Prøv avisen

Får i forenklet forundring

5 stjerner

Aldeles hyggelig debutroman om en nyudklækket fåreavler

Axel Lindén er en svensk forfatter fra 1972, der bor på en gård i Östergötland sammen med sin familie. Og hans lille anbefalelsesværdige debutroman ”Fåredagbogen” handler netop om en familie, der flytter på landet for at passe en flok får.

Når vi mennesker giver os tid til at reflektere over dyrs opførsel, kan det resultere i alskens kloge, underfundige betragtninger, der kan lære os noget om vores ukritiske overforbrug.

I ”Fåredagbogen”, som den nyudklækkede fåreavler giver sig til at føre, lærer han meget om dette dyr, der har en egen evne til at stå og glo i forenklet forundring, hvis fåret da ikke finder et hul i hegnet og smutter ud.

På et tidspunkt tænker fåreavleren, at der kun er tre ting, der foregår i en fårehjerne: æde, parre sig, finde et hul i hegnet. Men det er helt uretfærdigt, for igennem tusindvis af år har fåret udviklet sig til at være en ganske udspekuleret græsæder: Fårene går lige efter hinanden i folden for ikke at slide på græsområderne. Det er ikke sikkert, at mennesket ville have fået den idé!

Igennem knap tre år fører fåreavleren denne dagbog, der vrimler med kloge Pippi Langstrømp’ske e funderinger og sylespids snusfornuft. Tonen er lun og humoristisk med en knivspids samfundskritisk kant.

En bog, man får lyst til at købe en fem-seks stykker af og forære væk som gave.