikingernes slyngede ornamenter og med brudte, postmoderne former. Så Heinsen har med andre ord rejst sig fra den grav, som Nielsen har lagt ham i.
I sin gennemgang af den originale billedkunstner Peter Callesen, som benytter det hvide papir som sit materiale, bemærker Nielsen blandt andet, at han skaber den mest æteriske stukkatur ud af sine relieffer i papir. ”Stivnet i sin hvide skønhed, og dog med hele virkelighedens magi, knivskarpt, klassisk og bevægende.“
Bedre kan det ikke siges. Her og igennem hele bogen afslører forfatteren sig selv som en blændende seer med et yderst fokuseret blik.